2020’erne må og skal være handlingens årti
Vi er efterhånden endelig (!) enige om, at huset brænder. Men det er desværre stadig langt til at blive enige om, hvordan vi slukker branden.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Jeg havde egentlig masser af god energi med i bagagen til Madrid her i begyndelsen af december, da jeg tog afsted til klimatopmødet COP25. Ugen op til havde vi landet både en ret grøn og progressiv finanslov og verdens næstbedste klimalov med alle Folketingets partier undtagen to! Skotlands er altså stadig bedre. De går efter 75 procents reduktion i 2030 og klimaneutralitet allerede i 2045. Vores klimalov hedder 70 procent i 2030 og neutral i 2050.
Men COP25 var en skuffelse hele vejen rundt. Sluterklæringen blev vag, og et vigtigt spørgsmål om handel med CO2-kvoter blev udskudt til næste år.
Jeg nåede lige at få pulsen op, da EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i sidste uge skulle præsentere sin European Green Deal. EU har allerede erklæret klimanødtilstand og vedtaget netto-nuludledningsmål i 2050, så nu var det spændende at se, hvordan hun ser fremtiden for unionen.
Jeg er skuffet over, at vækst endnu en gang bliver sat over klima.
Men desværre ligner det heller ikke, at det bliver her, at brandslukningen skal ske.
Von der Leyen kalder planen for Europas »man on the moon moment«. Subsidier skal gå til initiativer, der nedbringer udledningen af drivhusgasser. Cirkulær økonomi skal fremmes, og mængden af plastik og affald skal bringes ned. Det lyder jo umiddelbart godt, men von der Leyen siger, at den europæiske økonomi skal ændres, så væksten »giver mere tilbage, end den tager«.
Så vi står altså med endnu en vækststrategi. Jeg er skuffet over, at vækst endnu en gang bliver sat over klima. Vi kan ikke vækste os ud af en klimakrise. Man kan ikke handle sig ud af et brændende hus. Det bliver i hvert fald en rigtig dårlig deal for den, der køber huset.
Videnskaben peger på, at vi allerede nu får svært ved at overholde Parisaftalens mål. Derfor er det også et problem, at der ikke bliver lagt op til nok samarbejde med den her European Green Deal. Vi bliver nødt til at løfte handlingen, planlægningen og samarbejdet op på EU-niveau. Tiden er løbet fra EU-udstukne direktiver og 27 små handleplaner.
Jeg havde håbet, at Von der Leyen måske havde skævet lidt til European Springs Green New Deal, som vi i Alternativet gik til EU-parlamentsvalg på i foråret. Her tager vi udgangspunkt i den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts ”New Deal” fra 1930’erne, hvor en ambitiøs investeringspolitik skulle løfte USA og markedet tilbage på fødderne efter krakket i 1929. Vi foreslår blandt andet en fælles europæisk investeringsplan på 500 milliarder euro årligt til den grønne omstilling, finansieret gennem europæiske grønne obligationer.
Så lad os nu se hinanden i øjnene og for alvor indse, at tiden er kommet til at løfte i flok og lægge vores snævre nationalstats-interesser væk. For huset brænder, og vi kan kun slukke branden sammen.
