Serier
0

Bæredygtig? Eller bare dygtig?

Bæredygtighedsdagsordenen er som den menneskelige tilværelse: fuld af irrationalitet og følelser.

Bosserne og bæredygtighed

FN har som bekendt opstillet 17 verdensmål. Et af dem er åbenbart at få alle vejrabatter og rastepladser mellem Kruså og Kolding belagt med pantfrie øldåser. Som et ujævnt fortov af fladkørt aluminium.

Det går ret godt med det verdensmål. Bare kør en tur op ad E45. Imens kan man høre Mads Mikkelsen fortælle i en tv-reklame, hvordan bryggeriet bag dåserne understøtter en mere bæredygtig verden ved at have erstattet det lille stykke plastic, der holder sammen på en sixpack, med en klat lim.

Det er her, at tingene bliver komplicerede for nogen af os. Vores hjerner er for små og uudviklede. Vi kan heller ikke forstå, hvordan det hænger sammen at bestille klimavenlig kaffe, når man er på café. Og derefter at bestille en ferie til Kina med et fly, der generer fem ton CO2 pr. passager pr. vej.

Vi forstår det ikke. Vore hjerner er for små.

Den virkelige trussel mod FN’s 17 verdensmål er måske, at vore hjerner er for små. Vi tvivler ikke på, at virksomhed efter virksomhed vil fortælle, hvordan de arbejder med bæredygtighed. Eller at man både kan være gennemvædet af godhed og flyve jorden gold som en ørken. Eller føle samme godhed svulme ved at afskaffe et stykke plastic om nogle øl, samtidig med at de pantfrie dåser, som man leverer til grænsebutikkerne i Harrislee og Süderlügum, ender som metalaffald langs de jyske motor- og landeveje.

En lille og uudviklet hjerne kan få den tanke, at verdensmål nummer 13, 14 og 15 – dem om miljø og bæredygtighed – er et spejl af den menneskelige tilværelse. Under en kappe af rationalitet udleves alt muligt alt andet: Forfængelighed, begær, lidenskab og bedrag.

Det er kun på overfladen, at det ikke giver mening – fra et bæredygtighedssynspunkt – at være manisk optaget af at købe klimavenlige fødevarer samtidig med, at man flyver til verdens ende og retur i en tåge af CO2. Og det er kun på overfladen, at afskaffelsen af et lille plasticstykke er ren symbolik i forhold til at producere uendelige mængder af aluminiumsskrot i form af pantfri dåseøl.

For der ER ingen rationalitet i nogen af delene. Ligesom mennesket er drevet af alle mulige følelser og dagsordner, er bæredygtighed det også.

SAS’ koncernchef Rickard Gustafson fortæller i et interview i Finans, hvordan flyselskabet håndterer bæredygtighed. Fly producerer som bekendt gigantiske mængder CO2. Derfor arbejder man i SAS intenst på øge brændstofeffektiviteten. Her kan man så grine eller græde over resultatet: Fra 2010 til 2018 er CO-udledningen pr. passager pr. kilometer faldet fra 110 gram til 95 gram.

Nogen vil sige, at det går den rigtige vej. Andre vil hæfte sig ved, at det går langsomt.

Men uanset hvad er SAS’ store bæredygtighedsfrelser stadig aflad. Passagerer i bestemte kategorier flyver med hvid samvittighed, fordi selskabet betaler CO2-kompensation for deres rejser. De loyale EuroBonus-kunder og dem, der rejser på ungdomsbilletter, er ad den vej lettet for anfægtelser.

Det er de andre ikke. Og det illustrerer pointen: Set fra et bæredygtighedssynspunkt er der ingen rationalitet i, at nogle flybilletter leveres med et moralsk afladsbrev, mens andre ikke gør. Ingen. Det er fuldkommen irrationelt, at et ungt menneske kan flyve til Philippinerne uden at sætte et karbonaftryk, mens en farmor, der besøger børnebørnene i Californien, trækker fire ton dårlig CO2-samvittighed efter sig. Hver vej.

Hvordan tager man en dagsorden alvorligt, hvor det bogstaveligt talt flyver rundt i luften med følelser? Ofte forklædt som rationalitet. Dét kan blive bæredygtighedsdagsordenens udfordring for erhvervslivet.

Det er nemt - og måske fristende for famlende og svage sjæle – at udvælge sig marginale dele i en stor forretning og udleve kravet om at vise bæredygtighed dér. Så har man vist godhed. Måske uden at udrette noget i forhold til verdensmålene. Men man har da vist sit gode sindelag. Som den juleaftenskristne, der en gang om året går i kirke og mærker præstens ord om at vise omsorg for de svage og gamle gøre godt. Både for sjælefreden og appetitten.

Så er det bedre bare at være dygtig end bæredygtig.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også