Debat

Negative renter: Skyd ikke budbringeren

Hvis alle sparer op og ingen investerer, så får man en lav rente, uanset hvad centralbankerne gør

Den Europæiske Centralbanks (ECB) beslutning om at sænke renten har mødt kritik fra mange økonomer. Det er tilsyneladende en udbredt opfattelse, at negative renter er en form for ulovlig doping. Det er imidlertid ikke fair. Negative renter er godt nok et symptom på et dybere strukturelt problem, men det ville være endnu værre, hvis renterne ikke var så lave.

Økonomi behøver ikke at være kompliceret. Hvis man vil forstå, hvorfor renten er så lav, skal man se på balancen mellem opsparing og investeringer. Problemet er, at der bliver sparet mere op, uden at det bliver investeret mere. Det problem kan centralbankerne ikke løse, de kan kun forsøge at kompensere for det.

Den høje opsparing hos forbrugerne skyldes, at vi lever længere og får brug for en større pension, og at de er usikre på deres fremtidige indkomst. Samtidig investerer virksomhederne heller ikke de penge, de tjener, men lægger dem til side eller betaler dem som udbytte til deres ejere, der allerede har penge nok. Dertil kommer, at regeringerne også sparer mere op og investerer mindre i et forsøg på at reducere deres gæld.

Hvis alle sparer op og ingen investerer, så får man en lav rente, uanset hvad centralbankerne gør. I en markedsøkonomi vil renten nemlig falde, indtil opsparing og investeringer er i balance. Lavere renter gør det mindre attraktivt at spare op og får flere investeringsprojekter til at være rentable.

Der er ikke nogen magisk grænse ved nul. I gamle dage, da vi havde inflation, kunne det også koste købekraft at have pengene i banken. Lige nu er selv negative renter imidlertid ikke nok til at skabe den balance, og det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.

Alternativet til lave renter er, at vi for første gang siden 1930erne ender i en deflationskrise. Og hvis priser og lønninger begynder at falde, så får vi en gældskrise, der får 2008 til at blegne.

Hvorfor vil regeringerne ikke investere i for eksempel ny klimavenlig infrastruktur, når de ligefrem bliver betalt for det?

Thomas Thygesen, cheføkonom i den svenske bank SEB.

Så hvad skal stakkels Mario Draghi i ECB gøre? Han kan ikke bare slå ud med armene og invitere 1930erne indenfor. Lave renter er ikke effektive, men de er et udtryk for de økonomiske realiteter. Hvis de ikke virker, så må de endnu længere ned. Kritikken af centralbankernes lave renter er derfor forfejlet. Det er deres pligt at få renten så langt ned, at udbud og efterspørgsel er i balance.

Hvis man skal kritisere nogen, så skal man snarere spørge, hvorfor vi er i denne situation. Hvorfor investerer virksomhederne ikke, når penge er gratis? Hvorfor stiger lønningerne ikke med produktiviteten? Hvorfor vil regeringerne ikke investere i for eksempel ny klimavenlig infrastruktur, når de ligefrem bliver betalt for det?

Det er komplekse problemer, og de skal løses af vores regeringer. Men indtil det sker, så er det ikke rimeligt at skyde på centralbankerne. De har en utaknemmelig opgave og løser den efter bogen. Når de løber tør for ammunition, vil vi opdage, at det virkelige problem stikker langt dybere.

BRANCHENYT
Læs også