Er indsatsen for at aktivere ledige bedre end sit rygte?

Jobcentrene og aktiveringsindsatsen er under heftig beskydning for tiden. Fra forskellige sider er der kritik af både selve indsatsen i jobcentrene og ikke mindst af det store træk på de offentlige finanser, som den aktive arbejdsmarkedspolitik medfører. Med et udgiftsniveau tæt på 13 mia. kroner årligt er der alt mulig grund til at stille spørgsmålstegn ved sektorens samfundsøkonomiske effektivitet, og om indsatsen er hensigtsmæssigt indrettet.

Aktiveringsindsatsens hovedformål er at afprøve, om ledige kan og vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet og bidrage til relevant opkvalificering både i forhold til at fastholde lediges kontakt til arbejdsmarkedet, og i det omfang det er nødvendigt at omskole eller opkvalificere. Selve indsatsen i jobcentrene strækker sig fra samtaler med ledige over virksomhedspraktik og løntilskudsjob til længere opkvalificeringsforløb.

En velfungerende aktiveringsindsats vil bidrage til at forbedre den måde, arbejdsmarkedet fungerer på, og på mange måder er det danske arbejdsmarked i topform – også i en international sammenhæng. Beskæftigelsen er høj, og både ledigheden og andelen af ledige, der er langtidsledige, er lav.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. I begyndelsen af 1990’erne var ledigheden tårnhøj og antallet af personer på offentlig forsørgelse nærmede sig en million. Hvad er der sket siden starten af 1990’erne? Er det den sagnomspundne danske flexicurity-model med fleksible afskedigelsesregler og relativt generøse understøttelsessystemer, der har løst udfordringerne?

Svaret er formentlig delvist bekræftende, men der var også fleksible afskedigelsesregler og et generøst understøttelsessystem i begyndelsen af 1990’erne. En af de helt store ændringer i arbejdsmarkedspolitikken de seneste 20-30 år er en kraftig intensivering af den aktive arbejdsmarkedsindsats. Så et sobert bud er, at aktiveringsindsatsen godt kan tage en god del af æren for det nuværende velfungerende danske arbejdsmarked.

At aktiveringsindsatsen udgør en væsentlig komponent af den vellykkede danske arbejdsmarkedsmodel, er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ikke er plads til forbedringer. Der skal være en løbende tilpasning i takt med, at udfordringerne på arbejdsmarkedet ændrer sig og ny viden om effekterne af den aktive indsats indløber. En overordnet udvikling de senere år er et øget fokus på samtaler og virksomhedsrettede tilbud, som har vist sig at have gode og omkostningseffektive effekter, og mindre fokus på vejlednings- og opkvalificeringsstiltag, hvor de positive effekter har været mindre tydelige.

Rettes blikket fremad, er der ikke udsigt til, at omstillingskravene på det danske arbejdsmarked aftager. To såkaldte megatrends vil sætte deres præg på arbejdsmarkedet; stigende globalisering og stigende automatisering. Begge bevægelser stiller store krav til omstillingsevnen.

På automatiseringssiden skønner konsulenthuset McKinsey, at ca. 40 pct. af de nuværende jobfunktioner på det danske arbejdsmarked har automatiseringspotentiale og dermed vil kræve væsentligt mindre arbejdsinput i de kommende årtier. Dermed vil mange ansatte skulle indstille sig på perioder med ledighed og nye jobfunktioner.

Skulle teknologi-tsunamien skylle ind over det danske arbejdsmarked med stor kraft, vil en velfungerende aktiveringsindsats kunne afbøde de værste tilpasningsomkostninger og bidrage til, at de personer der skal skifte arbejdsfunktion eller branche får den bedst mulige hjælp til at fastholde kontakten til arbejdsmarkedet. Lave tilpasningsomkostninger vil endvidere kunne bidrage til en fortsat positiv indstilling i arbejdsstyrken i Danmark i forhold til at udnytte de økonomiske fordele, som globalisering og ny teknologi bidrager med.

Det er naturligvis ikke aktiveringsindsatsen, der egenhændigt skal forhindre forekomsten af gule veste som i Frankrig, politisk polarisering som i USA eller international afstandstagen som i Storbritannien. Men den kan bidrage til, at arbejdsmarkedet fungerer hensigtsmæssigt, og at tilpasningen til en ny erhvervsstruktur forløber uden for store omkostninger.

Der er derfor god grund til at diskutere, om organiseringen eller indretningen af den aktive arbejdsmarkedspolitik skal ændres. Men man skal passe på med at undervurdere betydningen af, hvad en veltilrettelagt og intensiv aktiveringsindsats kan bidrage med i forhold til at sikre et velfungerende arbejdsmarked med høj beskæftigelse og lav ledighed.