Debat

Virksomheder i vildrede kan vælte det globale opsving

Den økonomiske usikkerhed har ikke været større i årevis. Den politisk tumult mellem Kina og Trump vil præge markederne i månedsvis og kan reelt vælte opsvinget

Frederik Engholm-Hansen, chefstrateg i Nykredit

At protektionistiske vinde blæser over verdensøkonomien er ingen nyhed. Præsident Trump har i årevis sagt, at import fra USA's store handelspartnere burde mødes af tårnhøje toldmure. Trump holdt sig i skindet det første år, og forhåbningen om, at det blot var valgflæsk og stærkmandsretorik, gav anledning til kortvarig lettelse.

Men siden starten af 2018 er det langsomt blevet klart, at det er alvor. I vinteren 2018 blev bagatelområder som vaskemaskiner og solceller ramt af straftold. Siden stål og aluminium. Det seneste år har det mest handlet om Kina.Toldangrebet her startede sidste sommer. Dengang blev kun en tiendedel af importen fra Kina pålagt straftold. Situationen er siden eskaleret trin-for-trin – dog med en pause i dette forår med forlydender om, at en aftale var på vej. Men det glippede, og fra september vil al kinesisk import i USA være omfattet.

Det er muligvis bare forhandlingstaktisk fra Trump – hvem ved – men konflikten er efterhånden både så langvarig og omfattende, at erhvervslivet ikke tør gøre sig forhåbninger. Den udvikling har skabt den mest omfattende usikkerhed om det økonomiske opsving, som verden har følt siden gældskrisen.

Flere spekulerer nu i, at handelskrigen med Kina først afsluttes på den anden side af præsidentvalget i USA næste efterår – måske vel pessimistisk, men ikke utænkeligt. Med den seneste eskalering og Trump-administrationens gentagne lovprisning af toldinstrumentets effektivitet, så bekymrer jeg mig også for, om truslerne mod Europa risikerer at blive til virkelighed.

Mens de direkte konsekvenser af handelskrigen er mærkbare, så synes de overkommelige, så længe det kun drejer sig om USA og Kina. Begge lande svækkes af konflikten og det med negative spredningseffekter på resten af verden gennem sammenflettede forsyningskæder. Men når global vækst det seneste år alligevel er svækket så markant, som tilfældet har været – også langt uden for industrien – så skyldes det tillidseffekter, som kraftigt forstærker chokket.

Når virksomheder uge for uge får nye meldinger om, hvilken vej handelskrigen peger, at toldsatserne kan hæves yderligere, at amerikanske selskaber slet ikke må købe bestemte kinesiske varer, at de europæiske selskaber måske bliver omfattet, ja, så bliver de fremtidige politiske rammevilkår så ugennemskuelige, at virksomhederne bliver handlingslammede.

En stor amerikansk virksomhed meldte i maj ud, at den pga. handelskrigen havde rykket produktionen fra Kina til Mexico. Ugen efter truer Trump med, inden for dage, at ville pålægge import fra Mexico straftold medmindre "grænsekrisen" løses. Selvom situationen blev afblæst, så viser eksemplet med al tydelighed, hvor umuligt strategisk og langsigtet planlægning forekommer for virksomheder underlagt Trumps utilregnelighed. Det gælder desværre de fleste af verdens store virksomheder. Dansk Erhverv opfordrede derfor i sidste uge til, at danske virksomheder rykker produktionen ud af Kina – men hvor er man i sikkerhed?

Der er forlydender om opblødning i Tyskland, der barsler med en klimapakke, men en kovending i Tysklands indstilling til underskud og statsgæld er desværre naivt at håbe på.

Frederik Engholm-Hansen, chefstrateg i Nykredit

Derfor forekommer ikke bare den direkte effekt af handelskrigen men i mindst ligeså høj grad den usikkerhed, der omslutter den fremtidige internationale handelspolitiske virkelighed, så ekstraordinært stor, at mange virksomheder holder kraftigt igen med investeringerne – og nogle steder beskæftigelsen. Dette er sandsynligvis den væsentligste årsag til den aktuelle afdæmpning i verdensøkonomien.

Selvom handelskrigen udspiller sig andetsteds, er situationen for Europa særligt slem. Dels er flere europæiske lande, ikke mindst Tyskland, meget centralt placeret i globale forsyningskæder, dels forstærker brexit den handelspolitiske usikkerhed., dels truer Trump den enorme europæiske bilsektor med told, og dels er de økonomipolitiske muligheder for at stimulere effektivt er begrænset. Den europæiske centralbanks minusrenter gør pengepolitikken impotent, og budgetkonservatisme skrinlægger i store træk finanspolitisk støtte. Der er forlydender om opblødning i Tyskland, der barsler med en klimapakke – det er ubetinget godt nyt – men en kovending i Tysklands indstilling til underskud og statsgæld er desværre naivt at håbe på.

Der er dog håb. For selvom USA og Kina også fremover på et hav af områder vil bekrige hinanden, så er der stærke incitamenter, der bør trække dem mod en handelsaftale. Samtidig kan vi prise os lykkelige for, at protektionismens opblomstring ramte på et tidspunkt, hvor der var god kul på global økonomi. Ellers havde vi nok allerede bevæget os mod recession. Så galt tror jeg ikke, det går, og den seneste tids rentefald vil forhåbentlig bidrage til, at væksten i 2020 kan vinde fart igen, inden arbejdsløsheden begynder at stige. Men vi kommer desværre ikke uden om, at usikkerheden ikke har været større i årevis. Den vil præge markederne i den kommende periode.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også