Tema

Finansministeriet nægter at lære lektien fra krisens 10 spildte år

Mange økonomer klynger sig til modeller, der ikke afspejler virkeligheden. Det efterlader politikerne i stikken.

Finanskrisen spøger stadig

En forudsætning for at finansministeren kan føre en vellykket økonomisk politik – uanset politisk ståsted – må være, at ministerens økonomiske rådgiverne benytter et retvisende billede af de centrale samfundsøkonomiske sammenhænge. Med andre ord at de benytter en relevant og realistisk regnemodel.

I modsat fald går det galt. Og det gjorde det som bekendt for VK-regeringen i 2008/2009 med fuld musik. Bedre gik det ikke, da SRSF-regeringen trådte til i 2011. Den lod sig rådgive af samme model i Finansministeriet og måtte derfor konstatere efter 3,5 år ved magten, at dansk økonomi stod i stampe, alt mens uligheden voksede. Så blev der atter skiftet ud på regeringsbænkene, men rådgivningen forblev uændret.

Det gjorde den derimod ikke i Den Europæiske Centralbank. Her blev pengepolitikken lagt radikalt om i 2014. Ligevægtsmodellen blev lagt til side og en pengepolitik med afsæt i virkeligheden blev annonceret og efterfølgende praktiseret i form af negative indlånsrenter (aldrig set før) og en historisk massiv pengeudpumpning. Denne politik blev straks benævnt ’ukonventionel’ af kritiske røster blandt de hidtidige rådgivere – bl.a. af den tyske centralbankdirektør. Den gik nemlig helt på tværs af, hvad den ortodokse økonomiske teori, der ligger bag stort set alle de officielle regnemodeller, foreskriver. En teori der desværre fortsat anvendes ved fastlæggelsen af de enkelte medlemslandes finanspolitik med et krav om budgetbalance indskrevet i EU-traktaten.

Hvilken erfaring kan drages heraf? At en makroøkonomisk model, der ikke i rimelig grad afspejler virkeligheden, lader politikerne i stikken. Anders Fogh-regeringen ville formentlig helst have været det dybe fald i produktion og beskæftigelse i 2008/09 foruden. Og Thorning-regeringen ville gerne have været den fortsatte stagnation og stigende ulighed foruden. Men rådet til Bjarne Corydon fra finansministeriet lød, at det økonomiske opsving ville komme af sig selv, at øget ulighed var en nødvendighed for at øge arbejdsudbuddet, som skulle holde lønudviklingen i ave og endelig, at det offentlige budget burde balancere.

En makroøkonomisk model, der ikke i rimelig grad afspejler virkeligheden, lader politikerne i stikken.

Jesper Jespersen, økonomiprofessor på Roskilde Universitet

På baggrund af dette mistrøstige forløb ville jeg egentlig have forventet, at finansminister Kristian Jensen havde udtrykt anerkendelse for initiativer, der giver almindelige borgere mulighed for at få en mere retvisende forståelse af hvorledes samfundsøkonomien hænger sammen. Det var i hvert fald det råd (og efterfølgende teoretiske bidrag), som hans politiske meningsfælle den liberale økonom John Maynard Keynes med en betydelig succes gav politikerne i kølvandet på krisen i 1930erne. Først til Franklin D. Roosevelt i USA og dernæst skiftende regeringer i Storbritannien.

Finansminister Kristian Jensen ville herigennem blive opmærksom på, at han tager fejl, når han hævder at efterspørgselspolitik ikke kan føres i en lille åben økonomi. Den indenlandske efterspørgsel er jo hovedforklaringen på den ovenfor beskrevne skævtrækning af dansk økonomi. VK-regeringen skruede netop op for efterspørgslen ikke mindst i bolig- og finanssektoren i årene op til 2008. Efterfulgt af RSSF-regeringen, der førte en for stram økonomisk politik, der resulterede i den langtrukne stagnation i Danmark. I begge situationer kunne en mere målrettet styring af efterspørgslen have gjort underværker. Men i stedet blev der i 2012 vedtaget en budgetlov, der holder den offentlige sektor i et jerngreb, der fortsat skævtrækker dansk økonomi.

