Debat

Skal unge skatteydere redde private pensionsformuer og en svag finanssektor?

De faldende renter er et produkt af overudbud af penge og gæld. Løsningen er ikke mere gældsfinansieret forbrug, men en nedskrivning af den private gæld, skriver cand.polit. Rasmus Hougaard.

Rasmus Hougaard Nielsen. Foto: Jakob Evers

I øjeblikket er renten på lån ikke blot lav men i mange tilfælde decideret negativ, hvilket samtidig betyder, at forrentningen af mange finansielle formuer er yderst presset. Ikke mindst i pensionssektoren, hvor man via afkastgarantier, tvivlsomme værdiansættelsesmetoder og generel jubeloptimisme, gennem årtier har sat sine kunder et afkast i vente, som på ingen måde kan stå på mål med den økonomiske udvikling.

På den anden side har de negative renter skabt en situation, hvor staten nu reelt set kan få penge for at låne penge på de finansielle markeder. Det har skabt snak om, at staterne bør føre ekspansiv finanspolitik i form af underskud på det løbende budget. Presset er indtil videre primært kommet fra den progressive venstrefløj, der, særligt i USA, bl.a. har argumenteret for at benytte finanspolitikken til at finansiere en statslig jobgaranti og den grønne omstilling.

At venstrefløjen, som generelt omfavner statens rolle i økonomien, foreslår at føre ekspansiv finanspolitik, bør ikke overraske. Det som til gengæld ikke blot bør overraske, men tilmed få alarmklokkerne til at ringe, er, at den finansielle sektor langsomt melder sig ind i koret for en mere aktiv finanspolitik.

Når finanssektoren pludselig argumenterer for en mere aktiv brug af finanspolitikken, er det næppe af medlidenhed for de arbejdsløse eller bekymring for klimaet, men derimod først og fremmest for at redde deres egen skind. Et større offentlig underskud vil kunne føre til udstedelsen af mere statsgæld, hvilket kan øge efterspørgslen efter penge og presser renterne op. Finanssektoren kan således få stillet de rentebærende og fuldt ud statsgaranterede finansielle aktiver til rådighed, som sektoren så desperat har brug for, hvis den skal leve op til sine forpligtelser. Finanssektoren har ganske enkelt en interesse i, at staten gældsætter sig alene med det formål at presse renten op og dermed sikre forretningen af de finansielle formuer.

Det, som i første omgang har presset renterne helt i bund, er, at vi i årtier har ladet bankerne oversvømme samfundet med penge, der reelt set ikke var økonomisk behov for.

Rasmus Hougaard Nielsen, cand.polit og formand i foreningen Gode Penge

Et helt grundlæggende problem ved en sådan politik er, at det jo ikke blot presser rentesatsen op men også selve renteudgifterne. Danmark har tidligere oplevet de økonomiske konsekvenser af en stor statsgæld. F.eks. i perioden 1975 – 1985, hvor statens renteudgifter voksede fra at udgøre 2,5 procent til 17,5 procent af de samlede offentlige udgifter. Dvs. at 17,5 procent af statens skatteindtægter i 1985 alt andet lige gik til at betale renter. I dag er det tal under 1 procent, men i USA udgør rentebyrden på statsgælden, trods de lave renter, i øjeblikket ca. 10 procent af det offentlige budget. Det er penge, som, medmindre, at man som USA kan blive ved at producere dollars, i det lange løb skal betales af skatteyderne.

Problemet ved gældsfinansieret underskudsfinansiering er således, at det efterlader en ubetalt regning i børneværelset i form af rentebyrde, som før eller siden skal betales af det løbende budget. Ud fra hvilket moralsk og demokratisk princip skulle vi som samfund tillade en så besynderlig form for økonomisk politik med henblik på at sikre forrentningen af finansielle formuer?

