Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vi skal opbygge et nyt og modstandsdygtigt Danmark

Coronakrisen har med al tydelighed vist, at der er behov for grundlæggende at gentænke de systemiske søjler og globale værdikæder, vores samfund bygger på, og skabe en bæredygtig velfærdsmodel for det 21. århundrede.

Corona rammer verden

Verden, som vi kendte den før covid-19, er for altid forandret. For det fundament, vi har bygget vores samfund, organisationer og globaliseringen på, har vist sig at være skrøbeligt, når vi udsættes for chokkriser som corona.

Klimakrisen, som bliver den næste store krise, vi står overfor, har mange lighedspunkter med coronakrisen. Vi bør derfor bruge læringen fra corona til at ruste os, og gentænke vores systemiske strukturer, så vi får indbygget en større modstandsdygtighed overfor kriser. Her er det vigtigt at tænke på tværs af vores strukturelle systemer fra det sociale og finansielle til vores sundhed og handel. Ellers risikerer vi at blive ramt af samme chok, men nu med drænede statskasser og et skrøbeligt erhvervsliv oveni.

Lavinen ruller. Over 30 millioner amerikanere er blevet ledige på under to måneder, og herhjemme er tallet 49.000 siden marts. Vi ser samtidig en begyndende konkurstsunami samt et erhvervsliv og et offentligt system, der mange steder er gået helt i stå. Udfordringer der gør, at vi står overfor en krise, der kan blive langt større end tidligere finanskriser. Men hvorfor er vi blevet så sårbare?

Vi befinder os i en tid med hyperglobalisering, der de seneste 20 år er båret frem af tre afgørende kræfter: Økonomi, sociale medier og nye disruptive teknologier. Kræfter der tilsammen har accelereret hastigheden af forandring indenfor stort set alle områder, og som vi typisk har håndteret med begreber som “just in time”, hvor tiden fra forbrugerbehovet registreres, og til levering, produktion og transport sker, så det når køberen i rette tid.

Men “just in time” fungerer ikke i en tid, hvor man ikke kan være sikker på sin forsyning, sin arbejdskraft, sin transport eller forbrugernes købsadfærd. Tiden er kommet til at introducere et paradigme, der passer til det 21. århundredes realitet. Vi skal stræbe efter “just in case”, hvor de hyperglobale værdikæder gøres modstandsdygtige overfor en virkelighed, hvor kriser kommer som ud af den blå luft, og kræver buffer, bæredygtighed og en balanceret hybrid globalisering.

”Just in case” skal sikre, at de kritiske elementer i vores forsyning som medicin, værnemidler og fødevarer, kan nå forbrugeren uanset, hvad der sker med global handel, produktion og arbejdskraft. Vi skal fortsat styrke globaliseringen, hvor det giver mening, men balancere, hvad der er kritisk, så vi kan køre videre på trods af uforudsete og pludselige rystelser.

Her spiller teknologi og digitalisering en afgørende rolle, fordi redskaber som automatisering, kunstig intelligens og robotter kan skabe realtids ændringer i vores værdikæder, sikre at produktionen kan køre videre og understøtte vores arbejdsdag.

I de seneste måneder har vi om noget lært, at digitalisering og teknologi er en forudsætning for at drive vores samfund videre i krisetider. Fra telemedicin og videokonferencer til sociale værktøjer og digitale arbejdsgange, der holdt mennesker sammen virtuelt, mens vi fysisk var adskilte. Vi lærte, at deling af vores data var afgørende for at overvåge smittespredningen - en tendens vi bør fortsætte, med ansvarlighed, og hvor vi skal finde balancen mellem samfundets behov og privatlivets fred.

Et andet sted, vi har oplevet alvorlige sprækker i vores evne til at kunne håndtere kriser, er i forhold til de økonomiske og politiske effekter. Lige nu oplever vi en regering, der forsøger at stimulere økonomien gennem direkte støtte til erhvervslivet, så man kan få virksomhederne til at handle og producere så hurtigt som muligt igen.

En tilgang der på mange måder ligner Keynes økonomiske model, der kom frem efter recessionen i slutningen af 1920’erne, og som tilskynder, at det offentlige aktivt medvirker til at stimulere efterspørgslen. Hjælpepakkerne er uden tvivl en nødvendighed lige nu og her. Så stor tak til partierne for at handle på et akut behov. Spørgsmålet er dog, om det grundlæggende og fremadrettet er et samfundsansvar eller et ledelsesansvar at kunne håndtere virksomhedernes kriser i en tid, hvor vi skal vente os flere af dem?

Samtidig har vi set en typisk krisereaktion, hvor man i høj grad har henvendt sig til den førende ekspert for at finde en løsning. Sundhedsministeren for at høre, hvordan vi håndterer virusproblemet, og derefter til erhvervsministeren for at høre, hvordan vi klarer virksomhedskrisen.

Sande kriser er dog typisk et mangesidet monster, der rammer på tværs i hele samfundet. Og de bedste løsninger har vi da også først set, når politikerne indkaldte et bredt spektrum af interessenter og eksperter. For de gode svar skal findes gennem samtænkning og ikke silotænkning. Så hvordan ruster vi økonomer til at forstå de sundhedsmæssige og sociale påvirkninger, og sundhedseksperter til at se på konsekvenserne, når økonomien og samfund går i stå?

I et accelererende globalt samfund, hvor teknologiske landvindinger, nye værdikæder og også kriser vil komme og gå med endnu større hastighed og påvirkning, end vi ser det i dag, er det livsnødvendigt, at vi gearer verden og ikke mindst Danmark til denne virkelighed.

Er der noget coronakrisen har lært os, er det, at menneskeheden hurtigt kan ændre adfærd, hvis truslen er stor nok. Men coronakrisen har også med al tydelighed vist, at der er behov for grundlæggende at gentænke de systemiske søjler og globale værdikæder, vores samfund bygger på, og skabe en modstandsdygtig og bæredygtig velfærdsmodel for det 21. århundrede.

BRANCHENYT
Læs også