Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Folketinget bør iværksætte en høring om statsgælden

Det er gået op for politikere over hele verden, at økonomernes skræmmehistorier om offentlig gæld mangler belæg. Den store offentlige gæld og underskud, som mange stater fortsat døjer med efter finanskrisen, har ikke ført til stigende renter som forudsagt. For ikke at navigere efter forkerte finansielle søkort har Folketinget derfor brug for nye indspark til styringen af de offentlig finanser.

Gamle sandheder står for fald i økonomiens verden i disse tider. Vi har siden finanskrisen fået indøvet mantraet om, at stater skal sigte efter at matche indtægter og udgifter for at der ikke kommer ’mistillid’ til statens finanser. Men siden finanskrisen er staternes gældsposter strøget i vejret, mens renterne er faldet til bunds.

Enten er vi trådt ind i en bizar ny økonomisk tidsalder eller også har mainstream-økonomer haft seriøse fejl i deres grundforståelse, hvilket også kunne forklare, at ingen med rod i neoklassisk økonomi så finanskrisen komme. De amerikanske politikere har nu fået nok af, at virkeligheden ikke stemmer overens med den gængse teori. Derfor havde de for nylig inviteret en række prominente økonomer fra forskellige økonomiske skoler til høring i Repræsentanternes Hus’ finansudvalg under titlen ’Genovervejelse af de økonomiske omkostninger ved statsgæld’.

I den gængse tænkning siges det, at mere statsgæld skaber mistillid blandt investorer, hvilket vil få renterne på statsgælden til at vokse mod skyerne, hvilket vil øge de statslige underskud og dermed gælden yderligere. Det vil tilmed igangsætte en ond spiral, som vil dræne bankernes lånbare midler, så det også bliver dyrere for virksomheder at låne til investeringer.

Problemet med historien om den negative spiral af finansiel uansvarlighed og mistillid er, at virkeligheden ikke har adlydt teorien.

”Det er lidt ligesom i børnehaven. Hvis du har lånt lille Brian noget slik, og han aldrig ’betaler’ det tilbage, får du mindre lyst til at låne ham mere”, forklarede leder af institut for økonomi på Københavns Universitet Christian Schultz i 2010.

Denne form for tænkning fik verdens regeringer til at stramme finanspolitikken i bunden af lavkonjunkturen, så genopretningen blev historisk sløv. Herhjemme blev nedskæringspolitikken iværksat med Lars Løkke Rasmussens ’Genopretningspakke’ i 2010 og sidenhen cementeret af Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon med vedtagelsen af budgetloven.

Problemet med historien om den negative spiral af finansiel uansvarlighed og mistillid er, at virkeligheden ikke har adlydt teorien. Valutasuveræne lande (med egen valuta, ingen gæld i fremmed valuta og flydende valutakurs) betaler nemlig altid deres løbende gældsforpligtelser.

I 2018 betalte USA f.eks. hele 21 billioner dollars for statsgæld, som udløb, og udstedte et tilsvarende beløb i nye obligationer. Derfor passer det nedladende billede med børnehavebarnet, der ikke vil betale slik tilbage, heller ikke på udviklede lande uden for eurozonen.

Eurozonelande har dog ”opgivet evnen til at udstede konkurs-fri gæld”, som den Europæiske Centralbanks økonomer formulerer det, og de fungerer derfor mere som kommuner og husholdninger end som suveræne stater. Evnen til at udstede konkursfri gæld kommer dog mange andre lande til gode.

Siden finanskrisen er USA’s netto-statsgæld fordoblet fra 35 til 75 pct. ift. BNP (det højeste siden 1950erne), mens statens renteudgifter som andel af BNP har været uændret nær 2,5 pct. i forhold til BNP siden 2001 og ikke været lavere siden 1968. Gælden er altså historisk høj og renterne historisk lave. Den samme gør sig gældende i Japan, som betaler negativ rente på trods af den olympiske statsgæld på 240 pct. ift. BNP. Den danske stat betaler også negative renter på sine 10-årige statsobligationer.

I lyset af den overraskende udvikling, har Folketinget brug for en høring med internationale økonomiske eksperter, der kan oplyse dem om den nyeste viden om statsfinanserne og renteforholdene.

Ved høringen i Repræsentanternes Hus forklarede økonomiprofessor Randall Wray, at uoverensstemmelsen mellem gængs teori og virkelighed netop skyldtes, at statens finanser er blevet misforstået i mainstream-økonomi. Han og andre økonomer inden for ’modern monetary theory’-skolen har siden 1990’erne forudsagt, at gældsspiralerne kun ville kunne finde sted i eurozonen.

Statsgælden bør ifølge Wray mere anskues som en formue end en byrde for borgerne (da de ejer det meste af statsgælden). Renterne stikker ikke af, da USA er udsteder af dollars, hvorfor befolkningen ikke kommer i tvivl om statens evne til at betale i dollars. Politikerne blev derfor rådet til at fokusere på risiko for inflation i stedet for investorers mistillid.

Hvis politikerne navigerer med den samme gældsfobi, som gjorde os til søvngængere op til finanskrisen, har den grønne omstilling trange kår, og vi kommer til at gøre omstillingen dyrere, end den behøver være.

Økonomiprofessor John Taylor, som har opnået stor berømmelse blandt mainstream-økonomer for sin tommelfingerregel til bestemmelse af renten, var panelets finanspolitiske strammer og så store problemer statsgælden. Mellempositionerne blev indtaget af IMF’s tidligere cheføkonom Olivier Blanchard og tænketanks-økonomen Jared Bernstein, som begge forsøgte både at tale for muligheden for større offentlig gæld (til ”gode” formål) og samtidig redde mainstream-økonomiens renommé. De anførte, at gælden kunne øges, fordi renterne forventes at være overraskende lave for fremtiden, men at man dog ikke kunne være sikker på at det ville vare ved. De mente altså, at mainstream-teorierne virker fortrinligt – man var bare blevet overrasket over, hvor langt ned renten ville komme.

Næsten hele Folketinget har forpligtet sig til at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, hvilket vil kræve et historisk investeringsprogram, som lægger maksimalt pres på vores produktive kapacitet. Eftersom dette program formentlig vil kræve betydelig offentlig gældsætning, har vores politikere brug for at navigere efter et retvisende økonomisk kort. Hvis politikerne navigerer med den samme gældsfobi, som gjorde os til søvngængere op til finanskrisen, har den grønne omstilling trange kår, og vi kommer til at gøre omstillingen dyrere, end den behøver være.

BRANCHENYT
Læs også