Debat

Stop kviklånernes urimelige rockerrenter

Grådige kviklånere fortsætter med at opkræve urimeligt høje renter og gebyrer fra naive kunder. Vi har forsøgt at lade branchen regulere sig selv, men det lykkedes ikke. Nu har vi brug for skrapere regler

Det er i grunden træls, når brancher og virksomheder ikke selv kender deres begrænsning og grådigheden tager over med det resultat, at kunderne flås. Når selv renter på flere hundrede procent årligt ikke juridisk kan betegnes som åger, må jeg konstatere, at vi mangler noget lovgivning. Ikke for at regulere for reguleringens skyld, men for ganske enkelt at beskytte forbrugere for kviklånsudbyderes kyniske spekulation i, at bankerne siger nej, og at de fleste ikke gennemskuer omkostningerne og rentespiralens alt for høje pris.

Dansk Folkeparti har intet imod, at folk og virksomheder tjener penge. De må også meget gerne tjene rigtigt mange penge. Jeg synes faktisk, det er en politisk opgave at sikre, at det er let at etablere og drive virksomhed. Men det er også en naturlig politisk opgave at sikre, at virksomheder drives forsvarligt og ansvarligt – overfor kunder, ansatte og samfund. Lov skal holdes, regler og aftaler følges, skatter betales.

Politikere skal ikke være smagsdommere, men udstikke love og rammer. Indenfor disse rammer skal virksomheder bare slå sig løs – med hvad, de nu måtte have lyst til at sælge af varer, tjenester, service m.v. Og når rammerne viser sig at være for vide eller indbyde til, hvad jeg ikke går af vejen for at kalde urimelig grådighed, så er det en opgave for regering og folketing af finde frem til, hvor de nye grænser skal være.

Når selv renter på flere hundrede procent årligt ikke juridisk kan betegnes som åger, må jeg konstatere, at vi mangler noget lovgivning.

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører Dansk Folkeparti

I disse år er renterne historisk lave. Det er godt for os forbrugere, men jo reelt et tegn på uro i økonomien. Handelskrig mellem USA og Kina, Storbritanniens exit fra EU og en eurozone i vækstmæssigt slæbegear gør hver især sit til, at der er uro og usikkerhed. Danske boligejere kan nu få penge retur for at låne i en reakreditforening. Det er ganske vist kun på et fåtal af boliglån, men det er alligevel historisk. En stor konverteringsbølge af boliglån på 30 år til 1 procent i rente understreger udviklingen. Renterne er historisk lave, og der er ingen udsigt til store stigninger. De tårnhøje renter på kviklån skriger derfor til himlen.

Javel, der er en risiko, og den risiko skal udlåner naturligvis have en betaling for at løbe. Og ja, markedsvilkår er nu engang sådan, at kan man ikke låne i bankerne, men må gå andre steder hen, så bliver prisen højere. Renten er prisen på penge. Dét accepterer de fleste vist også. Men rockerrenter på flere hundrede procent hører ingen steder hjemme. Det er både for grådigt og en udnyttelse af, at nogle grupper i befolkningen kan føle behov for penge her-og-nu. Derfor er Dansk Folkeparti klar til at bidrage til ny lovgivning – både om renter og markedsføringen af kviklån. Regeringen kan bare spille ud og invitere, så kommer vi til kaffe.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også