Debat
0

Hvad er ligheden mellem forældreintra og euroen?

Det er næppe systemet forældreintra i sig selv, som er problemet. Det er nok snarere den måde, vi bruger systemet på. Det samme kan siges om euroen

Den fælleseuropæiske møntunion euroen og forældreintra har mindst to ting til fælles: De udgør en nyttig ramme om et samarbejde mellem nogle parter, der befinder sig i et skæbnefælleskab. Og hvis ikke disse redskaber eller institutioner fandtes, skulle man skynde sig at opfinde dem.

Regeringens stresspanel satte tidligere på året sig selv på landkortet med forslaget om at afskaffe folkeskolens forældreintra – formentlig ud fra devisen, at overdrivelse fremmer forståelsen. Og Guderne skal vide, at det, vi forældre fylder i intra ikke altid er lige formålstjenligt. Alligevel rundsendes alting altid for en sikkerheds skyld til alle. Men mon ikke den reelle debat bør handle om normerne for, hvad brugerne fylder ind i forældreintra, snarere end hele kommunikationsplatformens eksistens?

På samme måde med euroen. I en verden, hvor nationalstaterne hver for sig let kan jages rundt i manegen af valutaspekulanter, og hvor vi gerne skulle undgå en tilbagevenden til 1930ernes økonomiske krise og 1970ernes konkurrerende devalueringer, er en europæisk valutaunion en del af løsningen – og ikke en del af problemet.

Og ja, jeg ser bestemt gerne Danmark som euromedlem. Vi fører alligevel en pengepolitik, som om vi de facto var i eurozonen. Lige nu har vi bare ikke medstemmelse i Den Europæiske Centralbank, som beslutter den pengepolitik. Faktisk hører fastkurspolitikken – sammen med Kongehuset og den kanoniserede danske arbejdsmarkedsmodel – til blandt de ganske få institutionelle rammer, som reelt er hævet over diskussion. En status, som det altså endnu ikke er forældreintra forundt.

Men indholdet, dvs. hvilke regler og prioriteringer, man fylder ind i eurosamarbejdet, er bestemt værd at diskutere. Det, der efter finanskrisen især gik galt i eurozonen var, at man stirrede sig blind på at mindske tælleren i disse to brøker i kriselandene: Offentligt underskud/BNP og offentlig gæld/BNP. Men forsømte at stimulere nævneren, bruttonationalproduktet, som så også skrumpede. Det triste resultat blev, at lande som Grækenland, Spanien og Italien med ført hånd i en årrække sparede sig fattige.

BRANCHENYT
Læs også