Iværksættere kan ikke leve af moralsk opbakning
Det er vigtigere end nogensinde at søsætte initiativer, der kan understøtte iværksætteriet. For det er i høj grad skabertrangen, der skal få os op på niveau, når vi kommer ud på den anden side.
Vi befinder os i et maraton uden udsigt til målstegen. Dystre økonomiske profetier og nedadgående aktiekurver præger nyhedsbilledet, og LinkedIn flyder over af triste opdateringer om fyringer. Ingen kan forudsige hverken varigheden eller de langsigtede konsekvenser af krisen, og udgangspunktet for at tage springet ud i livet som selvstændig har sjældent været ringere.
Lige præcis derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi som samfund søsætter initiativer, der kan understøtte iværksætteriet – for det er i høj grad skabertrangen, der skal få både velfærdssamfundet og arbejdsmarkedet op på niveau, når vi kommer ud på den anden side.
De danske hjælpepakker er naturligt nok rettet mod etablerede virksomheder. Mod at redde de job og virksomheder, der udgør det famøse hjul, som altid skal holdes i gang. Det halter til gengæld med initiativer rettet mod at skabe de job, vi uundgåeligt mister i den kommende tid. Lad os håbe, de er på vej.
Personlig og kollektiv modgang har gennem tiden været katalysator for talrige succesfulde iværksættereventyr. Og nød lærer håbefuld iværksætter at spinde. Men vi skal sikre, at nøden her-og-nu ikke ender som en uoverkommelig barriere, der skaber en dyr dominoeffekt i fremtiden.
Selvom det ikke er optimalt at skabe en forretning i modvind, er det heller ikke umuligt. Jeg startede selv op, lige inden finanskrisen slog bunden ud af økonomien, og klarede mig med nød og næppe igennem. Men for at være ærlig havde jeg nok ikke taget springet midt i krisen – og så havde jeg ikke skabt en arbejdsplads for hverken mig selv eller mine medarbejdere.
Ifølge Danmarks Statistik havde godt 30.000 selvstændige i 2018 en lavere indkomst end kontanthjælpssatsen. Det er 30.000 mennesker, der trodser økonomisk modgang her-og-nu, og som alle tør tro på, at de kan vende det til noget bedre. For sig selv og for de medarbejdere, der skal med på rejsen.
Det er i alles interesse, at modige danskere tør tage springet som selvstændige. Det mod må ikke forsvinde – hverken nu eller efter corona.
Men det kræver, at vi samler os bag de 30.000 modige og dygtige mennesker, hvis hårde arbejde og geniale idéer bliver fundamentet under fremtidens velfærdssamfund. Og at vi bakker op med mere end ord og vidtløftige erklæringer. Men med kontant hjælp og uforbeholden støtte.
Mette Hejl