Debat
0

Hvad vi ikke lærte af finanskrisen

Ekspansiv finanspolitik i 00’erne fremføres ofte som afgørende årsag til finanskrisen. Problemet med denne fortælling er, at finanspolitikken var historisk kontraktiv, skriver cand.scient.pol Asker Voldsgaard.

Foto: Stine Bidstrup

Det er 10 år siden finanskrisen for alvor satte sig igennem. Hvordan endte vi i den situation, der ifølge professor i finansiering Jesper Rangvid har kostet Danmark tabt produktion for 200 mia. kr.? Som sædvanligt, er der stor konsensus i vores økonomiske opfattelse herhjemme. Med få undtagelser er der enighed om, at den private gældssætning var for voldsom. Kun gældsindustrien og regeringen, som slap finanssektoren løs, har svært ved at anerkende det åbenlyse.

Det andet, der er konsensus om, er, at finanspolitikken var for ekspansiv. Det førte til en overophedning af både arbejds- og boligmarkedet. Rangvid-udvalget konkluderede, at ”i Danmark var finanspolitikken i modsætning til tidligere opsving procyklisk i årene inden krisen. Selvom der er overskud på de offentlige finanser, kan der være behov for at stramme finanspolitikken, hvis andre dele af økonomien indikerer kapacitetspres”. Tænketanken Kraka delte denne konklusion i sin finanskrise-redegørelse. Denne ’finanspolitisk slendrian’-forklaring kan belejligt tones efter politisk velbehag.

Centrum-venstre har jævnligt angrebet VK-regeringen for såkaldt ufinansierede skattelettelser og ifølge finansminister Kristian Jensen var VK-regeringens eneste fejltagelse, at man lod kommunerne overskride budgetterne.

Men vi må et spadestik dybere: Hvorfor gik danskerne overhovedet med på det gældsbaserede forbrug?

Svaret er, at danskerne lånte pengene, fordi samfundets private sektor ikke havde indkomsten til at købe sin egen arbejdskraft. Hvorfor havde danskerne ikke indkomsten? Svaret findes ved at se på de finansielle strømme i samfundsøkonomien. De såkaldte sektorbalancer dukker sjældent op i den danske debat, men i udlandet sværger flere topøkonomer til, at man kun forstå dynamikken i en økonomi, hvis man kigger på netop sektorbalancerne. Sådan lyder det eksempelvis fra Goldman Sachs’ cheføkonom.

Man kan anskue hele verdensøkonomien som opdelt i tre sektorer: Udlandet, Danmarks offentlige sektor og Danmarks private sektor (husholdninger, virksomheder og NGOer). Enhver sektors overskud må komme et andet sted fra: Fra minimum en af de andre to sektorer. Summen af de tre sektorers over- og underskud er derfor altid 0 – det er en regnskabsidentitet, som altid er sand.

I årene fra 2005 til 2007 havde Danmarks offentlige sektor historiske overskud på fem pct. ift. BNP hvert år. Udlandet og den private sektor måtte derfor tilsammen være tilsvarende i underskud. Sektorbalancerne fortæller, at den private sektor gav det største bidrag med 3,6 pct. i underskud og at udlandet var 1,4 pct. i underskud i 2007. Den private sektors årlige overskud på 3,7 pct. ift. BNP i 2003 blev altså reduceret med 7,3 procentpoint (eller 115 mia. kr.) frem til 2007. Samtidig blev udlandets underskud kun ca. to procentpoint reduceret.

Konsekvensen af de enorme offentlige overskud, som bredt hyldes for at have reduceret statsgælden, var derfor at underminere den private sektors finansielle holdbarhed.

Asker Voldsgaard, cand.scient.pol.

Hvad betyder det? Jo, at statens overskud var hovedansvarlig for de private underskud. Problemet er, at den private sektor typisk skal være i overskud for at skabe holdbar vækst – ellers holder den op med at forbruge for at spare op og afbetale gæld. Men når alle vil spare op, er der ikke nok, der forbruger, og så ruller recessionen.

Det er økonomen Keynes’ velkendte opsparingsparadoks. Vores økonomer registrerer, at der er kapacitetspres, men spørger ikke om finansiering bag forbruget er holdbart. De fokuserer på mindre politiske ændringer i finanslovsaftalerne og ikke finanslovens samlede finansielle effekt, og derfor konkluderer de, at finanspolitikken var ekspansiv.

Konsekvensen af de enorme offentlige overskud, som bredt hyldes for at have reduceret statsgælden, var derfor at underminere den private sektors finansielle holdbarhed. Det ville have givet en tidligere recession, hvis ikke bankerne havde stået klar med forbrugslån i den friværdi, som de afdragsfri lån havde været med til at puste op. Denne finansielle struktur kaldte finansøkonomen Hyman Minsky for ’ponzi finance’, fordi at det var dømt til at gå galt. Før eller siden, forsøger husholdningerne synkront enten at reducere sit forbrug eller sælge sit hus for at afvikle gælden, og dette var skyld i boligkrakket og forbrugskollapset.

Staten var dobbelt ansvarlig for finanskrisen ved først at tillade en slap regulering af finanssektoren og senere at presse den private sektor i armene på den nu løsslupne gældsindustri pga. de store overskud på statsfinanserne.

Af Asker Voldsgaard, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Note: Finansielle over- og underskud kaldes teknisk ’nettofordringserhvervelse’. Kilde: Danmarks Statistik.

BRANCHENYT
Læs også