Debat
0

Nordea misbrugte milliarder af danskernes penge og skabte Velliv

En hel generation af kunder i pensionsselskabet Velliv er blevet franarret en væsentlig del af deres pension, skriver økonom og tidligere bankdirektør Jørn Astrup Hansen.

Jørn Astrup Hansen. Foto: Mik Eskestad.


Finans bragte den 14. marts en artikel om pensionsforsikringsselskabet Velliv, der angiveligt anvender de gamle kunders reserver til at dække et underskud på nye kunder. Det er et kneb, som pensionsbranchen ofte beskyldes for at gribe til, når afkastet ikke står mål med de gyldne løfter. Alt for ofte sidder vi tilbage med en oplevelse af, at der i branchen disponeres over reserverne på en måde, der er inspireret af salgsdirektøren – snarere end chefaktuaren.

Blandt de gamle kunder i Velliv er der masser af grunde til at forholde sig kritisk til ledelsens forklaringer. De gamle kunder er blevet snydt i en grad, som savner ethvert sidestykke. Af en opportunistisk bestyrelse og en kynisk direktion. Af Nordea, der i perioden 2002-17 ejede selskabet (dengang Nordea Liv & Pension), og af myndigheder, der synes mere optaget af at akkommodere ledelsen end at beskytte medlemmernes interesser. En generation af livs- og pensionsforsikringskunder i Velliv er uigenkaldeligt blevet berøvet en ikke uvæsentlig del af deres pension. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det kan det, når blot tilstrækkeligt mange vender ryggen til. På én gang.

Selskabet Velliv ejes af foreningen af samme navn. Foreningen er det gamle Tryg Forsikring, der blev stiftet i 1973 – ikke i forbindelse med Københavns brand i 1728, som bestyrelsen ynder at underholde med i sine skåltaler. I 1991 placerede det gensidige selskab forsikringsforretningen i et aktieselskab, Tryg Liv. Tilbage sad livsforsikringstagerne med et andelsselskab, der ejede 35 pct. af Tryg koncernen, som også omfattede et skadesforsikringsselskab.

I 2002 overgik ejerskabet til Tryg Liv til Nordea, der ændrede selskabets navn til Nordea Liv & Pension. Forsikringstagere, der siden oprettede en police i selskabet, blev kunder i et kommercielt selskab ejet af Nordea AB. De var kunder, ikke medejere.

Anderledes med de kunder, der i perioden 1973-2002 oprettede en police i Tryg Liv. Denne generation af forsikringstagere, der er gået eller er på vej til at gå på pension, kunne i årene frem til 2015 glæde sig over at se værdien af deres ejerandel i Tryg-koncernen vokse til 14 milliarder kroner.

En udbrydergruppe anført af Peter Gæmelke og Kent Petersen, Finansforbundets formand, der er på orlov fra en stilling i Nordea, fik i 2015 vedtaget en indløsning af livsforsikringstagernes ejerandel i Tryg koncernen. Ikke for 14 milliarder kroner – men for 8 milliarder kroner. Kapitalen blev indskudt i den nystiftede forening NLP fmba, der fik Gæmelke som formand; kunderne i Nordea Liv & Pension blev medlemmer af foreningen. Det lignede en gave til Nordea.

Det rigtige havde naturligvis været at udlodde kapitalen til den generation af forsikringstagere, der i perioden 1973-2002 havde været forsikringstagere i Tryg Liv – et selskab, de selv ejede. Siden 1991 som andelshavere i moderselskabet.

Men Gæmelke og Petersen ville det anderledes. De ville have deres eget forsikringsselskab. De synes ikke at have gjort sig mange tanker om, hvem der egentlig havde skabt formuen på 14 milliarder kroner. Formentlig forstod de det ikke. Gæmelke, der har tilbragt en stor del af sit voksne liv på Axelborg – andelsbevægelsens højborg – kunne ikke kende andelsselskabet igen, da han mødte det uden for murene. Men måske lod han sig blot distrahere af honoraret.

NLP fmba, og navnlig foreningens formue på 8 milliarder kroner, var for stor en fristelse for Nordea og for Steen Michael Erichsen, direktør i Nordea Liv & Pension. I 2016-17 solgte Nordea for netop 8 milliarder kroner sit livs- og pensionsforsikringsselskab til NLP fmba (siden Velliv). Men hvorfor pokker skulle forsikringstagere, der for 15 år siden havde afstået deres selskab til Nordea, nu købe det tilbage igen? Fordi Nordea ville det. Derfor. Nordea Liv & Pension var en afsuttet bolsje.

Det rigtige havde naturligvis været at udlodde kapitalen til den generation af forsikringstagere, der i perioden 1973-2002 havde været forsikringstagere i Tryg Liv – et selskab, de selv ejede. Men Gæmelke og Petersen ville det anderledes.

For Nordea, der længe, men forgæves, havde forsøgt at sælge selskabet, var salget et scoop. Med Nordea var Gæmelke kommet i menneskehænder. Kent Petersen, der lod Finansforbundet sende sine kolleger i Nordea til valgurnerne, sikrede sig posten som næstformand i Velliv. Petersen, der var klart inhabil ved købet, lod om ingenting.

Men hvordan kunne myndighederne tillade seks milliarder kroner af livsforsikringstagernes penge at forsvinde, blot for at Gæmelke og Petersen kunne få egen fod under eget bord? Og hvordan kunne myndighederne tillade, at otte milliarder kroner røg lige ned i foret på Nordea? Hvilken nytte skulle en generation af livsforsikringstagere, hvoraf hovedparten allerede er gået på pension, dog have af at være medejere af et pensionsselskab?

Myndighederne føjede spot til skade ved at kringle sagen på en sådan måde, at foreningen Velliv ikke længere er undergivet tilsyn; myndighederne har frigjort sig for ethvert ansvar. Foreningen, der har en formue på otte milliarder kroner, er, i modsætning til kapitalselskaber, heller ikke reguleret ved lov. Der er frit slag for Peter Gæmelke og hans folk. Andelsselskaberne (herunder de gensidige selskaber) får af myndighederne lov til at sejle deres egen sø. Besynderligt. I Danmark, der har fostret andelsbevægelsen.

Af Jørn Astrup Hansen, økonom og tidligere direktør i Midtbank (nu en del af Handelsbanken) og oprydder i Finansiel Stabilitet.

BRANCHENYT
Læs også