Debat
0

Den politisk konstruerede ulighedsdebat

Er voksende ulighed virkelige et problem i Danmark? Eller er det en belejlig konstrueret slagmark for venstrefløjen med det eneste formål at skabe et fjendebillede?

Smag lige på begrebet ”ulighed”. For langt de fleste vækker det negative associationer, da et grundlæggende princip i Danmark er, at vi alle er lige for loven. Så ulighed kan vi selvsagt ikke have. Og netop på grund af begrebets negative ladning bliver det i disse dage brugt i det politiske Cirkus Maximus.

Gladiatorer som Mette Frederiksen (S), Pia Olsen-Dyhr (SF) og Pernille Skipper (Ø) er sekunderet af selveste fagforbundet 3F og tænketanken AE-rådet, som tordner mod den voksende ulighed, som sågar er ”uanstændig”. Formået er til at få øje på: At skabe et fjendebillede. Man laver et ’dem mod os’ og bruger denne konstruerede platform til at omfordele yderligere, så fjenden skal bidrage med mere til ’os, der står side om side’.

Og det er en taknemmelig kampplads, den røde blok har skabt. Alle kan smage de negative vibrationer, som ordet ulighed byder på. Og når vi tilsætter smagsforstærkeren ”uanstændig” – ja, så bliver det en besk, bitter og langt fra behagelig smagsoplevelse. Eneste mulighed for at dæmme op for dette sande bombardement af svovl, malurt og syre er at bevæbne sig med fakta, forsøge at råbe de prisgivne vælgermasser op og forklare, at denne konstruerede kampplads er et falsum.

Det er på tide at få fakta på bordet, så Danmark kan kalde den røde bloks bluff-nummer. Ifølge den liberale tænketank Cepos har Danmark den 6. laveste ulighed blandt alle OECD-landene. Det er ganske pænt, så alene det faktum burde indikere, at der ikke er noget problem med ulighed i Danmark.

Rent faktisk kunne man modsat argumentere for, at den store lighed er demotiverende for iværksættere og andre, som skal skabe morgendagens jobmarked. Men i denne sammenhæng er det en anden diskussion.

Fra 1994 og til i dag, er uligheden steget med 6,3 procentpoint og Cepos finder i deres analyse, at godt en tredjedel af denne stigning skyldes ændret befolkningssammensætning. Dvs. flere studerende, ældre, indvandre og højtuddannede som alle trækker i uligheden fra forskellige vinkler.

Men selv på trods af denne stigning i uligheden, så har Danmark den 6. laveste ulighed i OECD. Er der et problem?

De røde gladiatorer og deres sekundanter i 3F forholder sig nærmest alene til Gini-koefficienten (mål for graden af ulighed i en fordeling, f.eks. et samfund, red.) som mål for ulighed. Og de siger, at det nuværende niveau er farligt. Men modellen er et arbejdsredskab og ikke en facitliste. De økonomiske vismænd finder eksempelvis i deres rapport fra 2016, at ”de fattige ikke er blevet fattigere”. Og pga. globalisering og et dalende prisleje, så er det ”blevet billigere at være fattig”. Det er blot et af flere eksempler på, hvorfor at Gini-koefficienten ikke kan stå alene, når der skal tolkes og konkluderes på ulighed.

Det er selvfølgelig ikke forkert at diskutere ulighed, men når det sker på et bevidst uoplyst grundlag, så bliver fakta ofret, og formålet med denne konstruerede slagmark er at skabe et fjendebillede. Med afsæt i lukrative gyldne håndtryk påstår bl.a. Socialdemokratiet, at toppen stikker af fra bunden – og på populismens vingesus, strør Socialdemokraterne om sig med forslag, der skal dæmme op for denne ”uanstændige” ulighed.

Problemet er bare, at disse forslag tager afsæt i enkeltsager, som langt fra er repræsentative. Men målet helliger midlet, når det drejer sig om at sikre sammenhængskraften. Så skidt være med, at man i sin politiske retorik graver grøfter, skaber fjendebilleder og udskammer befolkningsgrupper.

Kære vælger: Du skal kigge igennem kampagnerøgen og spørge dig selv, om vi reelt har et stort ulighedsproblem herhjemme? Og kræver det virkelig så massive ændringer, som Socialdemokraterne lægger op til?

Spørgsmålet er, om vi ikke har langt større udfordringer, vi i stedet burde fokusere på.

BRANCHENYT
Læs også