Intelligent styring af vores bygninger rummer enorme perspektiver
Efterhånden som danskerne vender retur til deres arbejdspladser, får mange arbejdsgivere brug for at tænke i besparelser. Mange af dem ligger gemt i en mere intelligent tilgang til bygningsstyring.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
På skoler er der i sagens natur brug for så hyppig rengøring, at der er tale om en relativt høj månedlig omkostning. Børn både roder og sviner, og heldigvis for det, for det betyder kun, at de opfører sig ganske normalt. Men var det alligevel ikke rart, hvis man relativt let kunne nedbringe denne tunge driftsomkostning – sammen med en række andre af slagsen?
Skolerne er retvisende eksempler på, at det i høj grad giver mening at have et stramt fokus på intelligent bygningsstyring. Forstået på den måde at det ved hjælp af bevægelsessensorer er nemt at holde styr på, hvor børnene opholder sig og nok så vigtigt; hvor de ikke opholder sig. Har der ikke været ret mange børn i en bestemt del af skolen dagen forinden, er der formentlig ikke grund til at gøre rent her. På den måde er det ved at gøre brug af et heat map over aktivitetsniveauet muligt løbende at skrue ned for omkostningerne til rengøring. Og for en hel masse andre omkostninger med relation til indeklimaet.
Både bygningers indeklima og intelligent brug af bygningsdata rummer et enormt besparelsespotentiale. Ikke kun for skoler, men for noget nær alle typer af virksomheder. I disse tider er det vigtigere end nogensinde. Jeg har således allerede oplevet mange virksomhedsledere på jagt efter nye optimeringsmuligheder og ikke mindst besparelser som følge af den nuværende krise. Mit budskab i den forbindelse er, at potentialet for besparelser på bygningsområdet er større end nogensinde. Det handler ret beset kun om at udnytte teknologien til at få del i dem.
Jeg er ansat hos Schneider Electric i Ballerup, og vores bygning udgør et retvisende eksempel på, hvor langt en bygnings driftsomkostninger kan nedbringes ved at fokusere på intelligent bygningsstyring. Vi har boet i bygningen siden 2015, og i perioden har vi sænket energiforbruget med 45 procent. Et ikke usædvanligt resultat af en systematisk tilgang til brugen af bygningsdata og fokus på intelligent styring af bygningen.
I vores bygning er monteret flere tusinde sensorer, der konstant måler på indeklimaet. Vi overvåger blandt andet belysning, temperatur, luftfugtighed, bevægelse og meget mere. For eksempel registrerer vi løbende, hvorvidt der er medarbejdere til stede på kontorer, i mødelokaler og så videre. Er det ikke tilfældet, bliver der øjeblikkeligt slukket for lys, varme, ventilation og køling. Undersøgelser viser, at hver gang man sænker temperaturen med én grad i et hvilket som helst lokale, sparer man cirka syv procent på varmeregningen. Det fortæller sin egen historie om, hvor simpelt det kan være at tilgå energioptimering.
Hvad angår belysning, er det på det nærmeste muligt at udrette mirakler på en arbejdsplads. Kort fortalt handler det om, at medarbejderne får så meget naturligt lys som muligt, fordi det har en positiv indvirkning på medarbejdernes produktivitet og velbefindende. Et forskningsstudie fra Oxford University foretaget i Danmark viser sågar, at omfattende dagslyspåvirkning kan bedre alvorlige sygdomme som depression, skizofreni, Parkinsons og Alzheimers. Så store er perspektiverne.
Ved samtidig at måle og regulere på forhold som temperatur, ventilation og lydniveau, kan både medarbejdernes effektivitet påvirkes i endnu højere grad. En amerikansk analyse fra Lawrence Berkeley National Laboratory viser, at for hver grad temperaturen falder fra det optimale niveau (hvilket for kontormiljøer er 21-22 grader), falder medarbejdernes præstation med 0,37 procent. Når temperaturen stiger, falder præstationen endnu mere – nemlig med 0,43 procent for hver grad.
Resultaterne er entydige, og perspektiverne store. Gevinsterne er at finde både at finde på virksomhedernes bundlinjer og i verdens klimaregnskab. Læg dertil de mange fordele i forhold til medarbejdernes effektivitet, og du ender med en total modernisering af virksomheden ved at udnytte eksisterende teknologi.

