Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

32 pct. i skat: Fem ud af syv direktører i Danske Bank har en særordning

Fem direktionsmedlemmer i Danske Bank bor skattemæssigt på en ø. Er det klogt?

Det er fuldt lovligt. Men er det også klogt, at fem ud af syv personer i Danske Banks direktion har skruet sig ned i en størrelse 32, sådan rent skattemæssigt?

For mindre end et år siden tog Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, et opgør med den tidligere ledelses opfattelse af ansvarlighed og ordentlighed. Grundlæggende værdier var blevet tilsidesat. Politikernes og samfundets tillid måtte erobres tilbage. Et nyt kompas var nødvendigt.

Nu viser noterne i Danske Banks dugfriske årsregnskab, at bankens topledelse skattemæssigt har valgt at leve på en ø i samfundet. Fem ud af syv direktionsmedlemmer i Danske Bank har koblet sig på den såkaldte forskerordning. Ordningen blev opfundet, for at danske universiteter kunne tiltrække udenlandske videnskabsmænd m/k. Her er skatten 32,84 pct.

Konstruktionen er fuldt legal og stadig mere udbredt. I 2018 blev mere end 7.000 højt uddannede og højt lønnede personer i Danmark beskattet som forskere. Det vil sige med en trækprocent på 32,84 pct. De 7.000 lever som sådan på deres egen ø i Danmark.

Karsten Dybvads åbne opgør med den tidligere Danske Bank-ledelse var et opgør med en dømmekraft, der havde svigtet. Den tidligere ledelse havde ladet bankens estiske pengemaskine køre videre på trods af advarsler om, at indtjeningen kom fra hvidvask af russiske formuer. Det var muligvis ikke ulovligt.

Men det var ifølge Karsten Dybvad ikke i overensstemmelse med værdier som redelighed og ordentlighed. Banken var i utakt med samfundet.

Hvis Danske Bank vil i takt med samfundet, ligner det ikke vejen frem, at bankens topledelse skattemæssigt bor på en ø. Det minder om noget andet. Nemlig om den tidligere topledelses ledetråd, som, sat på spidsen, var, at hvis noget er lovligt, er der ikke noget problem.

Eller noget at forklare. Eller noget at forsvare.

Nye tider maser sig imidlertid på. Her gælder der flere pejlemærker for ordentlighed, end om noget er lovligt.

Hvis Danske Bank vil signalere, at kursen er lagt om, kunne banken begynde med direktionens skatteforhold. Ingen betvivler, at direktionsmedlemmerne legalt kan anvende forskerordningen. Ingen.

Men er det et klogt signal, at topledelsen i Danske Bank skattemæssigt bor på en ø i det danske samfund – adskilt fra sine kunder og aktionærer? Viser det samfundsforståelse? Viser det en bestyrelse, der i ord og handling vil genvinde omverdenens tillid?

Svaret på de spørgsmål ligger og simrer.

Banken kan naturligvis beslutte, at der ikke er noget at snakke om. Den strategi bærer sommetider hjem. Sommetider bærer den ikke hjem. Sådan faldt Thomas Borgen og Ole Andersen med et brag.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også