Debat

Ingen kvaler, nogle andre betaler

Selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden og sikre velfærden, men det danske skattesystem er ikke længere fair.

Jeg sidder i solen på en af de solskinsdage, hvor intet kan ødelægge ens humør. Altså lige indtil et par veninder ved nabobordet kommer til den konklusion, at det selvfølgelig er ok, at dem, som tjener mange penge, også skal betale den ekstra topskat.

Det fik mig til at tænke på, hvordan du, jeg og resten af danskerne ville forholde sig, hvis de penge, vi tjener, først blev omfordelt, efter at vi havde fået dem i hænderne i stedet for som nu før udbetalingen. Altså hvis skatten (omfordelingen af ens indtægt) først blev trukket, når man skulle til at bruge pengene.

Lad os tage et eksempel. Fire personer, lad os kalde dem Pia, Pernille, Anders og Morten, tjener forskelligt. Pia er på deltid og tjener 15.000 kr., Pernille er på SU og får 5.000 kr., Anders har en del overarbejde og pendler mellem to jobs og tjener derfor 50.000 kr., mens Morten har en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer og tjener 30.000 kr.

Alle beløb er før skat, som først trækkes, når pengene bruges. For sjov skyld, så prøv at erstat Anders med dit eget navn, så du kan sætte dig i hans sted.

Det er varmt, rigtigt varmt denne sommerdag, hvor de fire personer mødes på en café. De kender ikke hinanden, men skal planlægge deres sommerferier, samle pengene og fordele fælleskassen. Pia og Pernille vil gerne på vandreferie gennem et italiensk bjergpas, Morten bliver hjemme i Danmark med sin familie, mens Anders over det seneste år har planlagt en længere tur til USA og arbejdet hårdt for at spare op.

Anders er alenefar, men da store dele af hans familie kommer fra USA, vil han gerne vise sin søn landet og besøge familien. Lad os altså lege med tanken, at Anders er dig, og det er din ferie, vi taler om.

Fordelingen går i gang. Pernille er på SU, så hun har slet ikke penge til en ferie, og Pia har kun meget lidt tilovers, når husleje, bil og mad er betalt. Morten kan kun lige klare skærene og bliver blot derhjemme. Anders derimod, han har penge til sin tur, for han har arbejdet solen sort og sparet op.

Nu kommer udfordringen: De skal på demokratisk vis til at (be)stemme og blive enige om en fordeling af den fælles pulje på de i alt 100.000 kr.

Pernille er hurtig til at sige, at hun synes, at Anders er den, som har flest penge, så han må omfordele sin rigdom. Pia kan sådan set også godt forstå, at Anders’ tur virker noget luksuriøs. Morten forsvarer derimod Anders, men påpeger samtidig, at det skal være lige for alle.

De tre stemmer for, at Anders skal give 50 pct. (altså 25.000 kr.) af sine penge til en fælleskasse, Morten skal give 16,67 pct. (altså 5.000 kr.), mens Pia og Pernille går helt fri. Da Anders jo er den, som har mest, får han slet ikke noget fra fællespuljen, ligesom Morten heller ikke gør det.

Der er nu 30.000 kr. til deling, som Pernille og Pia får andel i på følgende måde: Pernille får 20.000 kr., og Pia får 10.000 kr. Dermed har alle det samme og er "lige". Pernille og Pia kommer på deres vandretur, Morten sparer lidt på feriebudgettet, mens Anders må aflyse sin sommerferie og sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn: »Hvor forsvandt alle mine penge hen, og har arbejdet, der krævede, at jeg var væk fra min søn, været helt spildt?«

Eksemplerne fortsætter: Inden de fire forlader omfordelingsgildet, ligger der en regning tilbage på bordet for den mad og drikke, de har fået. Kan du gætte, hvem der betaler?

Hvad nu hvis Anders var dig, hvordan ville du så have det, sådan helt ærligt?

Det danske skattesystem er ikke længere fair. Selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden og sikre velfærden, men vi har alle indgået en samfundskontrakt, hvor dem, som får, må respektere, hvor pengene skabes, ligesom dem, som giver, skal opleve at pengene bruges både fornuftigt og fordelingen er rimelig.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også