Debat
0

Det har aldrig gået bedre for danske startups

Allerede i første kvartal af 2019 blev der investeret over 1 milliard kroner i danske startups ifølge tal fra brancheforeningen DVCA. De to techselskaber Pleo og Planday rejste over 500 millioner kroner alene.

Det buldrer derudad. Optimismen er stor, og der bliver rejst kapital som aldrig før, og udvidet som aldrig før blandt danske startups.

Allerede i første kvartal af 2019 blev der investeret over 1 milliard kroner i danske startups ifølge tal fra brancheforeningen DVCA. Det samlede beløb påvirkes naturligvis, når enkelte virksomheder rejser enorme summer, som da Pleo rejste 375 millioner kroner i maj og Planday rejste en kvart milliard kroner i september. Men det samlede tal giver alligevel et retvisende billede. Vi oplever nemlig i miljøet en generel høj investeringsfrekvens også i nystartede og mindre virksomheder.

Vi mærker det ret konkret i vores kontorer for startups, hvor vi ser en gennemgående opskalering målt på medarbejdere. Virksomheder som Planday, Graduateland, Shape og Dixa efterspørger alle muligheder for at udvide. Vi har faktisk selv måtte hente 30 millioner i kapital i 2019 for at kunne møde efterspørgslen på kontorplads.

Teknologibaserede startups er i senere år blevet bredt anerkendt som en investeringsmulighed, der kan give usædvanligt højt afkast. Som tommelfingerregel er en startup en superinvestering, hvis investorerne får deres penge 10 gange igen. Det vil altså sige, at man får 10 millioner kroner tilbage på en investering på en million, og det kan de færreste investeringsklasser jo konkurrere med. Derfor vælger flere og flere at investere i startups trods den tilsvarende høje risiko.

Det er i høj grad business angels, altså private personer med lidt penge på bogen, som er kommet på banen i de seneste år. De driver den høje investeringsfrekvens. På få år er antallet af business angels mangedoblet således, at der i dag er tusindvis og overalt i hele landet. De investerer for at få et godt afkast i en tid med lave renter, og fordi de gerne vil involvere sig i en ung virksomhed og dens spændende rejse. Mange vil også gerne give noget igen. De fleste investerer sammen med andre gennem for eksempel Danish Business Angels, eller nye portaler som er lavet til formålet, som Copenhagen Venture Exchange.

Politikerne synes heller ikke at anerkende, at en af de største hindringer for vækst er adgang til kvalificeret arbejdskraft. Her nærmer vi os et kriseniveau i techsektoren.

Tine Thygesen, iværksætter og direktør for startupkontoret The Creators Community.

Det er teknologivirksomhederne, som driver væksten. Fra et ventureperspektiv er det virksomheder som Peakon, Planday, Tradeshift, Unity, Area9, Trustpilot og Vivino, som sætter ambitionsniveauet. Men vi må ikke glemme, at ekstern kapital ikke er den eneste metrik for succes. Blandt traditionelle parametre som omsætning, vækstrate og overskudsgrad har blandt andet Joe & The Juice rundet en milliard i omsætning i 2018. Tilsvarende imponerende nåede Subway Surfers, mobilspillet produceret af danske Sybo Games og Kiloo, i 2018 det eftertragtede mål af 1 milliard downloads på Android og blev dermed verdens mest downloadede Google Play spil.

Verdens behov for teknologi synes ingen ende at have, så der er mange underliggende industrier i væksteventyret. Det er blandt andet Fintech (financial technology), Proptech (property technology, dvs. teknologi til ejendomsdrift og byggebranche), security, gaming, internet of things, artificial intelligence og big data.

Som det store nye hotte i 2019 er impact startups, dvs. virksomheder som både leverer resultater for deres aktionærer og miljøet. Den alvorlige situation, vores planet befinder sig i, betyder, at både forbrugere og virksomheder er akut motiverede for at forbedre deres adfærd i en retning som er mindre belastende for kloden. Det kræver nye salgsportaler, analyseværktøjer, brands osv. Det er måske tidens største investeringsmulighed, da det vil skabe et helt nyt forretningsunivers af næsten uanede proportioner.

De eneste, som ikke har opdaget præcist, hvor akut situationen er for klimaet, synes at være politikerne, hvis vi dømmer efter emnerne i det netop overståede folketingsvalg. Politikerne synes heller ikke at anerkende, at en af de største hindringer for vækst er adgang til kvalificeret arbejdskraft. Her nærmer vi os et kriseniveau i techsektoren. Så hermed en opsang og en ønskeliste leveret til den kommende regering: Hvis væksteventyret skal fortsætte med tilhørende arbejdspladser og skatteprovenu, så skal vi sikre bedre adgang til udenlandske talenter.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også