Nej, general Clausewitz - en krigserklæring mod nethandlen er ikke løsningen
Som i mange af (erhvervs)livets forhold løses udfordringer bedst med et ‘både-og’ i stedet for et ‘enten-eller’, skriver Finn Thomsen som svar på Bruno Christensens indæg.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Dansk detailhandels grand old man Bruno Christensen blæser 28. februar til angreb på nethandlen med henvisning til den preussiske general Carl von Clausewitz (1830): ’Den general, der ser en krig som noget uundgåeligt, og som tøver med at slå til...’
Opfordringen bør ikke stå uimodsagt, da udfordringen - som i mange af (erhvervs)livets forhold - bedst løses med et ‘både-og’. Ikke et ‘enten-eller’.
Tag det klassiske eksempel med bogklubber: Bøger solgt på postordre - direkte fra forlaget. Det må blive boghandlernes sikre død. Men nej - begge kanaler supplerer jo fint hinanden.
Løsningen i dag er hverken krig eller overgivelse. Det gælder i stedet om at kombinere detail- og netsalg. Og via løbende tests finde den optimale kombination for den enkelte detailhandler.
Dokumentation: Slå antennerne ud og se, hvad konkurrenter/andre gør. Og hvordan. Tag kunderne som udgangspunkt - ikke som gidsler: Nogle foretrækker det fysiske køb. Andre det netbaserede. Og så har vi alle dem/os, der ønsker valgmuligheden - for hvorfor skal detailhandlen diktere, hvordan jeg skal købe? Hvem er til for hvem?
‘Det er med andre ord NU, man skal gå til angreb mod nethandelen, inden denne vokser sig for stor’, lyder Bruno Christensens velmente råd. Tillad mig en lettere - og mere tidssvarende - omskrivning: Det er med andre ord NU, du skal tjekke muligheden for/supplere med nethandel, så du får del i væksten, når den vokser sig stor.’
En anden påstand, der fortjener redigering:‘ Nethandelen er en trussel for byens eksistens, og som sådan en fjende, der bør besejres med den rigtige strategi’. Nej, nethandelen er en spændende mulighed for detailhandlens udvikling - en (distributions)kanal der bør udnyttes med den rigtige strategi.
Få de første/nødvendige erfaringer på f.eks. Amazon og/eller andre platforme. Det gør mange af dine konkurrenter allerede! Go’ vind..


