Turbulens på aktiemarkedet varsler ikke enden på opturen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Siden markedets fejring af Trumps gaveregn til aktionærerne i form af skattelettelser kort inde i 2018 har bekymringerne domineret. Markederne har kæmpet med at fortolke betydningen af den ene risiko efter den anden. Trusler såvel som egentlig protektionistiske tiltag fra Trump, politiske sanktioner, olieprisstigninger, populistisk valgsejr i EU’s kerne, brexit-limbo, tyrkisk valutakrise, kinafrygt, stigende renter og alt sammen, mens væksten tabte en smule luft. Det sidste godt nok fra et robust udgangspunkt.

Faktorerne har ramt markederne i bølger og nogle gange kortvarigt.

I september tog renterne en ny tur i vejret, og det blev den endelige katalysator for årets anden større korrektion i markederne. Nyhedsflowet på store finansmedier indikerer, at investorerne lægger det hele sammen i én stor bunke, der tårner sig så højt op, at den blokerer for det bagvedliggende billede. Et billede af en verdensøkonomi, der stadig vokser i et ret robust tempo, og som også har udsigt til at gøre det i 2019.

Det betyder selvfølgelig ikke, at ingen (kombination) af ovennævnte faktorer – eller andre for den sags skyld – kunne ændre på det billede. Men fra hvor vi står i dag, vil der være lang vej dertil. Så sent som i sidste uge fremlagde IMF sit Global Outlook, og det peger i retning af, at væksten for 2018 og 2019 godt nok er en smule svagere, end IMF forudsagde i foråret, men ikke desto mindre på niveau med 2017 og bedre end i alle årene fra 2012 til 2016.

Det værste synes at være risikoen for, at Trump eskalerer handelskrigen til en bredere gruppe af lande. Det kunne ske ved at Trump pålægger import af biler/bildele langt højere toldsatser end i dag. Det vil ramme mange af verdens største økonomier, som forventeligt ville møde USA med modforanstaltninger. Den igangværende regnskabssæson har allerede vist, at handelskrigen koster for visse selskaber i industrien – fx Caterpillar - men endnu ikke nok til at dominere det generelt positive indtjeningsbillede hos virksomhederne.

Italien udgør også en risiko, men på et mere moderat niveau. Det kunne ændre sig til et større problem, hvis markedet pludselig begynder at behandle problemet som systemisk, hvorved fx spanske og portugisiske statsobligationsmarkeder også kunne komme under pres. Men den nye italienske regering virker ikke særlig villig til at spille hårdt på EU/euro-udtrædelsesagendaen, og det medvirker til at moderere den risiko noget.

Men en ting er væksten, noget andet er renteniveau og den pengepolitiske fleksibilitet. Indtjeningsvæksten og de faldende aktiekurser har givet en lidt mindre aggressiv prisfastsættelse. Udsigten til højere renter giver dog stadig et pres på værdisætningen.

Markedsuroen og nervøsiteten kan faktisk godt betyde, at vi kommer til at se langsommere rentestigninger fra den amerikanske centralbank. Det vil så igen sende de lange renter på tilbagetog. Den dynamik beror sig i min optik på den underliggende præmis, at Federal Reserve endnu ikke er der, hvor centralbanken er ”tvunget” til at hæve renten, men kan udskyde planlagte forhøjelser, hvis markedsuroen bliver alt for bekymrende.

Den præmis vil med stor sandsynlighed ændre sig i løbet af 2019. Her forventes inflationsbilledet at være et helt andet end nu, hvor man ikke for alvor ser tegn på, at økonomien er ved at koge over. Men begynder de signaler at vise sig, mister Federal Reserve sin fleksibilitet. Arbejdsløsheden er allerede lav, og hvis der til næste år er tegn på, at både inflation og arbejdsløshed er ude af trit med det langsigtede ligevægtsniveau, så kan slinger i aktiemarkedet vanskeligt rokke centralbanken.

Derfor virker det mest sandsynligt, at aktiemarkedet efter nogle uger vænner sig til støj fra Italien og usikkerhed om handelspolitik og finder tilbage på sporet. Bullmarkedet forsætter en tid endnu, og i det nye år, når vi måske endda nye højder. Men skulle vi stå i samme situation om ni eller tolv måneder, så tror jeg til gengæld konklusionen vil være langt mere dyster.