Fortsæt til indhold

Du bliver manipuleret af politikerne, men du kan selv sige stop

Lige nu drukner den politiske debat i meningsløse "one-liners”, som fuldstændig skygger for vigtige og langsigtede budskaber.

Debat
Tine Thygesen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tine Thygesen, erhvervskvinde

Du skal være opmærksom på designpolitik i det kommende folketingsvalg, for det er politikerne, der manipulerer med dig.

Designpolitik er, når en politiker går ud med et skarpt budskab med det ene formål at få opmærksomhed. Budskabet er designet af politikere og spindoktorer til at få sindene i kog, uden det koster dem noget politisk. Derfor er designpolitik kendetegnet af sin manglende tyngde.

Som for eksempel når Dansk Folkeparti udtaler, at udlændinge bør hjemsendes, hvis de kører bus uden billet. Det er designet til at fortælle, at de er “strengest mod udlændinge”, og det skaber overskrifter, fordi det er grotesk. Det er “gratis” for DF at melde ud, fordi det i den astronomisk usandsynlige situation, at det blev vedtaget, ville være nærmest effektløst.

Det er manipulation af vælgerne. Det er designpolitik kun fremført for opmærksomhedens skyld. Og det er det største problem, vores demokrati står over for.

Lige nu drukner den politiske debat nemlig i meningsløse ”one-liners”, som fuldstændig skygger for vigtige og langsigtede budskaber. Det er umuligt for den seriøse politiker at få noget igennem medievæggen af enkeltsager og forenklede påstande.

Vi kender det godt selv. Da du gik i skole, var det meget lettere at kæfte op fra bagest i klassen, end det var at fremlægge seriøst foran katederet. Og man kunne få rigtig meget opmærksomhed og se rigtig sej uden at have ulejligheden at gøre en indsats. Problemet er bare, at der er ikke nogen, der lærte noget i klassen den dag. Og det er der heller ikke i den politiske debat i dag.

Det modsatte af designpolitik er idepolitik. Det er gennemarbejdede, dybe forslag, som skaber fremgang på den lange bane. Som typisk ikke giver afkast de næste 10 år, men som er nødvendig at påbegynde ny for at sikre vores fælles fremtid. Det kunne være fremtidssikret infrastruktur, reformation af skattesystemet eller investering i danske konkurrencemæssige kernekompetencer. Lige nu er der desværre ingen incitament for at gøre sig sådanne tanker som politiker, for det er der ingen, der gider høre på.

Hvis du er i tvivl om, hvornår du bliver manipuleret af designpolitik, er der hjælpe at hente fra Den Glade Bus Med Det Lange Lys. En non-profit bevægelse startet af den succesfulde erhvervsmand Gregers Kronborg med det formål at stoppe effektiviteten af designpolitik ved at kaste lys på konkrete eksempler af det.

Designpolitik og manipulation af den politiske debat for egen vindings skyld må høre op nu, hvis vi ikke skal forfalde til Trump-agtige tilstande. Vi borgere må sammen med journaliststanden holde politikere til ansvar og ignorere manipulationsforsøg med designpolitik. De skal ikke kunne komme i medierne med det, og hvis de gør det, må vi lade være med at læse det, kommentere det og dele det. Vi kan tie manipulationen af os ihjel.

Hvis vi holdt op med at reagere på maddingen, er politikerne nødsaget til at gøre det, vi rent faktisk har stemt dem ind for at gøre; nemlig at regere uselvisk med klogskab, visdom og med samfundets bedste interesse på sinde på den lange bane. De er nødt til at blive statsmænd- og kvinder i stedet for politikere.

Jeg glæder mig til at se, hvem af dem der i så fald har noget at sige. Jeg forudsiger, at der automatisk bliver siet en del politikere fra i processen.

Artiklens emner
Tine Thygesen