Debat

Fortsætter halloween i verdensøkonomien?

Det skorter ikke på advarselslamper, der blinker og bimler, når man kigger på forskellige økonomiske nøgletal. Selv herhjemme begynder det også at mørkne. Spørgsmålet er, om den nye centralbankchef og de tunge eurolande kan finde en vej ud af halloween-tilstandene.

Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Det er halloween, og uhyggen spreder sig. Ikke kun på villavejene, men også i de økonomiske nøgletal, som indikerer, at den internationale afmatning ikke længere går Danmark forbi. Beskæftigelsen stagnerer, forbrugerforventningerne falder og tilliden i industrien styrtdykker.

Siden foråret har det stået klart, at nye emissionskrav til bilindustrien, handelskrig og usikkerhed omkring brexit har kastet Europa ud i det værste økonomiske uvejr siden statsgældskrisen i 2012-13. Men også USA og Kina er på vej ned i tempo, hvilket igen rammer virksomheder og lønmodtagere i andre lande, der er afhængige af handel og investeringer på tværs af grænserne.

Derfor vil væksten i verdensøkonomien i år kun blive omkring 3 pct. eller det laveste siden finanskrisen. Den linde strøm af dårlige nyheder har også ført til stor usikkerhed på de finansielle markeder, hvorfor det ikke er underligt, at centralbankerne har udvist stor agtpågivenhed og foretaget en kovending i pengepolitikken. Den amerikanske forbundsbank, Fed, har således sat renten ned tre gange siden juli, og ECB kom på banen med en ny stor lempelsespakke i september. Det har været helt afgørende for, at de globale aktiemarkeder i år har oplevet så stor fremgang, som tilfældet har været. Forhåbentlig smitter det også af på økonomierne i løbet af de kommende kvartaler, så væksten igen kan komme op i tempo.

Det helt store spørgsmål er nu, om renten endelig har nået bunden. Efter mødet i onsdags gav den amerikanske centralbankdirektør, Jerome Powell, således udtryk for, at det nok ikke bliver nødvendigt at sænke den pengepolitiske styringsrente i USA yderligere.

Og i euroområdet er forventningerne til nye rentesænkninger fra ECB forsvundet som dug for solen på de finansielle markeder. Det skyldes ikke mindst, at det er blevet skiftetid i direktørstolen i Frankfurt. Det er nemlig på ingen måde sikkert, at den nye og første kvindelige chef for ECB, Christine Lagarde, vil følge forgængeren, Mario Draghis, ultralempelige pengepolitiske kurs, som i vid udstrækning har været orienteret mod at redde de gældsatte sydeuropæiske lande fra statsbankerot og holde sammen på euroområdet.

Det er nemlig ingen hemmelighed, at negative renter og en løbsk seddelpresse aldrig har været den foretrukne pengepolitiske kop te i lande som Tyskland, Holland og Østrig, og på det seneste har også repræsentanter for den franske nationalbank – altså Lagardes egne landsfæller - modsat sig nye opkøb af statsobligationer.

Hvorvidt den jurauddannede Lagarde vil videreføre Draghis forsigtige linje eller være mere lydhør over for den voksende kritik fra lande blandt eurogruppens inderkreds, bliver vi klogere på i den kommende tid, når den tidligere direktør for den internationale valutafond for alvor begynder at møde offentligheden i sit nye hverv. Men det er værd at bemærke, at hun allerede har markeret sig ved at gentage sin forgængers mantra om, at pengepolitikken må have følgeskab af en mere ekspansiv finanspolitik i lande, der har råd til det som f.eks. Tyskland og Holland. En ekspansion, der kan komme fra et stigende offentligt forbrug, lavere skatter eller måske mere indlysende offentlige investeringer.

Og at investeringsbehovet er stort, er hævet over enhver tvivl. Ifølge EU’s kommissær for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen, Valdis Dombrovskis, har EU således brug for klimainvesteringer i beløbsstørrelsen 175 til 290 mia. euro hvert år frem til 2030 for at kunne leve op til Paris-aftalerne.

Et beløb, der i øvrigt forholdsmæssigt svarer nogenlunde til de 350 mia. kr., den hjemlige danske pensionssektor har forpligtet sig til at investere i den grønne omstilling, som Mette Frederiksen kunne åbenbare under stor mediebevågenhed ved FN’s klimatopmøde i New York i september.

Det er gigantiske investeringer, som både vil kunne bidrage til en holdbar økonomisk vækst i Europa og til at normalisere pengepolitikken, så renterne igen kan bevæge sig op i det positive territorium, hvor de efter min mening rettelig hører til.

Og hvem ved, måske vil EU’s grønne investeringer en dag skrive sig ind i de økonomiske historiebøger på samme måde som Franklin D. Roosevelts berømte New Deal fra 1933, der var med til at hjælpe USA ud af Den Store Depression. Den begyndte i øvrigt - og uden sammenligning til nutiden - med krakket på Wall Street den 29. oktober 1929 altså for præcis 90 år siden. Dengang, da uhyggen for alvor bed sig fast og ikke kun forblev et flygtigt halloween-fænomen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også