Ny økonomisk skole giver svar på ubesvarede spørgsmål

Modern Monetary Theory (MMT) er en økonomisk skole udviklet siden 90’erne. For MMT-økonomer er statens rolle som udsteder af landets valuta udgangspunktet for økonomiske analyser, hvor mainstreamøkonomer derimod tænker staten som bruger af landets valuta med en budgetbegrænsning ligesom husholdninger og virksomheder.

Som udsteder af landets valuta, er staten nødt til at matche befolkningens opsparingslyst med finanspolitiske underskud for at undgå recessioner. Ellers vil personer og virksomheder i den private sektor nemlig forsøge at spare op ved at reducere eget forbrug og investeringer og derved reducere andre i økonomiens indtægt og medfølgende mulighed for at spare op. En ond spiral er i gang.

Så længe staten har egen valuta og ingen gæld i fremmed valuta, kan staten forsyne den private sektor med tilstrækkelige midler at spare op af via skattelettelser eller øget forbrug – gælden bliver aldrig for stor, og markederne mister ikke tilliden til staten. Stater skal bekymre sig om arbejdsløshed og inflation, ikke om budgettet er i minus.

MMT anbefaler, at man styrer sin makroøkonomi med finans- og kreditpolitik og parkerer renten på nul. Renten kan ikke bruges til at styre konjunkturerne, som mainstreamøkonomi ellers er bygget op om, da investeringer og forbrug ikke er tilstrækkeligt rentefølsomt. Desuden risikerer de pengepolitiske myndigheder at tage fejl af bremsen og gaspedalen, da lavere renter reducerer den private sektors renteindkomst fra staten. Rentestigninger risikerer også at virke som en håndbremse, der bidrager til en finanskrise, når gældsatte får for svært ved at honorere deres finansielle forpligtelser.

MMT-økonomer har benyttet disse operationelle og makroøkonomiske indsigter til at forudsige følgende:

1) I 1999: At Bill Clintons overskud i slut 90erne var uholdbare (mens mainstream fremskrev overskud langt ud i fremtiden.

2) I 1998: At eurozonen ville blive en makroøkonomisk tragedie ved første opbremsning pga. staternes manglende valutasuverænitet og dermed manglende evne til at styre efterspørgslen.

3) I 2006 (publiceret 2007): At boligmarkedet i USA ville resultere i en finanskrise, mens mainstream hyldede, at man ved hjælp af pengepolitik, finansiel innovation og incitamenter permanent havde tæmmet recessioner i den nye tidsalder ’The Great Moderation’.

4) I 2011: At centralbankernes massive opkøbsprogrammr - de såkaldte kvantitative lempelser - hverken ville resultere i inflation eller høj vækst. MMT anbefalede ekspansiv finanspolitik i stedet for den ekspansive pengepolitik i kombination med sparepolitik, hvilket den sløje økonomiske genopretning har vist var en fejltagelse.

5) MMT har desuden fra starten bygget på, at banker skaber penge via udlån, som verdens centralbanker har bekræftet siden 2014.

Denne kapacitet til at lave korrekte forudsigelser om vigtige begivenheder er årsagen til at man på Wall Street benytter MMTs teorier og metoder. Hvis den økonomiske videnskab og rådgivning var baseret på MMT, kunne de vestlige samfund have undgået den ubalancerede økonomiske udvikling siden 2000. Man kan ikke forklare reaktionernes tid - brexit, Donald Trump og de traditionelle magtpartiers kollaps i Europa - uden at inddrage den økonomiske deroute ansporet af sparepolitik i krisetid og løssluppen finansialisering.

I den danske debat har tænketanken Cepos’ Jonas Herby forudsigeligt forsøgt at forsvare et syn på penge, som et ganske neutralt fænomen og som ”ikke kan finansiere statens forbrug”. Dette syn er ganske enkelt afkræftet af videnskaben og er derfor et politisk indlæg fra en person, der promoverer ”det smukke ved en markedsøkonomi” og ser statsligt forbrug og produktion som en form for overgreb mod befolkningens tid på jord.

Mere interessant er det at forholde sig til kommentarerne fra lektor Søren Hove Ravn fra Københavns Universitet og adjunkt Jeppe Druedahl fra Københavns Universitet. De er primært bekymrede for manglen på matematik og risiko for inflation. Det er bemærkelsesværdigt, at begge økonomer medgiver, at staters forbrug ikke finansieres af skatter og statsobligationer, »som de fleste af os tror«. Det rejser naturligvis spørgsmålet, hvorfor landets økonomer har ladet den omvendte forståelse slå rod i den danske offentlighed, hvis det ikke er en ny indsigt for dem?

