Briterne har forvandlet brexit til en årelang farce

Det politiske forhandlingsforløb efter briternes nej til den europæiske union har været lige så langtrukket, som de største skeptikere frygtede. Det er svært at lave en god aftale mellem to parter, når man ikke er enige om præmissen for den gode aftale. Briterne og europæerne har spildt tre år på at blive enige om at være uenige.

Den 23. juni er det tre år siden, at briterne stemte for at løsrive sig fra det europæiske fællesskab, som de i 1973 kom ind i. Briterne og EU er vokset fra hinanden som et ægtepar, som aldrig rigtig for alvor kom til at elske hinanden. Men jo længere tid man reelt har været uenige, desto dyrere bliver skilsmissen og desto større bliver forskelle og frustrationer.

Forhandlingerne er nogenlunde, hvor vi startede. Briterne vil ud, uden at det koster noget særligt. De vil have deres definition af suverænitet tilbage, men det er ingen nem opgave at samle et område, som holdningsmæssigt dækker fra Westminster til Sunderland, fra Wales til Norfolk.

Siden 2016 har Storbritannien været storforbrugere af brexitministre. Den tredje på tre år holder endnu, men det er ikke sikkert, at han kan klare distancen til målstregen. Indtil videre er den 31. oktober sat som sidste chance for en aftale, men det er ikke den første deadline, man har aftalt, og bagstopperdatoen er måske ikke det papir værd, som det er skrevet på.

Min påstand er, at det britiske brexit er som at forsøge at låse en port op uden en nøgle. Briterne vil i princippet gerne have en aftale. Den skal være ultimativt i deres favør. Den skal rumme en bagstopperklausul i forhold til Irland og give briterne en mulighed for at genforhandle det, som man senere fortryder, og ikke skulle have skrevet under på.

Det er ikke bare svært at lave en aftale med én, som økonomisk og aftalemæssigt kæmper ud fra en guerillataktik. Det er noget nær umuligt. Uden en entydig definition af, hvad der karakteriserer forskellen mellem succes og fiasko og med den konservative Boris Johnson konstant skyggeboksende i baggrunden, er det næppe mærkeligt, at man ikke har kunne lande en aftale.

Investorerne er trætte af at vente. De har naturligt nok, som den nøgne kvinde, der har lært at spinde, været nødsaget til at skrue ned for forventningerne. Det britiske pund er efter en kortvarig stabilisering og opblomstring igen kommet under pres og faldet til under 8,50 kroner.

Det lignede en overkommelig forhandlingsløsning, men har udviklet sig til en farce. Mange skridt er trådt, men det minder mest om uret, som går og går, men ikke kommer nogen vegne. Til forskel fra 2016 og 2017 er investorernes forventninger kommet ned i nærheden af nulpunktet.

Iagttagere og investorer vil lade sig positivt overraske, hvis der på et tidspunkt skulle ske noget positivt. Den britiske økonomi klarer sig efter omstændighederne godt. Væksten er dog nedadgående, og det samme kan siges om vækstpotentialet. Briterne vil hævde, at arbejdsløsheden ikke har været lavere i mands minde, men mon ikke det først og fremmest har noget med udbuddet snarere end efterspørgslen at gøre?

Premierminister Theresa May annoncerede fredag, at hun træder tilbage den 7. juni. Hun overtog selv, efter at David Cameron gik af på valgdagen i juni 2016. Mays helt store politiske projekt har handlet om at levere på løftet om brexit, men det lykkedes altså ikke. Rygterne om Mays afgang har svirret længe, og reelt er der nok to årsager, der har forhindret, at det skete tidligere.

For det første ligger det i det konservative og britiske dna, at man bliver og kæmper. Man overgiver sig ikke.

For det andet er det svært at se, hvem den næste konservative leder skal være. Vedkommende skal kunne rumme ikke kun de nationale briter, men også Labour samt det meget store mindretal, som er uenige i brexit. Investorerne og briterne venter på en god løsning, og meget tyder på, at den næppe kommer i morgen.