Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Aktiepanik og toiletpapir

Din velstand er bedst tjent med, at investeringsbeslutningerne er langsigtede og baseret på fornuft.

Artiklens øverste billede
Rune Wagenitz Sørensen, adm. direktør, Miranova Fondsmæglerselskab
Rune Wagenitz Sørensen, adm. direktør, Miranova Fondsmæglerselskab

Du kigger i netbanken og ser røde tal, som viser udviklingen i din portefølje. Der er kurser, der er gået stejlt nedad. Der er masser af nyhedsoverskrifter, der skræmmer. Du tænker, at du må ud af det her, før det hele falder endnu mere.

Paniksalg kan somme tider virke som en helt rationel handling. Når aktiekurserne falder – og stiger – med 10 procent på én dag på store markeder som det europæiske og amerikanske og endda inden for få uger, tør jeg vist godt kalde det panik.

Under coronakrisen har vi læst om, at folk hamstrer toiletpapir. Den slags sker som følge af, at vi tror, der er knaphed.

På samme måde kan man blive fristet til at reagere, når børskurserne styrtdykker. Så sælger man ud, fordi man skal skynde sig at sælge, inden alle de andre har presset kurserne ned med deres paniksalg. De gode kurser er en knap vare, tænker man.

Sælger vi værdipapirer, føler vi også, at vi får ro. Panik er en overvældende følelse, og så kan vores eneste mål hurtigt blive at fjerne frygten. På kort sigt kommer man af med frygten, men på langt sigt kan det gøre stor skade på ens velstand.

Når vi tror, at folkemasserne sælger ud, så kan vi også føle trang til at gøre noget. Hvis vi tager fejl af, at kurserne skal længere ned, så tager vi i det mindste ikke fejl alene.

Udtrykket »stå ikke bare dér, gør noget« burde ifølge indeksfond-opfinderen John Bogle omskrives til »gør ikke noget, bare stå dér«.

Jeg er enig i Bogles ord. Når vi tager følelsesladede beslutninger, så tænker vi ikke i sandsynligheder. Vi føler bare. Måske føler vi, at kurserne bare skal længere ned uden at overveje, hvilke enorme klø de allerede har fået.

Handlinger baseret på følelser er den værste investeringsadfærd, der findes.

Når man træder et skridt tilbage og kigger på situationen på afstand, ser man, at de dramatiske udsving vækker minder, om end vi hurtigt kan blive enige om, at dette ikke er finanskrisen.

Tag som eksempel det dramatiske fald på det globale aktiemarked fra sidst i februar til sidst i marts. Der er høvlet to et halvt års kursstigning af.

Sidste gang kurserne faldt så kraftigt, var under finanskrisen. Hvis vi kigger tilbage på dagene, lige før kurserne faldt i 2007, altså da de dengang stod på toppen og frem til i dag, så har man trods to perioder med kæmpe fald alligevel næsten oplevet en kursfordobling.

Investeringsmarkederne er altid præget af psykologi og usikkerhed, hvilket netop er årsagen til, at vi kan forvente et afkast.

Vi kan ikke sige noget fornuftigt om, hvorvidt det skal op eller ned herfra de næste uger eller måneder. Vi ved heller ikke, hvor længe der går denne gang, før der er ny kursrekord. Men over tid giver det mening at eje både aktier og obligationer og ikke at handle løs med dem baseret på følelser eller i et forsøg på at sælge ud og så købe ind på et lavere niveau.

Det er menneskeligt at gå i panik, og alle har prøvet det. Men det er altid bedst at lade være. Din velstand er bedst tjent med, at investeringsbeslutningerne er langsigtede og baseret på fornuft.

Rune Wagenitz Sørensen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.