Debat
0

Peter Hummelgaard: Større samfundsbidrag fra banker er ikke et hævntogt, men sund fornuft

Bankerne tjente over 40 milliarder kroner før skat i 2017, et af det bedste resultater nogensinde. Der er kun rimeligt, at de bidrager til fællesskassen, skriver Socialdemokraten Peter Hummelgaard.

Foto: Thomas Borberg

Chefredaktør for erhvervsmediet Finans, Steen Rosenbak, beskylder i en kommentar Socialdemokratiet for at være blevet ramt af et ”Al Capone-syndrom”, fordi vi foreslår at indføre et ekstra samfundsbidrag fra den finansielle sektor til at medfinansiere en tidlig folkepension for samfundets allermest nedslidte.

Rosenbak, som jeg ellers nyder stor respekt for, påstår, at idéen om at indføre fx en balanceskat er et populistisk hævntogt mod bankerne, som kompensation for, at lovgivningen omkring medvirken til hvidvask og skatteunddragelse åbenbart ikke er stram nok til, at topledelserne i Nordea og Danske Bank kan drages til ansvar.

Lad mig først og fremmest slå fast, at der ikke er en modsætning mellem de to ønsker. I Socialdemokratiet kan vi godt både arbejde for at gøre op med konsekvens- og straffefriheden i finanssektorens øverste ledelseslag, og samtidig ville øge bankernes bidrag til det samfund, der holdt hånden under dem i forbindelse med finanskrisen.

Det går nemlig rigtig godt i bankerne. I 2017 opnåede de danske pengeinstitutter et samlet overskud på 40 mia. kr. før skat, hvilket dels var en stigning på 20 pct. i forhold til året før, dels var det højeste overskud, Finanstilsynet nogensinde har registreret. Til sammenligning var pengeinstitutternes skattesvar på godt 6 mia. kr.

Rosenbak fremhæver, at en øget beskatning af en bankerne uhensigtsmæssig i en periode, hvor bankerne angiveligt polstrer de økonomiske stødpuder, så næste recession ikke udløser en ny finanskrise. Kapitalopbygningen i de danske banker er dog ikke en mere intensiv øvelse, end at de i 2017 udbetalte rekordhøje 25 mia. kr. i udbytter og aktietilbagekøb til deres aktionærer.

Det er de tal, vores ønske om at øge bankernes bidrag til samfundet med 1,5 mia. kr. skal holdes op mod. Bankerne vil have fortsat rig mulighed for at polstre de økonomiske stødpuder ved at tilbageholde mere af indtjeningen i stedet for at forgylde aktionærerne. 

Ikke bare er det retfærdigt, at bankerne bidrager med lidt mere til dem, der reelt betalte den fulde pris for finanskrisen – en regning, som alle danske skatteydere i øvrigt stadig afdrager på. Vi har endnu ikke lagt os fuldstændig fast på, hvordan bankerne bedst yder dette retfærdige bidrag til at sikre en mere retfærdig pensionsalder. Men et tiltag som fx en balanceskat vil også bidrage til at ændre nogle af de indlejrede incitamentsstrukturer i finanssektoren, som fremprovokerer en kriseskabende adfærd.

En balanceskat er kort fortalt en skat på størrelse og risikotagning, som både Storbritannien, Frankrig, Sverige og Tyskland har indført forskellige variationer af. At opkræve en skat på få promille af bankernes balance vil både sikre, at de største banker betaler mest, og samtidig dæmpe lysten til at puste balancen unødigt op ved f.eks. en eksplosiv udlånsvækst, en høj gældsætning eller fifleri med de interne risikovægte så aktiverne kan boostes mest muligt for en given mængde egenkapital.

Det er helt centrale incitamenter at give en sektor, der kendetegnes af en meget høj koncentration, og målt i forhold til BNP er blandt de største i Europa – alene Danske Bank er så stor herhjemme, at den fylder ca. 175 pct. af BNP. Revisionshuset KPMG har tidligere anslået, at en dansk balanceskat efter svensk forbillede – hvor størrelsen på skatten er 0,036 pct. – vil kunne indbringe et årligt provenu på ca. 3,8 mia. kr. Vi foreslår et bidrag væsentligt mindre end dét.

Sammen med vores forslag om at fratage virksomheder og banker muligheden for at trække topchefløn over 10 mio. kr. fra på skattebilletten, som Rosenbak retfærdigvis finder rimeligt, vil en balanceskat vende incitamenterne væk fra grådighed og overdreven gældsætning og over mod mere ansvarlig bankdrift.

Incitamentsstrukturen er nemlig et af de helt grundlæggende problemer i finanssektoren, som bankforsker Per H. Hansen udtalte til netop erhvervsmediet Finans samme dag, som Rosenbak kritiserede vores forslag. Her advarede landets førende bankforsker om, at han så mange lighedspunkter mellem vor tid og 1930’erne. Fællesnævneren for både krisen i mellemkrigstiden og i 2007-2008 var omfanget af gæld, og Per H. Hansen var rettelig bekymret over, at der aldrig har været så meget gæld i verden som i dag.

I Socialdemokratiet deler vi fuldt ud CBS-professorens analyse af, at det er farligt, når finanssektoren får for stor magt og kommer til at fylde for meget i samfundsøkonomien. Derfor er eksempelvis en skat på størrelse, som vender incitamenterne den rigtige vej, sund fornuft og et spørgsmål om at beskytte det danske samfund. Og så er det rimeligt overfor de mennesker, der mest af alt bar prisen for finanskrisen.

Af Peter Hummelgaard, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

BRANCHENYT
Læs også