Serier

Bankerne er overvægtige og mangler agilitet - men ikke egenkapital

En forsker rejser advarselsflaget om bankernes sundhedstilstand. En bankdirektør i en ”berørt” bank sammenligner det med en skimmelsvamp. Informationsværdien i analysen er dog begrænset.

Corona rammer verden

Den danske forsker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet Johannes Raaballe fik mandag en del opmærksomhed, da den tilbagevendende analyse af danske bankers sundhedstilstand og risikoen for en ny bankkrise blev aktualiseret i en artikel i Berlingske. Konklusionen er ganske polariseret til et niveau, som der næppe er belæg for.

Omdrejningspunktet for analysen er nøgletallet ”Msolvens”, som angiveligt beregnes som markedsværdien af bankernes aktier/markedsværdien af bankernes aktiver. Ræsonnementet er, så vidt jeg forstår, at hvis forholdet er lille værdi i forhold til stor risiko, er det et varsel om, at noget slemt kan være under opsejling.

Sydbank er en af de banker, som ligger tungest i undersøgelsen. Bankdirektør Bjarne Larsen var dog hverken særlig bekymret eller imponeret over analysen. Han sammenlignede over for Finanswatch.dk den med skimmelsvampen, som vender tilbage med en fast frekvens.

Alting er muligt, og man kan forestille sig meget, blot man har en tilstrækkelig fantasi og mange udfaldsrum. Hvis ideen om den lave markedsværdi i forhold til bankens størrelse skal give mening og være meget relevant, kræver det en nærstudering af fortiden og viden om holdningen til fremtiden.

Markedsværdien af egenkapital bestemmes af det, som ejerne er villige til at betale for at være medejere på godt og ondt. En lav værdi fortæller om en lille lyst til at købe ind og lægge aktien i indkøbskurven; eller også skulle man måske snarere sige og hævde: På grund af den lave prisfastsættelse.

Hovedparten af de større danske banker har ikke siden finanskrisen kunne præsentere investorerne for et fornuftigt eller konkurrencedygtigt afkast. Covid-19-krisen har gjort den udvikling endnu værre. Faldende rentemarginal som følge af faldende renter, stigende omkostninger til compliance og hvidvaskskandalen i Estland har givet meget betydelig afkastmæssig modvind i f.eks. Danske Bank.

Modsvaret hertil burde fra bankernes side have været en meget aggressiv omkostningsreduktion og digitalisering. Lavere indtjening burde modsvares af en lavere omkostningsbase. Det er dog ikke sket, og derfor er investorernes lyst til at sætte deres sparepenge i bankaktier små. Det brændte investeringsbarn skyer ilden.

I tillæg er det aktuelt blevet umuligt at aflønne de bankaktionærer, som stiller kapital til rådighed, med udbytte. Langsigtet spiller det dog ingen eller kun en mindre rolle. Pengene er jo ikke tabte, men bliver formentlig udbetalt tidsforskudt.

Hele pladen bliver fuld, når man også inddrager, at hovedparten af de europæiske banker har måttet se deres aktiekurser markant og kun være en skygge af sig selv. Der er altså mange faktorer, som trækker i den forkerte retning.

Regulatorisk har bankerne næppe nogensinde været bedre kapitaliseret end i dag. Det er dog formentlig set ud fra risikoen for en bankkrise en formildende omstændighed, hvorimod det set ud fra en investors synsvinkel trækker den modsatte vej.

Det helt altafgørende for investorernes lyst til at købe bankaktier er positive forventninger om et godt afkast. Nøgletallet er i den henseende egenkapitalens forrentning. Den kan øges ved at gå kapitalmæssigt til grænsen nedad (faldende nævner) eller ved at øge indtjeningen. Uanset hvad har stigende solvenskrav en negativ indflydelse på det forventede afkast og muligheden for at tjene penge.

Hvis Msolvens er et varsel om en forestående krise, kræver det ultimativt at investorerne har ret; at billedet ikke ændrer sig; at bankerne ikke tilpasser sig og samfundsøkonomien vil udvikle sig meget til det værre. Det er muligt men mindre sandsynligt.

Bedre polstring og statslige hjælpepakker hjælper som stødpuder. Bankerne er næppe den destabiliserende faktor på grund af et mismatch mellem kapital og udfordringer, som nogle var i 2008.

Det kan være at investorerne får ret i, at bankerne ikke er attraktive investeringer, fordi de ikke tilpasser sig og fordi omkostningsreduktionerne udebliver. Det frygter mange med rette.

Derimod er det meget lidt sandsynligt, trods alt, at den lave prisfastsættelse er et forvarsel om en kommende bankkrise. Og hvis det er, vil det ske ad omveje. Først skal bufferne spises, og siden skal rekapitaliseringen være umulig. Det sidste er ikke usandsynligt på grund af den manglende tilpasningsvilje, men det er ikke det som står øverst på sandsynlighedslisten.

Bankernes problem er ikke for lidt egenkapital, men for lille vilje til at tilpasse omkostningerne til en tid, hvor fremtidens indtjening skal komme fra en rentemarginal, som er meget lavere end tidligere.

Læs også