Debat
0

Her leder danske virksomheder efter innovationskraft

Techgiganten Google indså det for mange år siden: Det betaler sig at investere massivt i et kreativt kontormiljø. Det er en trend, som danske virksomheder er ved at tage til sig.

Det plejede at være nok at tilbyde jobsikkerhed og et kendt logo på cv’et, men ikke længere. Nu er store danske virksomheder udfordrede på at tiltrække og fastholde de bedste ansatte, som er en forudsætning for deres innovationskraft.

Derfor vender de sig i høj grad nu mod en ny tiltrækningsstrategi hvor de går nogle af verdens mest succesfulde virksomheders i bedene. Den nye strategi er anderledes; nye kontor former skal nemlig øge virksomhedernes innovations- og tiltrækningskraft.

Det lyder måske poppet, at fede kontormiljøer med god kaffe, musik og lækker indretning skulle kunne gøre noget for produktiviteten, men det er ikke tilfældigt at virksomheder som Google og Apple er blevet verdenskendte på fantastiske kontorer.

Allerede i de tidlige dage gik Google direkte i kødet på deres største flaskehals for vækst. Selskabet skulle tiltrække softwareudviklere i verdensklasse i et område, hvor gode udviklere i forvejen er i højere kurs end noget andet sted i verden: Silicon Valley.

Google besluttede sig for at blive en så attraktiv arbejdsplads, at selv de bedste udviklere opsøgte dem. Strategien havde tre ben, den første var 20 pct. free - den berømte fridag hver uge, hvor udviklere kunne arbejde på selvvalgte projekter. Den anden var en benhård udvælgelsesproces, så de, der kom gennem nåleøjet, kom til at arbejde med de bedste af de bedste. Det tredje ben var verdens bedste kontorfaciliteter.

Googles første kantine i Mountain View fik en velkendt kok, hvis team hver dag leverede langt ud over vanlig standard. Fuldstændigt gratis for alle ansatte. Kantinen blev berømt i sin egen ret.

For otte år siden var jeg så heldig at blive inviteret til frokost i Googleplex efter et møde. Jeg var overvældet af overdådigheden. Der var seks madstationer, hvor kokke stod og lavede mad fra hver sit verdenshjørne. Der var kold mad, varm mad, sund mad, hyggemad, hele køleskabe med sodavand og baljer med nødder, frugt og slik.

Jeg var på det tidspunkt en fattig iværksætter og var nærmest chokeret over pyramiden af den dyreste spise, jeg kendte: hele pakker med blåbær, som de ansatte bare kunne tage med sig. Hundredvis af ansatte i T-shirts og gummisko spiste ved små borde udenfor i den californiske sol. Det lignede mere en søndag i en park end et kontormiljø.

Jeg kunne ikke lade være med at beregne udgiften til kantinen i hovedet og spurgte høfligt min vært om filosofien bag. Han fortalte, at det var en investering i innovation. At de ansatte ellers ikke var tilbøjelige til at bevæge sig væk fra egne kontorer eller tale på tværs i virksomheden. Så ved at lave lækre kontorfaciliteter, fik man skabt et rum for tværfaglig udveksling og menneskelig kontakt som skabte tillid og tilhørsforhold. Jeg sad tilbage med røde ører. Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det.

For otte år siden var jeg så heldig at blive inviteret til frokost i Googleplex efter et møde. Jeg var overvældet af overdådigheden.

Tine Thygesen, direktør og medlem af regeringens iværksætterpanel.

Jeg tog tanken med mig hjem til Danmark og har nu i 7 år bygget kontormiljøer for ambitiøse virksomheder med mod på at gøre noget lidt anderledes for at tiltrække den bedste arbejdskraft. I flere år var det primært startups der var interesserede i vores kontormiljøer, men i dag er der stor efterspørgsel fra store virksomheder. Det er tydeligt en trend som vokser. Den underliggende faktor er, at konkurrencen for talent og innovationskraft bliver fortsat hårdere.

De tiltag, Google instinktivt forstod for 10 år siden, er korrekte. Den første del handler om at skabe et sammenhold. Sammenhold er det sværeste element at skabe, fordi det er abstrakt og et produkt af andre tiltag. Man sparer ofte de elementer væk, der skaber sammenhold på tværs i virksomheden, fordi det ikke kan kalkuleres direkte i et regneark. Men det er en fejl, det er måske det allervigtigste instrument til medarbejderfastholdelse.

Man skal også fastlagte rammer for læring og inspiration gennem events som den enkelte ansatte selv vælger og dermed skaber sit eget videreuddannelsesforløb. Disse events skal helst være arrangeret nedefra dvs. på initiativ fra de ansatte selv.

Den meste konkrete opgave er at designe det fysiske arbejdsmiljø med stemninger som udspringer af møbler, design, lugte, akustik og klima. Det sværeste er at undgå rum, som ser lækre ud med det blotte øje, men som ikke er rare at opholde sig i. Mange kontormiljøer fejler på trods af dyre møbler og store tanker, fordi æstetikken ikke er kombineret med det rette flow og sammensætning af brugsbehov og brugere.

Googles kantine står derfor stadig som et stærkt billede på det nye kontormiljø: Et fysisk samlingspunkt understøttet af de rette mennesker, sammenhold og inspiration. Det er forståeligt at danske virksomheder søger at imitere de rammer, fordi vi ved nu, at den kombination kan give varige konkurrencefordele og innovationskraften et løft. Som udmærket demonstreret af Google.

BRANCHENYT
Læs også