Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

De dygtigste ledere scorer netop nu en masse vigtige imagepoint

Coronakrisen har fået det bedste og det værste frem blandt ledere og virksomheder over hele verden. Midt i hele moradset er der nogle ledere, der skinner mere end andre – og det batter på imagekontoen.

Corona rammer verden

Den amerikanske ledelsesrådgiver Simon Sinek sagde for et par år siden følgende: »Der er ledere og der er dem, der leder. Ledere har en form for magt eller indflydelse. Dem der leder, inspirerer os. Uanset om det er individer eller organisationer, følger vi dem, der leder – ikke fordi vi er nødt til det, men fordi vi gerne vil. Vi følger dem ikke for deres skyld, men for vores egen.«

Siden Danmark lukkede ned, har det været tydeligt for enhver, at visse ledere er trådt i karakter og er blevet meget synlige. De kommunikerer tydeligt på vegne af deres virksomhed, går i brechen for deres medarbejdere og udviser et samfundsansvar, der kan give enhver dansker, som har hamstret gær og toiletpapir, dårlig samvittighed. De omstiller deres egen produktion til fordel for at producere alt fra håndsprit til forskellige former for værnemidler. Og de sørger for at betale deres underleverandørers regninger med det samme i stedet for at vente de sædvanlige 30 eller 60 dage.

Man skal være lavet af sten for som dansker ikke at blive bare en smule rørt over den indsats og velvillighed, der udvises af dem, der har evnen og agerer derefter. De tager deres samfundsansvar på sig og yder sit til, at vi alle hurtigst muligt kan genfinde en form for normalitet på den anden side af dette coronahelvede. Sidegevinsten er til at tage og føle på. Som ledere vil de post-corona være endnu mere eftertragtede for med stoisk ro og overblik at have handlet og kommunikeret sig igennem krisen til alles bedste.

For virksomhederne er det den bedste form for markedsføring, de kan drømme om. Hvem har ikke lyst til at arbejde for f.eks. Salling Group under Per Banks ledelse eller for Grundfos og Mads Nipper? Salling Group har sagt nej tak til hjælpepakker trods det, at de nemt kunne hente et tocifret millionbeløb for deres 1900 hjemsendte medarbejdere, men de mener, at andre kan få bedre brug for pengene. Og Mads Nipper var mindre end en uge efter nedlukningen af Danmark ude med et forslag om, at de stærkeste virksomheder skulle sikre likviditet til rejsebranchen ved at betale hurtigt for kommende forretningsrejser.

Begge fremstår som super sympatiske og tilnærmelige topledere, der hører til på den allerøverste hylde. Flere af deres slags, tak.

Nu er det selvfølgelig ikke alle virksomheder, der er lige så godt kørende som Salling Group og Grundfos og derfor har overskuddet og det ekstra gear. Rigtig mange kæmper i øjeblikket en kamp for overlevelse, men førnævnte topledere er alligevel værd at måle sig op mod. For som leder kan man også gøre noget i det små. Det er alt fra måden, man kerer sig om de medarbejdere, man bliver nødt til at fyre, eller til hvordan man sikrer fokus på målet og en høj motivation i dagligdagen trods det fysiske fravær af kolleger.

Da jeg i tidernes morgen var på sergentskole, lærte jeg vigtigheden af at kommunikere hele tiden, selv når der ikke var noget nyt om den imaginære fjendes situation. Det gav tryghed blandt de andre i delingen, mens vi ventede på angrebet i morgendisen. Sådan er det også på en arbejdsplads - og særligt i tider som disse.

Dem, der leder med autencitet, stor indsigt og som er gode til at kommunikere, er de ledere, der har nemmest ved at få et ærligt og loyalt følgeskab. De gør sig bemærket, deres gode gerninger bliver husket i lang tid fremover og giver deres virksomheder et gevaldigt imageløft. Det er ikke kun kortsigtet filantropi. Det er en langsigtet investering, for man kan mærke, at hjertet også har været med.

BRANCHENYT
Læs også