Regeringens økonomiske udsigter kalder på mere hjælp
Covid-19 og den delvise nedlukning af samfundet har store negative konsekvenser for dansk økonomi og arbejdsmarkedet. Det er der ikke meget uenighed om. Spørgsmålet er, hvor store de økonomiske skader bliver. Og hvor længe de varer.
Regeringen har netop offentliggjort Økonomisk Redegørelse med et bud på den økonomiske udvikling i år og næste år. Prognosen er landet i den tunge ende mellem Finansministeriets midterste og værste scenarie fra en analyse i april. Vurderingen er dermed kommet tæt på FH’s hovedscenarie.
Der er tale om et markant tilbageslag i år og med en gradvis genopretning, som betyder, at vi næste år endnu ikke vil have hentet den produktion, vi aktuelt taber.
Dansk økonomi gik ind i krisen i topform. Og vi har gode muligheder for at komme forholdsvis hurtigt tilbage.
Dertil forventer regeringen i stil med FH, at arbejdsmarkedet bliver hårdt ramt i år, og at vi ikke får det hele hentet på den korte bane. Dermed vil vi stadig i 2021 have tabt ca. 50.000 job, og der vil fortsat være mange tusinde flere ledige, end før coronakrisen.
Dansk økonomi gik ind i krisen i topform. Og vi har gode muligheder for at komme forholdsvis hurtigt tilbage. Som finansministeren sagde på pressemødet, da redegørelsen blev fremlagt, så kan vi komme både stærkere og grønnere ud af krisen.
Vi er i en enorm usikker tid. Det skaber utryghed og tilbageholdenhed hos forbrugere og virksomheder.
FH er enig. Men det kræver mere hjælp. Mere finanspolitisk stimulans. Altså ud over de hjælpepakker, der allerede er iværksat, og som aktuelt er sat til at stoppe midt i juli.
Vi er i en enorm usikker tid. Det skaber utryghed og tilbageholdenhed hos forbrugere og virksomheder. Højst sandsynligt også på den anden side af sundhedskrisen. Så vi skal have sat gang i en genopretningsplan. For at genskabe trygheden og tilliden. For at sætte skub i aktiviteten og jobskabelsen. Derfor har FH også lanceret 41 initiativer med hurtig virkning og langsigtet fokus på klima, teknologi og tryghed.
Perioden efter finanskrisen skræmmer. Her oplevede vi flere år med en økonomi i slæbegear. Der gik fem år, før vi var tilbage på aktivitetsniveauet fra før krisen. Det må ikke ske igen. Denne gang skal vi hurtigt have indhentet det tabte. Og det har vi heldigvis musklerne til.
Allan Lyngsø Madsen er cheføkonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Allan Lyngsø Madsen