Debat

Flere fortryder altså deres ægtefælle mere end deres kviklån

Indgrebet mod kviklån kommer til at vende op og ned på lånebranchen, som vi kender den i dag. Og begrænser den personlige frihed.

Før jul blev der indgået den aftale om regulering af kviklånsbranchen, som der er blevet lagt op til længe. En såkaldt bred aftale, der også inkluderer Danmarks såkaldte liberale parti, Venstre. Aftalen der er blevet indgået indeholder stort set hele paletten: ÅOP-loft, markedsføringsforbud og omkostningsloft. Det er et indgreb som rammer branchen som en hammer og som kommer til at vende op og ned på lånebranchen, som vi kender den i dag. Både på godt og ondt.

På den mere positive side, er der også indgået en styrkelse af undervisning i privatøkonomi i folkeskoler og på ungdomsuddannelser. Det var den gode nyhed. Den dårlige er, at vores folkevalgte endnu engang har gjort danskere lidt mindre frie ved at begrænse den personlige frihed og lade staten bestemme, hvad du og jeg må se på i fjernsynet, og hvilke aftaler vi som voksne og oplyste individer må indgå med private virksomheder.

Den debat om kviklån, der har ført til indgrebet, har efterhånden mange år på bagen. Den får jævnligt næring, når medierne bringer historier om dem, der slår sig på kviklånenes ofte høje renter, og som derfor havner i økonomisk uføre, fordi de ikke kan betale deres lån tilbage. Ingen bryder sig om de historier, hvor folk kommer i klemme. Men bare fordi, at nogle få falder og slår sig, betyder det altså ikke, at vi skal begrænse friheden for alle dem, der ikke gør.

Det er bare ikke et populært synspunkt at holde fast i, at kviklån også har gode sider, og er ét af livets dilemmaer, som man kan slå sig på, på fuldstændig lige fod med rygning, flødekager og tatoveringer.

Desværre er debatten – og også forliget - præget af en form for uoplyst feel-good-populisme. Det er enormt populært at slå sig op på at redde dem, der kommer i uføre, selv når det sker på bekostning af den personlige frihed, som vi ellers bryster os af. Populisme kan godt vinde over idealisme, det er reelt det, der er sket i dette tilfælde.

Desværre har politikerene ikke kigget en anelse nøgternt på, hvad branchen faktisk har af betydning for det store flertal af låntagere, der ikke ender i fogedretten, og som ikke ender i økonomisk uføre. Dem, der optager et lån, køber en fladskærm og betaler lånet tilbage, velvidende at det er en dyr løsning, men en løsning de trods alt har truffet fuldt oplyste.

Det er bare ikke et populært synspunkt at holde fast i, at kviklån også har gode sider, og er ét af livets dilemmaer, som man kan slå sig på, på fuldstændig lige fod med rygning, flødekager og tatoveringer. Et af den slags valg, man kan træffe og lære af. Men det er det. Og det kan altså virke noget paradoksalt, at vi i ét af verdens frieste samfund kan ønske den form for regulering.

Det er bare ikke i overensstemmelse med grundlæggende frihedsbegreber at lade staten styre hvilken form for reklamer, man må se, eller hvilke typer aftaler man som et oplyst menneske må indgå. Det ville ellers være fuldstændigt rimeligt at forlange maksimal transparens af branchen, så enhver låntager træffer beslutningen med maksimal oplysning. Den vej har det brede flertal af folketingets partier desværre fravalgt.

Så hvad sker der så nu? Der sker det, at færre danskere kan låne penge fremover, det siger sig selv. Og det bliver naturligvis dem, der i forvejen har mindst, der bliver holdt ude fremover. Så dem, der ikke kan spare op, får nu begrænset deres lånemuligheder og får sat en stop for drømmen om en ny fladskærm og en rejse til Mallorca. Dem, der kan spare op, skal nok komme afsted, men dem der ikke har den mulighed, kommer fremover til at mærke den største begrænsning.

Jeg håber, at forligets partier følger op på samarbejdet og redder nogle flere danske mænd og kvinder fra en kattepine, der er langt større end kviklån, nemlig ægteskabet. Ifølge en undersøgelse som Forbrugerrådet Tænk har fået foretaget, svarer 31 pct. af de adspurgte, at de har fortrudt, at de har optaget forbrugslån eller købt på afbetaling. Godt en tredjedel. Sæt det overfor det faktum, at godt halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det kan kun betyde, at flere ægtefæller fortryder deres partner end deres kviklån. Nogen må straks gøre noget og frelse mænd og koner fra ægteskabets elendighed. Man kan overveje at indføre ægteskabsloft og markedsføringsforbud mod datingtjenester.

Læs også