Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Pas på Posten - ingen andre er gearet til at løfte opgaven

PostNord har ikke altid været lige kønt at se på. Men hvad er alternativet?

Corona rammer verden

Mens coronaen buldrer, er de politiske partier i al stilhed lige nu ved at stykke en ny postaftale sammen. En for erhvervslivet afgørende og permanent postaftale, der skal afløse den midlertidige hasteaftale, der blev indgået lige før lukketid ved årsskiftet.

Rammerne for den kommende aftale kan have ganske vidtrækkende konsekvenser, som de færreste nok gør sig begreb om, før de rent faktisk oplever dem. Hvad der foregår i Transportministeriet i disse uger, kan synes meget langt væk, men når postkassen lige pludselig forbliver tom, kan det alligevel mærkes hos os alle – både hos forbrugere og virksomheder.

Det er blevet så populært at skælde ud på PostNord, at jeg i dén grad mener, at der efterhånden mangler lidt perspektiv i den debat. Ja, de er langsomme til tider. Ja, de begår fejl. Ja, de koster statskassen penge. Ja, det har ikke altid været lige kønt at se på. Men så lad mig stille spørgsmålene: Hvad er alternativet? Hvordan ser virkeligheden ud uden PostNord?

Realiteterne er nemlig, at vi har brug for PostNord til at påtage sig den vigtige samfundsopgave at omdele befordringspligtig post. Der er ikke andre, der er gearet til at løfte opgaven. Hvis andre skal løse opgaven på markedsvilkår, vil der opstå betydelige huller i postleveringen landet over.

Der findes selskaber, der vil være i stand til at påtage sig opgaven i dele af landet. De kan skumme fløden og dække de områder med størst befolkningstæthed og dermed mest post. Men hvem vil frivilligt og uden særskilt betaling overtage opgaven med at uddele post i de tyndtbefolkede områder, hvor det er aldeles umuligt at gøre det til en god forretning?!

Man kan selvfølgelig fjerne eller reducere befordringspligten. Det kræver blot, at man også accepterer, at et brev til Fanø koster ti gange så meget som et brev til Frederiksberg, og at der kun deles post ud en gang om måneden i Udkantsdanmark. Det vil også være endnu et bekymrende anslag mod de hårdt trængte små lokalsamfund.

Jeg er stor fan af liberalisering og privatisering, hvor markedskræfterne kan løse opgaverne. Men fuld liberalisering af posten kan have betydelige negative konsekvenser. Befordringspligten er en væsentlig del af landets kritiske infrastruktur. Det er afgørende for erhvervslivet, at man oplever en usvækket kvalitet i fremtidens postservice. Derfor er der brug for også at tale PostNord op og anerkende, at PostNord ganske effektivt løfter en væsentlig samfundsopgave, som ingen andre kan eller vil løfte.

PostNord bør bevare ansvaret for omdeling af den befordringspligtige post til glæde og gavn for os alle, og fra politisk hold bør man anerkende, at opgaven ikke kan løses uden bidrag fra statskassen.

Er det så en langtidsholdbar løsning? Næppe. Men i en betydelig årrække er der fortsat brug for et selskab, der har pligten til at omdele post i hele Danmark sideløbende med, at digitaliseringen tager mere og mere over, og at postmængden falder yderligere.

BRANCHENYT
Læs også