Debat

Lad os bruge grønne obligationer til grøn omstilling

I Holland rejste regeringen 45 milliarder kroner i markedet til at finansiere grønne investeringer. Lad os udnytte de ultralave renter og gøre det samme herhjemme

Riget fattes tilsyneladende ikke vilje til den grønne omstilling, men derimod penge. Men den grønne pengetank kan nemt fyldes op, hvis viljen strækker sig så langt.

”Hvor skal pengene komme fra?” Det evige spørgsmål, når der skal ny politik på bordet, og når noget skal laves noget om. For tiden forhandler vi finanslov med regeringen og dens støttepartier, og der fylder den grønne omstilling og finansieringen af den naturligvis en del.

Dansk Erhverv har budt ind med et forslag om at staten skal sælge sine aktiver i Ørsted og bruge pengene på en ny klimafond. For Alternativet giver det dog ikke mening at sælge ud af et aktiv, der ifølge Ørsteds egne prognoser vil give en rente på omkring 7-8 procent. Og det giver slet ikke mening at lade kritisk infrastruktur komme på andre end fællesskabets hænder, hvor det nu engang har det bedst.

Vores svar på pengespørgsmålet hedder grønne obligationer. Idéen er, at staten udsteder obligationer, som investorer, som fx banker, pensionskasser og andre interesserede kan købe. Staten kan låne penge til en lav rente, og til gengæld er investorerne sikret en lav risiko og ved, at deres penge går til grønne og bæredygtige tiltag. 

På den måde kan investorerne efterkomme ønsker fra alle os – bankkunder, forbrugere og os, der sparer op til pension – der i stigende grad kræver, at vores penge bliver ansvarligt og bæredygtigt investeret, og samtidig får staten den kapital, der skal til for at vi for alvor kan sætte fart på omstillingen og træde ind i fremtiden.

De grønne obligationer blev første gang introduceret af Verdensbanken i 2008, og bruges i mange forskellige versioner i mindre skala rundt om i verden. Senest har Holland haft stor succes med modellen på samme måde som vi foreslår, hvor landets borgerlige regering meget hurtigt skaffede 45 milliarder kroner til grønne omstillingsprojekter. Det danske pensionsselskab PKA investerede en milliard kroner i de hollandske obligationer og har allerede sagt, at de er klar til at investere, hvis der opstår en lignende mulighed herhjemme. Det ville være oplagt at skabe den mulighed, specielt også set i lyset af, at den danske pensionsverden har erklæret, at den vil investere over 350 milliarder kroner over de næste ti år i den grønne omstilling.

Det er en sikker og god forretning for begge sider, og vi står i en situation, der kræver omfattende handling nu. Det kan nærmest kun gå for langsomt, når man ser på videnskabens prognoser for klimaforandringer og de anbefalinger, der følger med. Derfor er det altså svært at blive ved at gøre, som man plejer, og forvente et nyt resultat. Vi kan ikke blive ved med at fordele rigets finanser nogenlunde, som vi plejer, og samtidig reelt prioritere den grønne omstilling.

Derfor må der nye penge til, og vi foreslår, at de penge skal komme fra grønne statsobligationer.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også