Debat
0

Politiske studehandler og Draghis lurende exit

EU-parlamentsvalget og politiske studehandler afgør, hvem der afløser Mario Draghi som formand for Den Europæiske Centralbank. Draghi var om nogen manden, der reddede euroen, og måske mangler vi en som ham, næste gang det går galt.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit

Mens EU-parlamentsvalget næppe får lov at fylde meget på mediefladen herhjemme under et folketingsvalg, så vil resten af Europa de kommende uger have fokus rettet herimod. Udfaldet vil bestemme retningen for Europa fremover. Hvor stort vælgerskredet fra EU-tilhængere mod EU-skeptikere eller direkte EU-modstandere bliver, får betydning for, i hvor høj grad EU formår at styrke den institutionelle ramme, der danner baggrund for samarbejdet. Og som i dag langtfra fremstår lige stærkt alle steder; det har gælds- som flygtningekrise bevist. Opgaven er ikke let.

Men netop der, hvor konstruktionerne har været ringe gennemtænkt eller kun er halvvejs fuldendt, har det været afgørende, at modige og pragmatiske kræfter er trådt til. Det har fx vist sig i eurosamarbejdet, hvor rigide regler for budgetunderskud tvang kriseramte lande til at spare sig i sænk under gældskrisen. Det forværrede vekselvirkningen mellem svage banker, der underminerede væksten, hvilket igen forværrede budgetbalancerne, så genrejsning af bankerne blev umulig, osv. osv. Havde man holdt sig til de skrevne regler, var hele projektet styrtet i grus.

Men der var folk med mod og vilje til at skubbe til reglerne. Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, var nok den vigtigste. Han forstod tidligt, at enhver tvivl om villigheden til at strække sig langt risikerede at styrke de mest glubske internationale investorers appetit efter de svageste lande i regionen. Men via Draghis pres for støtte fra eurolandenes ledere via obligationsopkøb og hans famøse løfte om at gøre »whatever it takes« for at redde euroen fik han overbevist skeptikerne om, at forsvarsværkerne kunne holde, og at generalen forstod truslen. Draghi havde på baggrund af sin fortid en unik kombination af forståelse for centralbanker, finansiel stabilitet og investeringsverdenen.

Om under et halvt år er Draghis tid på posten ovre. En ny kandidat skal findes, og den proces handler desværre mere om at få fordelt de største EU-lunser mellem de store lande på en måde, så intet land bliver snydt, end om at vælge den bedste kandidat. Vinder tyskerne posten som kommissionsformand, som en del tyder på, så streges en af favoritterne til topjobbet i ECB, nemlig Bundesbank-chef Jens Weidmann. Her har EU-parlamentsvalgets udfald betydning, for Parlamentet skal godkende kommissionsformanden, så et stort vælgerskred i EU-skeptisk retning kan måske føre til modvilje mod at godkende den konservative ærke-EU-tilhænger Manfred Weber til topposten.

Trods alt foregår diskussionerne om udnævnelse til ECB på et fornuftigt niveau. De kandidater, der er i spil, er alle folk, som tidligere har besiddet topposter i centralbanker eller klart repræsenterer faglighed og forståelse for opgaven. I modsætning hertil har man i USA for nylig diskuteret kulørte kandidater til en plads i Federal Reserve. Her var kandidaterne pizzakongen fra Tennessee, Herman Cain, og kommentator Stephen Moore, som i øvrigt mener, Trump fortjener Nobelprisen i økonomi. Begge skred dog i svinget.

Men selvom den næste ECB-chef nok skal have de faglige kvalifikationer på plads, er det langtfra sikkert, at han eller hun har pondus, mod og stålsathed til at håndtere en kommende krise i regionen med samme succes som Draghi. Og med et Italien i en skrøbelig politisk situation og med høj gæld og stigende underskud og et Grækenland, der kæmper heroisk oven på et årtis hestekur, ja, så er det ikke svært at forestille sig nye situationer, hvor der er behov for en leder som Draghi. Vi må håber, at vi til den tid har sådan én.

BRANCHENYT
Læs også