Hvad vågner vi op til efter stormen?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Alle finanskriser har deres ege profil. Deres eget udgangspunkt. Deres eget DNA. Ingen er identiske.

Fra de jævnlige krak i 1800-tallets sidste halvdel og Wall Street-krakket i 1929 til oliekrisen i 1973 og den globale finanskrise i 2008-09 er fællesnævnerne, at aktiemarkederne er kollapset, og at en ny verden er kommet ud på de anden side.

Gamle strukturer og systemer bukker under. Nye ideer og konstruktioner skaber nye fundamenter for den økonomiske sammenhængskraft lokalt, regionalt og globalt.

Finanskrisen i 2008 skabte nye krav til bankerne om rekapitalisering, og baseret på erfaringerne fra 1930’erne er der pumpet nærmest ubegrænsede mængder af kapital (såkaldt Quantitative Easing) ud i systemerne. Ejendomsmarkedet og bankerne blev lagt i lænker. Penge blev næsten gratis, samtidig med, at de fleste ikke så flere af dem på en lønkonto.

Konsekvenserne af den asiatiske krise i 1997 blev enorme politiske omvæltninger, og at de asiatiske lande proppede de nationale pengetanke med valuta for ikke at løbe tør igen.

Oliekrisen i 1973 blev et farvel til billig benzin og udløste et nyt fokus på de alternative energiformer, som blomstrer i dag: Sol, vind og naturgas.

Længere tilbage i historien har de finansielle jordskred efterladt andre spor. Det store krak i 1873 udløste en bølge af protektionisme indenfor landbrug og industri.

Wall Street-krakket i 1929 var ouverturen til recessionen i 1930’erne. Punktum for de brølende 1920’ere og velkommen til New Deal i USA og hyperinflation i Weimar Republikken. Højesteret kendte sidenhen nogle af præsident Roosevelts projekter forfatningsstridige, men mens Tyskland gik op i flammer i konsekvens af krisen, blomstrede udviklingen i USA.

Det blev også understreget, at moralske normer kan forandres radikalt. New Deal var for eksempel farvel til forbudstiden i USA. Øl og spiritus blev et skatteobjekt i stedet for et nydelsesmiddel, der kriminaliserede almindelige mennesker.

Coronavirussens anslag mod finansmarkeder og dagligdag vil også forandre verden i 2020’erne. Med histories største aktiekrak og historiske politiske indgreb fra begrænsning af frihedsrettigheder til forsegling af landegrænser vil der opstå nye samfunds- og dermed forretningsmodeller. Både i forhold til hvad der er nødvendigt, muligt og ønskeligt.

Krakket har eksponeret selskaber, der ikke har udsigt til nogensinde at give overskud. Som Ubers ledelse for eksempel selv har erkendt. Et karakteristisk træk ved dot.com-krakket i 2001 var, at det eliminerede titusindvis af teknologi selskaber, hvis forretningsmodel var at brænde penge af og håbe på, at det førte til guldet for enden af regnbuen. Men det var også dot.com-boblen, der skabte Google og andre af tidens it-mastodonter.

Vil internethandel få et nyt spark, eller synes forbrugerne alligevel, at det er sjovere at shoppe i en rigtig butik med ekspedienter og andre kunder, efter at have været tvunget til at stirre på hjemmecomputeren i ugevis?

Finder vi ud af, at ferier rent faktisk koster penge, og at de kan bruges til alt muligt andet? Kommer de 150 millioner kinesiske turister overhovedet igen, eller var boomet et blip på turismens globale ocean, som hverken rejsebureauer, hoteller eller luksusbutikker kan regne med at se igen?

Rykker industrien tættere på hjemmebasen og deler produktionsbaserne op i mindre enheder? Begge tendenser har rullet i den globale understrøm et stykke tid men har fået ny næring af den kinesisk-amerikansk handelskrig, brexit og corona-lukkede fabrikker, markeder og grænser.

Står de multinationales struktur foran en tilbagevenden til tidligere tiders fokus på de enkelte lande? I et årti har det været god latin at fjerne landechefer og operere fra et regionalt hovedkvarter i kraft af folk med 200 årlige rejsedage. Et udbredt fænomen i Singapore, hvor titusindvis nu pludselig ikke længere kan tage en dagtur til Jakarta, Kuala Lumpur eller Bangkok.

Undervisning via cyberspace kan få et stort gennembrud, hvad der vil have betydelige konsekvenser for uforberedte skoler og universiteter – og kollegier, restauranter og flyselskaber. De noget uglesete videokonferencer står også foran en renæssance sammen med friske erfaringer med at arbejde hjemmefra.

Og håndspritten ved indgangen forsvinder næppe lige med det samme uanset hvilken hverdag, vi vågner op til, når stormen har lagt sig.