Fortsæt til indhold

Coronapanik – hvad skal vi tænke som investorer?

Der er altid en stor historie i gang i medierne. Vi hungrer som mennesker efter den slags. Så få pulsen ned og husk fakta.

Debat
Rune Wagenitz Sørensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Rune Wagenitz Sørensen, adm. direktør, Miranova Fondsmæglerselskab

Som investor har du måske mest lyst til at begynde at skrige og løbe væk, når du læser erhvervsmediernes overskrifter lige nu: ”Værste aktieuge siden 2008”, ”Kraftigste fald på en enkelt dag siden 2011”, og så videre. Afspærrede byer, lukkede skoler.

Coronavirus er helt bestemt en alvorlig sag. Og den rammer mennesker, erhvervsliv og aktiemarked hårdt.

Men mens myndighederne gør selve arbejdet med at inddæmme epidemien, gør du klogt i at forholde dig i ro. Få pulsen ned og husk fakta:

Aktiemarkederne svinger ofte voldsomt. I første kvartal 2016 faldt det globale aktiemarked under ét med omkring 15 pct. Det gentog sig i fjerde kvartal 2018, hvor frygt for recession efter sigende skulle være en af de store forklaringer. Faktisk er det helt almindeligt, at kurserne svinger med 10 pct. eller mere i løbet af et år.

Der sker altid et eller andet, som påvirker kurserne op eller ned. Inden for de seneste år har vi haft gældskrise i Sydeuropa, handelskrig, brexit, amerikansk præsidentvalg, lave renter, uro om Nordkorea og recessionsfrygt.

Der er altid en stor historie i gang i medierne. Vi hungrer som mennesker efter den slags. Jeg tænker, at vi skaber sensationerne selv, og hvis der ikke sker noget stort, så finder vi noget, sætter pumpen til og blæser det op til noget stort. Ellers keder vi os.

Nogle af historierne har sikkert noget substans og påvirker reelt og mærkbart virksomhedernes indtjening. Andre vil jeg putte i kategorien opblæst eller hysteri.

Tænk på hvor meget Grækenlands gæld fyldte. I hvor stort omfang kan et land med under 10 millioner indbyggeres adfærd egentlig påvirke, hvor mange penge virksomheder i hele verden tjener?

Jeg tror, effekten er begrænset og naturligvis svær at gøre præcist op. Men den ser alligevel ud til at have sat sit præg på medier, investorsamtaler og sikkert også på kurserne (for en stund).

Virussen kan udvikle sig kraftigt. Den kan være ”overstået” om nogle måneder. Virussen hører til i kategorien, hvor det er umuligt at sige, hvad den gør ved aktiemarkedet og virksomhedernes indtjening over de næste uger, måneder og år. Er det nuværende fald på 15 pct. fair, under- eller overvurderet? Ingen ved det.

Vi har i øjeblikket hovedsageligt to forskellige samtaler med vores kunder om deres investeringer. Den ene del vil sælge og den anden købe til rabatpriser. Men lad os sige, at du hopper ud nu på grund af coronavirus. Hvornår vil du så hoppe ind igen? Jeg tænker, at det bliver sværere at købe, når kurserne er endnu lavere, for det kan være udtryk for endnu større panik.

Jeg vil ikke prøve at gætte på kursudviklingen. Men jeg tør godt spå én ting: Om 10 år har du glemt kursfaldene i 2020. For til den tid vil der have været mindst en håndfuld nye begivenheder, som har skabt ny panik på aktiemarkedet, og de er alle blevet efterfulgt af nye kursstigninger – på et eller andet tidspunkt.

Forhold dig i ro og hold dig til den investeringsstrategi, du har lagt. Jeg ved, at det er svært, når aktiemarkedet koger og syder om ørerne på én, men i det lange løb er det altså det klogeste at gøre.

Artiklens emner
Rune Wagenitz