Hvor står dansk økonomi så i 2018 ti år efter, den økonomiske krise satte ind, og som finansministeriets model var helt uforberedt på? Som Danmarks Statistik netop har påvist, så tog det i kølvandet på finanskrisen i 2008 længere tid end på noget tidligere tidspunkt at få beskæftigelsen bragt tilbage til det oprindelige niveau. Hvilket dog ikke har løst arbejdsmarkedets problemer. Der er forsat registeret mere end 150.000 personer som ledige (helt uden arbejde), hvortil kommer et betydeligt antal personer på deltid eller støttet beskæftigelse. Samtidig med, at der en begyndende mangel på bygningshåndværkere (fordi renten er for lav!), og på smede og IT-systemteknikere (fordi lønnen er for lav, hvis man skal tro finansministeriets udbudsmodel for arbejdskraft!).

I denne situation med ti spildte år i dansk økonomi, er det, at mange almindelige borgere med god ret spørger, om det ikke er på tide, at forståelsen af de samfundsøkonomiske sammenhænge gøres mere retvisende. I betydningen at forstå de sammenhænge, der er bestemmende for dén økonomiske virkelighed, som de 150.000 arbejdsløse møder hver dag; og som stort set alle møder i form af nedskæringer på de sociale ydelser og i udbuddet af velfærdsgoder, parret med en snigende fattigdom, der nu rammer mere end 50.000 børn.

En politik, der fremstilles som værende understøttet af en indiskutabel økonomisk teori og empiri, jfr. departementschef i finansministeriet Martin Præstegaard i Politiken. Men denne model er alt andet end et sandhedsvidne om dansk økonomi. De forgange ti år har netop vist, at den på en række områder giver en skæv fremstilling af de økonomiske sammenhænge; for opsvinget kom jo ikke af sig selv.

I denne situation med ti spildte år i dansk økonomi, er det, at mange almindelige borgere med god ret spørger, om det ikke er på tide, at forståelsen af de samfundsøkonomiske sammenhænge gøres mere retvisende.

Jesper Jespersen, økonomiprofessor på Roskilde Universitet

Men nok så alvorligt giver modellen et skævt billede af effekten af hhv. skatter og offentlige udgifters dynamiske effekter. Den tegner et skønmaleri af effekten af skattenedsættelser på arbejdsudbuddet. (Hvortil finansministeriet altid svarer, at effekten på arbejdsudbuddet ligger uden for modellen – suk, ja den tommelfingerregel, der benyttes, ligger på et andet skrivebord i finansministeriet, men indgår efterfølgende i modelberegningen). Hvorimod offentlige udgifter ifølge departementschefen ingen dokumenteret indflydelse har på arbejdsudbud og samfundsøkonomisk produktivitet. Han burde være bedre orienteret.

Ikke underligt har det resulteret i, at oprøret mod finansministeriet er rykket helt ind i Folketingssalen. Her vedtog et flertal uden om regeringen en dagsorden, der pålægger finansministeren, at de dynamiske effekter knyttet til offentlige udgifter også indarbejdes i regnemodellen. Tilsvarende kunne dette folketingsflertal med fordel pålægge økonomiministeren at forlænge bevillingen til arbejdet med det grønne nationalregnskab i Danmarks Statistik. Det blev desværre bremset ved udgangen af 2017. Det skete netop som der var ved at være tilstrækkeligt med data, så miljøpåvirkningen kan indarbejdes i regnemodellen. Udenlandske opgørelser viser, at omkostninger ved blot vejrlighedskatastrofer i 2017 lå på et niveau af 0,5 pct. af BNP.

Det er ikke nogen let opgave at tage forståelsen af samfundsøkonomien tilbage, når den igennem årtier er blevet fremstillet som et for almindelige mennesker uforståeligt matematisk ligningssystem. Et forhold som den franske økonom Thomas Piketty gav følgende ord med på vejen, da han var i København: ’økonomi er et for vigtigt emne til at blive overladt til økonomerne’. Et udsagn som Kristian Jensen og hans departementschef i lyset af udviklingen i de just forgangne tiår burde skrive sig bag øret.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også