Fortsæt til indhold

KPI-mareridt kan få virksomhedens fundament til at erodere

I stedet for at styre virksomheden efter tal, kan man med fordel opbygge en tydelig kultur og adfærd og navigere virksomheden herefter.

Debat
Michael Nielsen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Michael Nielsen, adm. direktør i Beckhoff Automation ApS

Key Performance Indicators får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig som adm. direktør. Også selvom skærpet konkurrence ofte gør KPI’er til det foretrukne styringsværktøj gennem hele virksomhedens værdikæde.

Enhver virksomhed har behov for overordnede mål, som alle kan navigere efter. Isoleret set er KPI’er derfor en effektiv metode til at følge medarbejdernes præstationer uge for uge, måned for måned.

Men alt for ofte står KPI’er tilbage som eneste indikator for succes. Derfor kan de utilsigtet fremme en kultur i virksomheden, som får virksomhedens fundament til at erodere. Ingen kan skabe succes ude i salgsleddet, hvis det roder hele vejen ind til virksomhedens kerne.

I stedet for at styre virksomheden på baggrund af nøgterne tal, kan man med fordel opbygge en overordentlig tydelig kultur og adfærd og navigere virksomheden herefter. God, gammeldags tillid og respekt er det nye sort. For det skaber selvtænkende, ansvarsfulde medarbejdere. Og de er virkelig værdifulde i en organisation.

Som tysk virksomhed er vi flasket op med at udvise ekstrem høj grad af tillid og respekt. Det lyder som en fin lille floskel, men hos os er tillid og respekt blandt de vigtigste styringsværktøjer. Når fundamentet bygger på tillid og respekt, afholder ledere sig fra at mikrostyre andres arbejde. Det er forskellen mellem succes og fiasko - forskellen mellem at få det bedste frem i folk og det værste.

Når en stærk og kollegial kultur og adfærd står skåret i pap, har medarbejderne et tydeligt kompas at navigere efter. De ved, hvad der kræves af dem for at bidrage til samlet succes, og de er ikke nervøse for at bede om hjælp, hvis deres performance stagnerer.

Vigtigst af alt oplever også kunder og samarbejdspartnere denne tillid og respekt, og det har en langt mere positiv indvirkning på salget end KPI-helvedet.

Det er klart, at man som leder mister kontrol. Og man risikerer også, at nogen i perioder kører under radaren. Men man vinder mere på den lange bane ved at vise tillid og give medarbejdere ansvar. Det gælder ikke mindst yngre medarbejdere, som i langt overvejende grad trives bedst med masser af luft under vingerne.

Artiklens emner
Beckhoff Automation