Det, som i første omgang har presset renterne helt i bund, er, at vi i årtier har ladet bankerne oversvømme samfundet med penge, der reelt set ikke var økonomisk behov for. Når udbuddet af penge overstiger efterspørgslen falder prisen – dvs. renten – selvfølgelig. Det er en simpel økonomisk dynamik. Biproduktet fra den voldsomme pengeproduktion er den enorme gælds- og rentebyrde, som er blevet opbygget i den private sektor. En gældsbyrde som i sig selv virker hæmmende på efterspørgslen efter penge. Mens ny gæld – f.eks. statsgæld – øger efterspørgslen efter penge, hæmmes efterspørgslen derimod af renterne og afdragene på gammel gæld. Der er ganske enkelt grænser for, hvor stor en gælds - og rentebyrde den enkelte kan bære.

Det er således husholdningernes gæld og bankernes overudbud af penge, som i øjeblikket presser renten ned, hvormed det også er oplagt at tage der, hvis man ønsker at presse renten op igen. I stedet for desperat at forsøg at gældsætte den offentlige sektor.

Rasmus Hougaard Nielsen, cand.polit og formand i foreningen Gode Penge

Det er således husholdningernes gæld og bankernes overudbud af penge, som i øjeblikket presser renten ned, hvormed det også er oplagt at tage der, hvis man ønsker at presse renten op igen. I stedet for desperat at forsøg at gældsætte den offentlige sektor.

Hvorvidt det er en god ide, at føre ekspansiv finanspolitik er et politisk spørgsmål, som bør vurderes i forhold til omfanget af offentlige investeringsprojekter, der mangler finansiering. Men hvad end der er et reelt behov eller ej, er det dog vigtigt at gøre sig bekendt med, at en stat grundlæggende har to måder at finansiere sit underskud på. Den ene er gældsoptag. Den anden er via direkte pengeproduktion.

En suveræn stat kan, som vi i foreningen Gode Penge jævnligt har gjort opmærksom på, producere sine egne penge via direkte finansiering i sin centralbank. Den behøver ikke at gældsætte sig til private banker for at få penge ud i økonomien, som finanssektoren nu ønsker; at staten gældsætter sig til dem, så de kan blive ved med at pumpe deres penge ud i økonomien uden, at det renterne presses ned.

Hvis vi ønsker på at presse renten op, ville det i den henseende være langt mere fornuftigt at gennemføre via en systematisk gældsnedskrivning, hvilket ville kunne gennemføres i form af en direkte og ligeligt fordelt pengeoverførsel til samtlige borgere i Danmark uden om den finansielle sektor.

Rasmus Hougaard Nielsen, cand.polit og formand i foreningen Gode Penge

Det er både grundlæggende uretfærdigt og økonomisk uhensigtsmæssigt at lade unge skatteydere, som i forvejen bliver snydt godt og grundigt på boligmarkedet, betale for noget, som staten selv kan producere. Særligt hvis det er med henblik på at finansiere formål, som vi er blevet demokratisk enige om, er for det fælles bedste.

Hvis vi ønsker på at presse renten op, ville det i den henseende være langt mere fornuftigt at gennemføre via en systematisk gældsnedskrivning, hvilket ville kunne gennemføres i form af en direkte og ligeligt fordelt pengeoverførsel til samtlige borgere i Danmark – såkaldte helikopterpenge – uden om den finansielle sektor. Gerne øremærket nedbringelse af gæld for dem som har gæld. Dermed ville gælden kunne bringes ned og renten op, uden at der samtidig skabes vilkårlig omfordeling og efterlades en offentlig gældsbyrde til kommende skatteydere.

Udfordringen med en aldrende befolkningen er selvfølgelig reel, og vil alt andet lige placere et pres på de yngre generationer. Men er det i den henseende ikke på tide, at de ældre generationer beder pænt om det, hvis den ønsker ungdommens hjælp? I stedet for at gemme sig bag et bureaukratisk og ugennemsigtig finansielt system.

Af Rasmus Hougaard Nielsen, cand.polit og formand i foreningen Gode Penge.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også