Debat

Vi kan sagtens finde pengene til den grønne omstilling, men kan vi finde hænderne?

Regeringens har skudt investeringerne i den grønne omstilling til hjørne med sit finanslovsforslag. De er nødt til at nytænke den økonomiske politik, hvis de vil opnå klimamålsætningerne for Danmark.

Asker Voldsgaard, phd.-studerende ved University College London og næstformand i Rethinking Economics Denmark.

Regeringen har med sit finanslovsforslag for 2020 misset en oplagt chance for at sparke gang i den grønne omstilling.

Man flytter flere forskningsmidler til den grønne dagsorden, men det er svært at få øje på tiltag, som virkelig accelererer den grønne omstilling. Indsatsen må vente på en klimalov og handlingsplan, som i bedste fald er på plads inden sommer 2020.

Årsagerne er til dels forhandlingstaktik, men også at staten lægger sit budget som en husholdning i stedet for en moderne stat: Den første tanke er altid »hvor skal pengene komme fra?« i stedet for »er der ledige hænder? Og hvordan kan man få de hænder til rådighed, som man har brug for?«

Den rigide husholdningslogik har alvorlige konsekvenser. Regeringen har f.eks. valgt at halvere puljen til sol- og vindenergi, som sidste år viste sig at levere fem gange mere vedvarende energi, end man havde forventet. Selvom den hurtige udbygning af vedvarende energi er en succes, der burde gentages, har man beskåret puljen. For tænk nu hvis man kan få marginalt mere for pengene senere? Det har fået regeringen til at gemme pengene til, at handlingsplanen foreligger næste år. Konsekvensen risikerer at være, at udbygningen af vedvarende energi stagnerer, selvom der lige nu er arbejdsløse og kapacitet. I stedet for at spinke og spare til et hypotetisk fremtidigt investeringsscenarium bør man altid udnytte samfundets produktive kapacitet, som er kilden til vores velstand.

Det er kun staten, som kan tage disse makroøkonomiske hensyn, da den altid har penge nok. Virksomheder og husholdninger er brugere af statens valuta og må derfor tjene eller låne dem, før de kan betale. Det kender vi fra vores egen personlige økonomi. Men staten er udsteder af landets valuta og har derfor ikke en finansiel budgetbegrænsning som os andre. Dette er grundlaget for den økonomiske skole modern monetary theory (MMT), som chefen for den Europæiske Centralbank Mario Draghi netop har anbefalet, at man læser op på. Hovedargumentet er, at selve målsætningen for den økonomiske politik skal skifte: Fra overskud på statens finanser til et mål om fuld beskæftigelse og stabile priser. Stater med egen valuta skal ikke være bange for at opnå sine mål via finanspolitiske underskud, så længe der er ledig kapacitet, og staten ikke har gæld i fremmed valuta.

Teorien gøres konkret, når vi tager stilling til et af de helt store spørgsmål i klimadebatten: Har vi råd til den grønne omstilling? Her er svaret et rungende ja. Tænketanken Cepos har vurderet, at målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent vil koste 26 milliarder kroner årligt i 2030. Det svarer til lidt over 1 procent af vores nuværende bruttonationalprodukt (bnp). Klimarådets bud er en anelse højere, men vi snakker stadig nogle procent af bnp.

Til sammenligning var underskuddet på den offentlige saldo efter finanskrisen nede på 3,5 pct. Et fald på hele 8,5 pct.point fra før krisen. Alligevel havde Danmark aldrig en statsgældskrise. Tværtimod. Danmark har på ingen måde et finansieringsproblem. Det handler om at have de rigtige hænder til rådighed, så der ikke opstår inflation. Det sikrer vi gennem tre konkrete værktøjer.

For det første skal vi blive bedre til at udnytte vores ledige kapacitet. Vi udnytter i dag væsentlig mindre af vores fabrikskapacitet end i 2007 og 1999. Der er i dag 150.000 ledige, hvilket er ca. 60.000 flere end før finanskrisen. Hertil kommer det såkaldte udenforskab af folk i den arbejdsdygtige alder, som vi ikke har fået integreret produktivt i samfundet. Den bedste metode til at udnytte alles potentiale er ved at have statslige underskud, hvis nødvendigt, og indføre en jobgaranti. Man bør også målrette opkvalificeringsindsatsen efter de grønne ambitioner.

Et andet værktøj til at frigive kapacitet er at få de danske husholdninger til hurtigere at afbetale gæld over en afgrænset årrække. En Green New Deal-periode med større afdrag på gælden vil betyde mindre privatforbrug og skabe ledig kapacitet til flere klimainvesteringer. Man kan desuden begrænse adgangen til forbrugslån. Kviklån kan forbydes af moralske årsager, mens lån i friværdi kan begrænses. Vi kan dermed samtidig genoprette den gamle dyd om, at man sparer op til sit privatforbrug med indkomst. Det vil både give danskerne færre renteudgifter og et mere robust finansielt system, hvis vi stopper med at være verdensmestre i privat gæld.

For det tredje skal vi frigøre specifikke ressourcer, som den grønne omstilling kræver. Man kan ikke bare hyre teknikere til at etablere ny infrastruktur til elbiler, hvis teknikerne allerede er i anden beskæftigelse. Vi skal altså have kortlagt, hvilke kompetencer som den grønne omstilling kræver, og hvor disse kompetencer kan frigøres. Her kan forslaget om at beholde olien i Nordsøen vise sig nyttigt. Ikke bare begrænser man de globale udledninger, men man frigør også kloge hænder fra oliebranchen, som den grønne omstilling får brug for.

Hvis Finansministeriet forsat styrer den danske økonomi som en husholdningsøkonomi, vil det spænde ben for at udnytte alle vores produktive ressourcer i den grønne omstilling. Det kan gøre omstillingen til et nulsumsspil, hvor ethvert tiltag skal svække andre områder, selv når det ikke er nødvendigt. Det vil gøre omstillingen mere politisk konfliktfyldt end nødvendigt. Vi er ikke ude af finanskrisens skygge endnu, men det skal vi se som en mulighed for at accelerere den grønne omstilling.

Af Asker Voldsgaard, Ph.d-studerende på University College London under Mariana Mazzucato, cand.scient.pol fra Københavns Universitet med speciale i international politisk økonomi.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også