Debat
0

Regeringen og EU sylter tusindvis af danske vindmøllejob

To vindmølleproducenter har drejet nøglen rundt i Europa på grund af unfair kinesisk konkurrence. Hvis der ikke handles, kan det samme ske her i Danmark.

Danmark har sikret sig et fantastisk velfærdssamfund igennem et arbejdsmarked og erhvervsliv, der har formået at innovere, investere og skabe intelligente løsninger, som vi i dag kan eksportere til hele verden i en fair og lige konkurrence. Men vi skal ikke stå stille, hvis vi skal bevare vores samfundsmodel – og velstand.

Desværre er situationen stærkt kritisk for de mange tusinde ansatte, som arbejder med forarbejdet stålproduktion. Det foruroliger mig meget, når jeg ser, at EU ikke kan beskytte virksomheder mod unfair konkurrence. Den kinesiske stat støtter og favoriserer i øjeblikket mange kinesiske virksomheder, der med staten i ryggen underbyder danske og europæiske virksomheder.

Her burde EU og den danske regering gå ind og sikre danske interesser og arbejdspladser, men det sker ikke. EU og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) sidder på hænderne og opfordrer alene til, at virksomhederne selv må arbejde for føden og deres interesser. Indtil videre har ministeren ment det alene er virksomhedernes ansvar, hvilket ministeren svarede på Dansk Folkepartis henvendelse i februar. Men på det sidste har vi set både Dansk Metal og TEKNIQ Arbejdsgiverne lægge pres på erhvervsministeren for at finde en løsning hurtigt.

Løsninger skal der til. To vindmølletårnproducenter har drejet nøglen rundt og slukket maskinerne i Europa på grund af den kinesiske unfair konkurrence. Hvis der ikke handles, kan det samme ske ganske hurtigt her i Danmark.

EU burde lægge en anti-dumping told på varer fra Asien for at sikre danske og europæiske virksomheders konkurrenceevne.

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører Dansk Folkeparti

EU burde lægge en anti-dumping told på varer fra Asien for at sikre danske og europæiske virksomheders konkurrenceevne. Vi kan ikke lade stå til og blot kigge på, at den kinesiske stat underbyder markedet og forvrænger mulighederne for at producere lokalt. EU har ganske vist indført en told på ubehandlet stål. Men det har blot medført, at kineserne nu statssubsidierer virksomheder, som laver færdigbehandlede stålprodukter, der fortsat ikke er told på.

Danske virksomheder kan aldrig konkurrere på lige vilkår med virksomheder, der har den kinesiske stats formue i ryggen. Derfor må der skrides ind, inden vi mister virksomhederne og vigtig viden i brancherne. Lige nu er det primært vindmølletårnproducenter, der bliver udfordret, men kun fordi dette produkt er relativt enkelt at kopiere. Inden for en kort årrække vil vi også kunne se kineserne kopiere andre brancher. Der skal trædes på bremsen. Den unfair kinesiske konkurrence skal stoppes. Og det skal ske med nye EU-toldregler.

Derfor har vi i Dansk Folkeparti indkaldt erhvervsministeren til samråd om, hvordan regeringen vil hjælpe med at sikre danske virksomheder i denne unfair konkurrence. Vi håber, at denne sag hurtigt kan løses, så der hverken går EU eller folketingsvalg i sagen, hvor mange danske arbejdspladser desværre er truet.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også