Debat
0

Jeg vil også have en private-banking pris

Gid der var nogen, som ville begynde at uddele en pris for høje kundeafkast.

Visse brancher er mestre i at hylde sig selv og gerne under festlige former. Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at nævne, at der findes rigtig mange priser for vin. Og i boksning er der fire store bokseforbund, så vi på samme tid kan have fire verdensmestre – i én verden. Det klinger hult.

Jeg har bemærket, at der såmænd også findes priser for bankfolk. En hurtig googlesøgning viser, at vi i 2017 (mindst) havde to Danmarksmestre i private banking. Trækker vi en streg til boksning, svarer det altså til, at der er flere bankforbund, der kårer sine mestre.

Jeg kiggede for nyligt på en dansk bank, der reklamerede med, at den var blevet kåret som årets Private Banking-bank i Danmark. Mon det var tilfredse kunder, der havde afgivet deres stemme på banken? Lidt research på nettet bragte for en dag, at der findes et specialmedie, PWM (Professional Wealth Management), som udgives af Financial Times og som en gang om året uddeler en række private banking-priser. Her kan man læse, hvem dommerne i juryen er: ud over PWM’s chefredaktør er det forskellige selvstændige advokater og investeringsrådgivere. Jeg fandt ikke rigtigt nogen, som repræsenterede kundeinteresser.

Til gengæld fandt jeg 90 kategorier, der uddeles priser i, hvoraf nogle af dem altså er nationale og kun vedrører et enkelt land. Diversitet var en af faktorerne. Ikke et ondt ord om diversitet, men hvad med afkast? Det er ganske svært at finde informationer om, hvilke banker, der har leveret de højeste afkast til kunderne.

Men det ville måske også være for enkelt. Så var der ikke brug for en hel komité til at uddele priser.

Sandheden er, at private banking-konceptet i mange tilfælde reelt ikke tilbyder kunderne andre investeringsmuligheder end dem, de kunne have fået andre steder – plus et fint kundeblad samt indbydelser til forskellige interessante foredrag. Bladet og foredragene betaler kunderne selv for: Omkostningsniveauet for en private banking-kunde er let 1,5-2 procent årligt af den investerede kapital.

Så den stolte danske bank har næppe fået prisen for at være god til at skaffe nettoafkast til kunderne.

Gid der var nogen, som ville begynde at uddele en pris for høje kundeafkast. Jeg er ret sikker på, at uafhængige rådgivere ville have bedre chancer for at vinde end de store danske banker.

Måske det er svært at få bankerne til at vise, hvad kunderne egentlig har fået i afkast? Og ja, afkastsammenligninger har sine udfordringer. Tankevækkende er det dog, at banker med en ydelse, der er bygget op om at investere folks formuer, ikke i højere grad bruger kræfter på at dokumentere kundernes ekstraordinære afkast, når der nu betales dyrt for løsningerne. En simpel forklaring er måske, at afkastene ikke er så ekstraordinære.

BRANCHENYT
Læs også