Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hvordan man sælger tryghed? Man skræmmer folk fra vid og sans

Et alarmfirma har knækket koden til at få solgt sine systemer: Man opdigter indbrud og røverier

Corona rammer verden

Hvis du ved en smule om kunsten at lyve, ved du, at der findes amatører og professionelle i faget. Amatører påstår og overdriver. ”Min mor har engang spillet mod Caroline Wozniacki. Og vundet”. Den slags. Professionelle lyver anderledes.

Professionelle konstruerer deres løgne med samme omhu og blik for detaljen, som en skrædder syr en habit til en mand i sin bedste alder. De fremhæver og skjuler. Elegant Gennemtænkt.

Tag nu den sælger fra alarmfirmaet VeriSure, der ringer til den ene familie efter den anden og forklarer, at Rigspolitiet og VeriSure i fællesskab har fundet ud af, at familien bor på en adresse, hvor der er brug for at have en alarm. Landets øverste politimyndighed har med andre ord spottet, at Kirsebærvej 9 er i fare for at få indbrud, og nu ringer en flink mand fra et alarmfirma for at ordne det praktiske. Installation af sensorer og sirener og tilmelding til Betalingsservice.

Eller tag et andet eksempel. Denne gang er det en sælger fra alarmfirmaet VeriSure, der ringer til en 79-årig dame i Søborg og fortæller hende om risikoen for at blive udsat for et hjemmerøveri, hvis man ikke har et alarmsystem. Damen bliver bange. Det har hun statistisk set ingen grund til. I 2018 skete der i alt fem – f-e-m – grove hjemmerøverier i Danmark, og der er 2,5 millioner husstande. Men damen bliver bange. For i VeriSure er de professionelle folk, der kan skabe den rette stemning.

Eller tag et tredje eksempel. Denne gang er det alarmfirmaet VeriSure, der har omdelt et brev til beboerne på bestemte villaveje i Rødovre. I brevet skriver VeriSure blandt andet: ”Der har været en del indbrud/utryghed i jeres område de seneste dage. Det har især været på vejene omkring Roskildevej”. Alarmfirmaet henviser til politiets døgnrapporter. Da en beboer kontakter Københavns Vestegns Politi, får han oplyst, at der det seneste halve år har været i alt to indbrud i området. To.

Eller tag et fjerde eksempel. Denne gang er det alarmfirmaet VeriSure, der ringer folk op ”efter tilladelse fra Rigspolitiet” for at fortælle, at ”østbander” nu hærger i nabolaget. VeriSure får opkaldet til at fremstå som en krydsning mellem en advarsel og en servicemeddelelse ved at tilføje, at der ringes til alle borgere i postnummeret. Efter aftale med Rigspolitiet.

Det, VeriSure igen og igen fortæller, er ikke sandheden. Det er salgheden.

Salgheden er, at Danmark vrimler med indbrudstyve, østbander og væmmelige hjemmerøvere. De drager hærgende rundt på villavejene i Rødovre og alle mulige andre steder. Salgheden er, at VeriSure har et tæt samarbejde med Rigspolitiet om at beskytte borgerne. Salgheden er, at man hjælper gamle damer, når man skræmmer dem fra vid og sans for at få lukket salget af et alarmsystem. For deres eget bedste.

Amatører påstår og overdriver. Professionelle konstruerer løgne med omhu og sans for detaljen. I VeriSures tilfælde bygger man en fortælling op om et samfund, der er dybt plaget af tyvebander, fæle røvere og et politi, der ikke magter sin opgave.

Har VeriSures direktør beklaget og sagt rundstyk? Det kan du tro. Flere gange. Har VeriSure fået kritik af Forbrugerombudsmanden for sine salgsmetoder? Det kan du tro. VeriSure har i to omgange fået et kontant smæk for at overtræde dørsalgsloven og vildlede forbrugerne.

Amatører påstår og overdriver. Professionelle konstruerer løgne med omhu og sans for detaljen. I VeriSures tilfælde bygger man en fortælling op om et samfund, der er dybt plaget af tyvebander, fæle røvere og et politi, der ikke magter sin opgave. Enhver, der har en 14-årig datter, som er alene hjemme efter skole, eller ejer en lænestol fra Arne Jacobsen, model Ægget, abonnerer på en grufuld oplevelse: To ubarberede rumænere med dårlige tænder og et godt brækjern får vredet et kældervindue op og så ….

Alarmfirmaet sælger tryghed og sikkerhed, som når bloggeren Mascha Vang i et sponsoreret indlæg fortæller, hvordan hun og hendes datter nu føler sig trygge i hjemmet i Kolding. Før var der ind i mellem spor af natlig aktivitet på matriklen. Eller som den ene af skuespillerne i en VeriSure-reklamefilm får skabt åbningen til sin senere replik om at investere i et alarmsystem: ”Har du ikke hørt, at der har været indbrud hos Lone og Per ?”

Jo. Der er bare det, at VeriSure ikke kan holde nallerne fra også Charlotte og Henriks indbrud, Elisabeth og Sørens indbrud og Nanna og Frederiks indbrud. Indbrud, der ikke er foregået, men lige så godt kunne være foregået. For det er jo salgheden.

For ikke at tale om hjemmerøverierne hos de hundreder, nej tusinder, af ældre damer, der oplever at blive bundet til en stol af to muskelmænd og truet med en kniv, indtil de afslører pinkoden til dankortet og skuffen med det tretårnede sølvtøj. For sådan er det er jo: Millioner af ældre damer udsættes hvert år for et hjemmerøveri.

Det er simpelthen salgheden.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også