Debat
0

Lakker centralbankernes guldalder mod enden?

De reddede millioner af borgere fra en total økonomisk nedsmeltning for knap et årti siden. Men nu lakker deres gyldne periode mod enden. Og spørgsmålet er, hvem der redder os næste gang.

Den amerikanske topøkonom, Lawrence Summers, satte Twitter i kog i sidste uge, da han publicerede en række tweets, der nærmest rystede økonomiske kommentatorer verden over. Gamle sandheder blev skrottet, og en ny omdiskuteret teori kom pludselig ind i varmen.

Den 64-årige Summers er en kontroversiel figur. Han fik et blakket ry efter finanskrisen, fordi han som magtfuld amerikansk finansminister under præsident Bill Clinton var en ivrig fortaler for finansiel deregulering og slækkede på kontrollen med de lukrative finansielle låneprodukter, der senere eksploderede og kastede verden i knæ.

Omvendt er han anerkendt som en af verdens dygtigste og mest indflydelsesrige økonomer. Summers har også gennemgået en intellektuel selvransagelse efter finanskrisen og har vist sig klar til at forkaste forældede økonomiske sandheder, hvis de viser sig at være netop det: forældede og forkerte.

Og som en optakt til det årlige pengepolitiske topmøde i Jackson Hole i USA, gik Summers til angreb på endnu en ”sandhed”: Centralbankernes evne til at stimulere økonomien. Vi er nemlig endt i et pengepolitisk »sort hul«, hvor ultralave renter og lav inflation kortslutter centralbankernes magt. Centralbankchefer som Mario Draghi og Ben Bernanke reddede reelt verden fra et økonomisk kollaps efter finanskrisen, men det er umuligt at forestille sig, at de kan gøre det igen, lyder det.

Summers udpensler sin analyse i et kommende forskningspapir sammen med en anden Harvard-økonom, Anna Stansbury, men han skitserer tre afgørende pointer i en længere kommentar.

For det første er der stort set ingen plads til rentenedsættelser. Siden 1970 har den amerikanske centralbank sænket renten med mindst 5 procentpoint under hver recession. Nu er renten 2 pct. Selv hvis man banker renten solidt ned under nul, er det stærkt tvivlsomt, om det vil påvirke forbruget og investeringerne nok.

I Europa og Japan er problemet endnu værre, påpeger Summers. Den toneangivende rente i Den Europæiske Centralbank er -0,4. Vi har haft to kriser siden årtusindeskiftet, og her sænkede man renten med mindst 2,25 procentpoint. Det svarer til, at man ved næste krise dumper renten ned til omkring minus 3. Det forekommer absurd. Og hvad er den marginale effekt af en rentesænkning fra -2,5 til -3?

Det er Summers’ anden pointe: Rentenedsættelser kan faktisk vise sig at være kontraproduktive på efterspørgslen. Det er økonomisk børnelærdom, at der er fordele og ulemper ved at sænke renten, men grundtesen er, at nedsættelser er vækststimulerende. Forhøjelser er vækstopbremsende. Men denne tese er tvivlsom, argumenterer Summers.

Det skyldes til dels, at risikoen for prisbobler, overdreven gældsætning og altødelæggende bankkrak stiger. Og dels fordi ultralave renter øger »zombificeringen« af selskaber, der tjener lige akkurat nok penge til at holde sig selv i live, men slæber sig igennem uden for alvor at investere og ekspandere. De lave renter fungerer som en form for kunstigt åndedræt for uproduktive virksomheder, som kapitalismens kreative entreprenørånd burde aflive.

Hvornår præcist, at rentehug bliver kontraproduktive, siger Summers desværre ikke noget om. Men meget tyder på, at vi allerede har nået renteniveauer, som gør yderligere sænkninger mere eller mindre virkningsløse.

Vi ser nu en bred konsensus blandt verdens topøkonomer, som kun de mest enøjede stemmer afviser: Centralbankernes gyldne årti lakker mod enden. Finanspolitikken skal tage over.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

Den tredje - og nok mest centrale pointe – går på de politiske konsekvenser. For hvis centralbankerne er amputeret, hvem skal så redde os, når den næste krise rammer?

Svaret er politikerne og finanspolitikken. Det lyder måske ukontroversielt i manges ører, men det er en klar undsigelse af et økonomisk dogme, der har været fremtrædende i årevis. Mange økonomer har holdt fast i, at de politisk uafhængige embedsmænd i centralbankerne var de bedste til at fintune økonomien. De sætter prisen på penge, og markedet klarer resten, lød logikken.

Men det er en analytisk fejlvurdering, som skaber en naiv tillid til verdens centralbanker, skriver Summers. Og her gav det nok et gib i økonomparnasset, fordi Summers kommer en ny, økonomisk skole i møde: Økonomer, der abonnerer på den såkaldte modern money theory, har længe argumenteret for, at stater med egen valuta har uanede midler til at pumpe penge ud i økonomien, hvis de vil. Hvis inflationen og væksten udebliver, bør man føre ekspansiv finanspolitik – i princippet i det uendelige til inflationen får fat.

Der er noget »gyldighed« i det argument, sagde Summers i et opfølgende interview på Bloomberg. Centralbankerne har i hvert fald vist sig ude af stand til for alvor at løfte væksten og inflationen. Derfor bør man sætte tryk på finanspolitikken.

Det kan lyde som en fjern, teoretisk diskussion. Men de politiske konsekvenser er ganske konkrete. Også i Danmark. Pointen er, at centralbankerne ikke redder os næste gang, verden ramler. Det er et politisk ansvar at stimulere økonomien gennem offensive væksttiltag. Vi ser nu en bred konsensus blandt verdens topøkonomer, som kun de mest enøjede stemmer afviser: Centralbankernes gyldne årti lakker mod enden. Finanspolitikken skal tage over. Kryds fingre for, at politikerne lytter.

Magnus Barsøe er debatredaktør og vært på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.

BRANCHENYT
Læs også