I økonomisk undervisning lærer man, at staten enten kan finansiere sig ved 1) skatter, 2) udstedelse af gæld eller 3) nye penge, hvor den sidste mulighed typisk anskues som særligt inflationær. MMT viser dog, at al offentligt forbrug sker med nye penge, hvor skatter efterfølgende bruges til at trække penge ud af omløb igen og statsobligationer efterfølgende udstedes for at holde renten på centralbankens mål. Ellers ville de nye penge fra statslige underskud sende renten nedad.

Dette strider desuden med mainstreamforestillingen om, at statslig gæld har en ’crowding out’-effekt, der hæver renten og reducerer private investeringer. Det ville være interessant at høre de to økonomer, om MMT hermed flytter økonomisk analyse tættere på virkeligheden.

Jeppe Druedahl er frustreret over manglen på matematisk formalisering af MMT. I mainstreamøkonomi er man enige om, at matematik er en overlegen måde at udtrykke sig på videnskabeligt, fordi at man angiveligt kan snyde på vægten ved at bruge skrevne ord. Men matematik er blot én udtryksform, som aldrig kan afgøre et udsagns sandhedsværdi. MMT-økonomer benytter matematik, når det er behændigt, men aldrig for sin egen skyld.

En kultur for overformalisering og søgen efter love (som i naturvidenskab) har medvirket til at mainstreamøkonomi ikke har forudset nogen af de vigtigste økonomiske begivenheder de sidste 30 år. Den virkelige økonomi foregår i historisk tid med konkrete institutioner, personer uden viden om fremtiden, med løbende finansiel innovation og med komplekse destabiliserende processer indlejret i økonomien. Hvis man fra starten har antaget, at økonomien bevæger sig mod en langsigtet ligevægt, så er man sikker på at overse de destabiliserende kræfter, som er utroligt svære at modellere matematisk, men nemmere at beskrive med ord og observere gennem analyser af finansielle pengestrømme i økonomien.

Søren Hove Ravn er bekymret for, om MMT vil give inflation, baseret på et forestillet modsætningsforhold mellem beskæftigelse og inflation. MMT advokerer, at man øger det offentlige underskud, indtil grænsen for inflation nås. Desuden er det afgørende at indføre en jobgaranti, så alle tilbydes et lokalt administreret job, der hjælper til at løse lokalsamfundets problemer f.eks. med manglende hænder til ældre, børne- og naturpleje. Lønnen betales af staten og fastsættes efter, hvad samfundet finder som socialt acceptabelt levegrundlag.

Jobgarantien vil afskaffe den resterende arbejdsløshed, og samtidig stille de ansatte i jobgarantien til rådighed for private virksomheder, der vil tilbyde bedre vilkår. Det vil øge arbejdsudbuddet ved at arbejdsløse ikke bliver modløse og fremmedgjorte for arbejdsmarkedet. I dag mener mainstreamøkonomi, at der er fuld beskæftigelse i Danmark med 153.000 AKU-ledige, hvorfor at man ikke bør stimulere mere. Men i 00’erne nåede man 50.000 lavere, uden at lønningerne stak af. Overophedningen fandt sted på boligmarkedet, ikke arbejdsmarkedet.

Mainstreamøkonomer er altså villig til at lade de resterende være arbejdsløse for at holde lønningerne nede, selvom man kunne tilbyde dem et garantijob og inkludere dem på arbejdsmarkedet. At holde arbejdsløse uden beskæftigelse er et politisk valg, som mindsker vores samlede produktivitet.

Ravn henviser desuden til, at man i Vesten har givet autoriteten til at styre konjunkturerne til centralbanker uden demokratisk mandat. Problemet med denne konstellation er, at rentepolitikken ikke kan styre konjunkturerne, som finanskrisen og den sløve genopretning har vist. Selv topfolk fra den amerikanske centralbank indrømmer, at man forsøger at styre økonomien uden en teori om inflation. Den nuværende chef for centralbanken Jerome Powell udviser samme skepsis overfor de gængse modeller, og mener at det er som at styre efter stjerner på himlen, der hele tiden ændrer position.

Et paradigmeskift med mere vægt på finanspolitik og mindre tiltro til pengepolitik vil derfor forbedre vores chancer for at undgå både inflation og recession. Ravn udtrykker mistillid til, om politikere vil forhindre inflation, fordi at vælgerne angiveligt ønsker inflation. Det er dog svært at se emnet dominere i valgkampene eller læserbrevene. Men vi får jo aldrig ansvarlige politikere, hvis ikke økonomer giver dem ansvaret for den økonomiske politik.

Man kan tilsvarende have mistillid til, om mainstreamøkonomer ønsker at skabe og fastholde fuld beskæftigelse. I så fald havde den økonomiske rådgivning forsøgt at forhindre de finansielle ubalancer i 00’erne og kæmpet for kraftigere brug af finanspolitik efter krakket.

Af Asker Voldsgaard, cand.scient.pol fra Københavns Universitet med spciale i international politisk økonomi. Ph.d-studerende under Mariana Mazzucato på University College London.