Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Det kan Danmark lære af Norge, når vi skal genåbne efter corona

Genåbningstiltag med lav smittefare og stor økonomisk gevinst bør stå i første række, når der skal prioriteres i den politiske proces.

Corona rammer verden

I Norge måtte op imod 440.000 træhytter forblive ubeboede i påsken. Det var et meget stort velfærdstab for vores norske broderfolk, der traditionelt drager på fjeldet i påsken for at løbe langrend og læse kriminalromaner.

Årsagen til forbuddet var naturligvis at begrænse udbredelsen af coronasmitten og beskytte sundhedsvæsnet i de områder, der typisk modtager mange tilrejsende.

I Danmark havde vi ikke et tilsvarende forbud mod at tage en tur til sommerhuset og nyde en solrig påskeferie. Det rejser spørgsmålet om, hvilket land der har truffet den rigtige beslutning – ikke bare i forhold til hytterne, men generelt i forhold til en genåbning af samfundet og økonomien.

Norge har grebet diskussionen anderledes an end Danmark. Kort tid efter nedlukningen af det norske samfund nedsatte man en hurtigt arbejdende ekspertgruppe bestående af bl.a. økonomer, sundhedsfaglige eksperter og embedsmænd fra forskellige ministerier. Denne ekspertgruppe offentliggjorde allerede den 7. april sin første rapport.

Baseret på sundhedsmæssige og økonomiske vurderinger afvejes de økonomiske omkostninger med forskellige sundhedsrelaterede tiltags sundhedsgevinster.

Der er naturligvis tale om analyser, der er forbundet med meget stor usikkerhed i forhold til de præcise effekter på smittefaren og økonomien af konkrete tiltag som eksempelvis hytteforbuddet. Anbefalingerne skal derfor tages med det store forbehold, som ekspertgruppen også understreger.

Styrken ved arbejdet er, at der opstilles en transparent og brugbar metode til at vurdere, hvilke tiltag der mest hensigtsmæssigt skal anvendes først i en kommende genåbning af Norge. Ny information fra både sundhedsmæssig og økonomisk side kan tilføres efterhånden, som den tilvejebringes, og kvalificere de fremtidige beslutninger.

Det er dog muligt allerede nu at se konturerne af konkrete forslag til, hvordan Norge langsomt kan genåbnes. Herunder det helt konkrete, at omkostningerne ved hytteforbuddet ikke står mål med sundhedseffekterne.

De norske analyser er ikke alene af principiel interesse, men også af konkret interesse for Danmark. De to lande har stort set samme befolkningstørrelse, har samme velfærdssystemer, har nogenlunde samme størrelse af den offentlige sektor, og har meget robuste offentlige finanser – selvom der også er forskelle, bl.a. den norske oliefond. De to lande har også valgt nogenlunde samme nedlukningsstrategi.

Den norske statsminister, Erna Solberg, annoncerede for nylig, at de norske børnehaver genåbnes fra den 20. april, og ugen efter genåbnes skolerne gradvist. Den 20. april ophæves endvidere hytteforbuddet, men da er påskeferien jo slut. Endelig kan frisører og andre virksomheder genåbne i løbet af april, hvis de opfylder kravene til at beskytte mod smitte.

Alle tiltag fra den norske regering flugter med ekspertudvalgets vurderinger baseret på de samfundsøkonomiske konsekvenser set i forhold til den potentielle smittefare ved en genåbning. Med andre ord: Skulle den danske regering læse den norske rapport, ville de måske genoverveje om frisører og andre erhverv med såkaldt en-til-en smittefare ikke snart kunne genåbnes under forudsætning af, at de opfylder de samme krav som påkrævet i Norge.

En styrke ved den norske rapport er, at den giver kvalificerede bud på dels smittefaren ved konkrete tiltag, dels et bud på de samfundsøkonomiske omkostninger. Er der genåbningstiltag, der har en lav smittefare og en stor samfundsøkonomisk gevinst, bør de stå forrest i rækken, når der skal prioriteres i den politiske proces.

Eksempelvis vurderes de økonomiske omkostninger ved lukkede daginstitutioner at udgøre ca. 5,6 mia. norske kroner om måneden. Samlet vurderes lukkede daginstitutioner og skoler (på de mindste klassetrin) at udgøre ca. 8,9 mia. norske kroner om måneden.

Hertil kommer effekter i form af mindre indlæring, problemer for sårbare grupper og mindre socialt samvær. Ekspertgruppen konkluderer, at omkostningerne ved en fortsat nedlukning på disse områder er høje, også set i forhold til sundhedskonsekvenserne.

De foreløbige anbefalinger fra ekspertudvalget er derfor bl.a., at daginstitutioner og de mindste skoleklasser bør stå i første række, når der genåbnes. Dette råd har den norske (og danske) regering fulgt under den forudsætning, at smittetallene udvikler sig stabilt.

Det anbefales endvidere, at det bør være muligt med en gradvis genåbning af visse typer erhverv, når det kan gøres på en forsvarlig måde. Dette kunne også gælde erhverv med en til en-kontakt såsom frisører og skønhedssaloner. Dette råd er indtil videre fulgt af den norske regering, men endnu ikke af den danske.

Endelig åbner de for muligheden for gradvis åbning af erhverv med mange til mange-kontakter. Det kunne eksempelvis være forskellige typer af restauranter, træningscentre eller idrætsforeninger, hvor det er muligt at indføre tilstrækkelige smittereducerende tiltag. Dette forslag er dog endnu ikke en del af den norske regerings bebudede tiltag.

Rapporten understreger endvidere, at de økonomiske konsekvenser ikke alene kan vurderes ud fra her og nu-effekterne på den økonomiske aktivitet. En nedlukning af centrale dele af økonomien kan have store, langsigtede konsekvenser.

Det norske ekspertudvalg har leveret et imponerende arbejde på meget kort tid, og analyserne vil løbende blive opdateret i takt med, at der opnås ny viden om coronasmittens udbredelse og de afledte sundhedsmæssige konsekvenser og økonomiske følgevirkninger.

Dette indlæg er skrevet af Torben M. Andersen, professor, Aarhus Universitet og Michael Svarer, professor, Aarhus Universitet og senior fellow, Kraka.

BRANCHENYT
Læs også