Debat
0

Nationalbankens naturlige rente er et fatamorgana

Idéen om den naturlige rente er et fatamorgana, der forsøger at bevare den økonomiske politik, der fejlede før, under og efter finanskrisen.

Idéen om den såkaldt "naturlige rente" har været genstand for løbende debat denne sommer med udgangspunkt i Nationalbankens analyse om, at denne naturlige rente siges at være faldet kraftigt siden krisen. Den naturlige rente er et teoretisk renteniveau, som er ideelt for økonomien. Hvis centralbanken rammer dette uobserverbare niveau, vil der fremkomme optimal beskæftigelse og stabile priser.

Den naturlige rente og pengepolitikkens forestillede slagkraft har været krumtappen i den dominerende makroøkonomiske tænkning siden 1990erne, som følgelig placerede ansvaret for konjunkturerne hos centralbankerne, så finanspolitikken blev frigjort til at skabe budgetoverskud i stedet for optimal økonomisk aktivitet. Denne tekniske ekspertstyring kunne dog hverken forudse eller forhindre den største økonomiske krise siden 1930’erne. Og efter finanskrisen har end ikke negative renter kunne skabe inflation i de vestlige økonomier. I Danmark er arbejdsløsheden stadig højere end i 2008, selvom renten har været under 1 pct. siden 2009 og negativ siden 2012.

For at redde teorien, har man konstrueret en imponerende adhoc forklaring for, hvorfor pengepolitikken (midlertidigt) har svigtet: Den naturlige rente er pludseligt blevet så negativ, at centralbankernes renter ikke kan følge med. Hvis renten sænkes markant under nulpunktet, vil bankerne nemlig vælge at holde kontanter i stedet.

De historisk lave renter er dog mere et vidnesbyrd om, at man hellere vil føre fornuftsstridig politik end indrømme, der er grundlæggende fejl i det makroøkonomiske paradigme. Hvis man har en teoretisk overbevisning om, at renteændringer er effektive ved et eller andet niveau, så er det ikke overraskende at ende i negative renter, hvis teorien tager fejl.

Historien om den naturlige rente er svær at aflive, da renteniveauet ikke kan måles direkte og er defineret ved sin effekt – nemlig at det skaber fuld beskæftigelse og stabile priser. Hvis inflationen eksempelvis udebliver ved en rentesænkning, kan det altid bortforklares med, at det teoretiske niveau altså må ligge lavere, end man før havde troet. Som marxisme er det altså en ufalsificerbar teori, hvor ingen observation kan få tilhængere af teorien til at tænke, at den er forkert. Den naturlige rente er et fatamorgana, der leder os på vildspor i den økonomiske debats ørkenvandring. En intellektuelt tørstig person i denne ørken kan nemt komme til at se en oase i horisonten, der desværre fordamper og genopstår et andet sted, når man nærmer sig. I stedet kan vores økonomiske forståelse blive forbedret ved at afskrive teorien og søge andre svar.

Økonomer fra den post-keynesianske tradition forudsagde inden rentesænkningerne, at de ikke ville have stor effekt på efterspørgslen, der afhænger af virksomhedernes investeringslyst. Her lægger man vægt på den effektive efterspørgsel i økonomien, der konstant udvikler sig mod en ukendt fremtid. Hvis ikke efterspørgslen opbruger virksomhedernes produktive kapacitet, har de ikke behov for at investere, uanset hvor lavt renten sættes.

Den ’naturlige rente’ er et fatamorgana, der leder os på vildspor i den økonomiske debats ørkenvandring.

Asker Voldsgaard, phd.-studerende ved University College London og næstformand i Rethinking Economics Denmark.

Finanspolitik kan effektivt ændre på mængden af kunder, men indgroet modvilje mod ekspansiv finanspolitik og den akavede forventning om, at centralbanker kan styre aktiviteten i økonomien har tvunget centralbankerne ud i tandløse, men spektakulære, pengeeksperimenter, man før krisen næppe kunne forestille sig. Et fratrædende medlem fra den amerikanske centralbanks bestyrelse udtalte tilmed i 2017, at myndigheden ikke har en troværdig teori om inflation, der kan bruges til at styre pengepolitikken. Selv ikke Den Europæiske Centralbanks kvantitative lempelsesindsats for 2.700 mia. euro har opnået inflationsmålet for eurozonen.

Årsagen hertil er ikke, at en uobserverbar, naturlig rente er blevet negativ. Årsagen er ikke, at renteoasen bare har rykket sig længere ud i ørkenen. Årsagen er, at eurozonen er makroøkonomisk fejlkonstrueret. Staterne har ikke længere egen valuta og derved mistet muligheden for at føre tilstrækkelig ekspansiv finanspolitik, som ellers har fået Australien, USA og Kina markant bedre gennem krisen.

Danmarks fastkurspolitik over for euroen har medført, at den danske rente er fortsat ned i negativt territorium sammen med eurorenten. Negative renter i Danmark er derfor mere en konsekvens af at have bundet sig op på et dysfunktionelt valutaområde, end at asiatere er begyndt at spare mere op. Hvis man ønsker mere økonomisk aktivitet bør man gentænke finanspolitikken i stedet for at afskaffe kontanter, for at centralbanken kan sænke renten længere ned mod fatamorgana-renten.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også