Debat

Jeg har slået ihjel i fyrre år. Tirsdag gør jeg det igen

Skal man virkelig slå ihjel for at leve? Ja. Sommetider. Sådan er det bare.

De fineste mennesker og de største skvadderhoveder, man møder på livets vej, er jægere. Så kort kan det siges. Altså hvis man er Klaus Rifbjerg. Den nu afdøde forfatter tog i en moden alder jagttegn og begyndte at møde mænd i grønt tøj.

Nu kører toget igen. Det er blevet efterår. Dansk erhvervsliv vil igen begynde at stemple klatøjet ind mandag morgen, fordi man skulle urimeligt tidligt op både lørdag og søndag for at stå på en skovvej. Med et våben.

Jagtens forbandelse er, at den tiltrækker skvadderhoveder. Selvglade, brovtende, pralende, åndeligt forhutlede mænd der sætter sig selv i scene. I scene som en af drengene, som udendørsmenneske, som velhaver, som rovdyr og som drabelig betvinger af naturen, der bringer kød hjem til sin kvinde. Sommetider også som godsejer-look-alike. Når jagttegnet er hjemme, kan skvadderhovedet folde sig ud på en gigantisk scene.

Indimellem bliver teaterstykket komisk. En mand, der hedder ”Mads” til fornavn og ”Blærerøv” til mellemnavn, underholdt for nylig Berlingskes læsere med, hvordan han - som jæger - så på de medjægere, der fylder deres vægge med trofæer. Fra dyr, som de – citat - ”havde knaldet”. Derefter kaldte han i flere omgange trofæet fra en dåhjort for en ”opsats”. Tag det ikke personligt, hr. Blærerøv, men de ord, du bruger, bruger man ikke, hvis man har bestået den obligatoriske jagtprøve. Det er udelukket. Men derfor kan man jo være en udmærket blærerøv.

Erhvervslivet er en flittig gæst på Dianas stier, og årsagen er oplagt. Hvis man vil ind på livet af en kunde, er der ikke meget, der virker bedre end at invitere vedkommende til at udleve sin passion for en dag. For eksempel i form af en klassisk klapjagt. Mellem såterne kan der snakkes jagt, mens det ideelle tidspunkt at snakke forretning angiveligt er det sidste kvarter af frokosten, hvor kunden både er mæt og forventningsfuldt ser frem til – mere jagt.

Men repræsentationsjagt er ikke uden modhager. For udenforstående må det være et mysterium, hvorfor 300 fasaner skal dø i en haglsværm, for at firma X kan beholde firma Y og firma Z som kunder. Kunne fasanerne ikke få lov til at beholde livet? Kunne de tweedklædte topchefer ikke bare gå en tur i skoven, mens de talte om forretning, og så slutte af med en middag i en sidefløj til godset?

Nej. For det hele er business. Det hele. Fasanerne er opdrættet, passet, udsat og købt til at flyve ind i en haglsværm på et sydsjællandsk gods. Når fasanen flyver hen over skytten, har den kostet små 400 kroner i foder og pasning, og når den rammer skovbunden med et blødt bump, er den cirka ti kroner værd. Det er, hvad vildthandleren vil give. Fuglen er betalt for at leve - til den skal dø. Af hagl nummer fem.

Naturen har altså indrettet sig lige som et kontormiljø: På overfladen ånder alt fred og idyl. Under overfladen er nogen uafladeligt optaget af at slå hinanden ihjel.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

For dø skal de, dyrene. Af noget. Jeg respekterer fuldt ud de mennesker, der ikke kan fordrage tanken om, at dyr slås ihjel. Særligt af et skvadderhoved. Men naturen har altså indrettet sig lige som et kontormiljø: På overfladen ånder alt fred og idyl. Under overfladen er nogen uafladeligt optaget af at slå hinanden ihjel.

Ræven lurer på, om en ælling kan snuppes fra andemor, og sekretariatschefen lurer på, om et ansvarsområde kan snuppes fra underdirektøren. Haps. Sådan er det bare.

Den brutale handling ryster omgivelserne et stykke tid, men så går livet videre. For kontormiljøet er et sted, hvor nogen uafladeligt er i kamp om territorier, og naturen er et sted, hvor dyr æder dyr. Indimellem kommer en hæslig jæger så og blander sig blodorgiet.

Jeg har selv slået ihjel i fyrre år. Plus en slat. Slatten skyldes en undtagelse i jagtloven. I Lading Sogn mellem Århus og Viborg må fædre på andetræk, der vil hjem og ha’ varmen, overlade deres spanske haglbøsse i kaliber 16 til en søn på 14-15 år. Sønnen skal efter endt jagt bære 16’eren hjem ad Søvejen og i aftenmørke, så ingen får ondt i rumpen. Undtagelsen er muligvis blevet afskaffet.

Tirsdag gør jeg det igen: Slår ihjel. Som de andre skvadderhoveder. Som de andre i dansk erhvervsliv, der frem til januar vil stemple klatøjede ind visse mandage.

Knæk og bræk.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også