Debat
0

Lave renter kan ikke blive lavere, eller kan de?

Forudsætningen for at øge den økonomiske vækst er reformer, som næsten med garanti ikke vil genvælge de politikere, som vil vedtage dem.

Renterne er ekstremt lave, og der er ikke noget, som aktuelt tyder på, at det ændrer sig lige med det samme. Iagttagere burde undre sig mindre over, hvor lave de er og lytte mere til centralbankerne, som ”fastsætter” renten.

De fleste renteforudsigelser tager deres afsæt i tilbagevenden til det langsigtede gennemsnit ud fra teserne: Det ”fornuftige og rigtige renteniveau” og ”nu må tiden med de unormale tilstande snart høre op”.

En del af forskellen mellem, ”hvad renten burde være”, og hvad den så reelt er - rentegabet - kan bedst forklares ved at forstå. hvilke mekanismer som driver renten. Centralbankerne skal på samme tid skabe vækst og prisstabilitet og forsøge at styre prisen på penge, så den får inflationen og de langsigtede forventninger til at kline sig op ad 2,0 pct. Det har vist sig at være meget svært.

Centralbankerne har prøvet med mange forskellige krumspring at stimulere økonomi og inflation, uden at det har virket. Flere økonomer peger på, at lavere renter og opkøbsprogrammer har en aftagende økonomisk væksteffekt, og at det ikke nytter noget i den henseende at dosere endnu mere af den samme medicin. Havde det været en krop og medicin, ville medicinen enten ikke virke og være ”rigtig”, eller også er kroppen blevet resistent.

Det er en god ide at lytte til dem som bestemmer. Når det gælder renten er det centralbankerne.

At centralbankerne fortsætter med mere af det samme, selv om det er tvivlsomt, om det virker, har primært to årsager. Pengepolitikken skal ikke kun klare pengepolitikken, men også agere ”reformator”. Forudsætningen for at øge den potentielle langsigtede vækstrate er reformer, som næsten med garanti ikke vil genvælge de politikere, som vil vedtage dem.

Det andet argument er mindst ligeså vigtigt, hvis ikke vigtigere. Hvis lavere renter, kvantitative lempelser og yderligere ekspansion af centralbankbalancer ikke har virket, hvorfor så prøve mere af det samme?

Svaret er ganske enkelt: Det er uacceptabelt at lade stå til: ikke at forsøge at gøre noget. Samtidig er der ikke andre og bedre ting at forsøge. Alene det at forsøge at gøre noget, selv om effekten er tvivlsom, opleves som det bedste alternativ.

Bagsiden af stimulanserne - de negative renter, at bankerne er tvunget til at deponere en del af deres likviditetsberedskab til negative rente, og at større kunder skal betale penge for deres indlån, må man acceptere. Det samme gælder større ejendomsprisstigninger, risiko for boblende tendenser i obligationer og et aktiemarked, som stikker kursmæssigt afsted.

Når noget er skidt, er der altid noget, som er værre. Alt er som bekendt relativt. I denne sammenhæng er det værre ikke at forsøge at gøre mere af det, som enten ikke virker, ikke virker tilstrækkelig godt eller i det mindste har en aftagende effekt. Udgangspunktet er, at forsøge at gøre noget for ikke senere at blive beskyldt for ikke at have prøvet nok. Derfor har en rentebund afløst en ny rentebund, og det kan ikke udelukkes med det argument, at renterne bliver lavere.

Det er en god idé at lytte til dem, som bestemmer. Når det gælder renten, er det centralbankerne.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også