Kære virksomheder, det er ikke kun individets ansvar at efteruddanne sig
Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at det danske arbejdsmarked står over for voldsomme omvæltninger. Den fjerde industrielle revolution er over os, og de teknologiske nybrud som f.eks. digitaliseringsbølgen vil fortsat ændre den måde, vi arbejder på, og ikke mindst stille nye krav til medarbejderes faglige kvalifikationer.
Det forpligter de danske virksomheder til at tage deres medarbejderes faglige udvikling seriøst, sådan at deres kompetencer er tidssvarende.
Alligevel ser vi stadig på det som individets beslutning at tage en efteruddannelse. Og det på trods af, at mange beslutningstagere, politikere og erhvervsfolk er enige om, at livslang læring er svaret på mange af de udfordringer, vi møder i dag.
Jeg har svært ved at se, hvordan det hænger sammen med, at vi i Danmark kalder os et videnssamfund, der spiller en central rolle i løsningen af verdens udfordringer indenfor både klima og andre verdensmål.
Hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at vi endnu ikke har en national strategi, eller i det mindste en reel debat om, hvordan vi som samfund får erhvervslivets øjne op for værdien i efteruddannelse af deres medarbejdere?
Livslang læring blev som begreb introduceret første gang i 1950’erne af UNESCO, da der i kølvandet på 2. Verdenskrig fulgte et øget fokus på demokrati og selvudvikling.
”Den voksne del af befolkningen bør understøttes i at føle stolthed og værdighed i deres egen kulturarv og opmuntres til at forstå og fremme forandringer,” lyder det i Montreal-erklæringen fra 1960 om voksenuddannelse.
Og tiden er gået, uden at ordet reelt har fået en nævneværdig substans eller rolle i debatten og samfundet. Flere af dem, jeg møder, kalder ordet et ”forsuttet bolsje”, og det er en skam.
Derfor kræver begrebet livslang læring en nyfortolkning på trods af, at grundstenene er de samme som i 1950. Livslang læring er vigtigt for både den enkeltes selvbillede og faglige stolthed, ligesom det er en forudsætning for, at vi i Danmark kan klare os i den globale konkurrence og følge med tidens teknologiske nybrud.
Vi er derfor også nødt til at gøre op med forestillingen om, at efteruddannelse er forbeholdt de særligt ambitiøse med et drive udover det sædvanlige. Hvis vi virkelig vil være et videnssamfund, skal vi se på, hvordan vi kan løfte alles kompetencer. Ikke kun de fås.
Det må ikke være den enkeltes higen efter selvrealisering, der afgør, om man får adgang til det næste kursus eller læringsseminar. Livslang læring, der skal være med til at løfte vores virksomheder, organisationer og samfund som helhed, er vores alles ansvar – ikke kun individets.
Man hører tit, at lysten til videreuddannelse skal komme fra den enkelte medarbejder, og der er da ingen tvivl om, at det letter en del på indlæringen, hvis den enkelte er motiveret. Men hvorfor fralægger virksomheder og samfundet sig ansvaret for at tage en aktiv rolle i at skabe den fornødne motivation blandt medarbejderne? Hvorfor er det anderledes at dygtiggøre sig indenfor sit felt eller holde viden ved lige, end det er at deltage i afdelingsmøder og interne workshops?
Jeg er endnu ikke stødt på en virksomhed, der siger til deres medarbejdere, at hvis de ikke har lysten til at møde ind til aftenens afdelingsmøde, så kan de bare blive hjemme.
På samme måde bør livslang læring også være et krav til medarbejderne fra virksomhedens side, ligesom man som ledelse er forpligtet til at tydeliggøre, hvordan man forholder sig til en lærende kultur på arbejdspladsen.
Så kære virksomheder: Læring er essentielt i et videnssamfund som Danmark, og spørgsmålet er ikke, om vi kan finde tid til at fremelske en lærende kultur på det danske arbejdsmarked. Spørgsmålet er, om vi tør lade være.
Karina Rothoff Brix