Serier

Det ”ekstreme forsigtighedsprincip” er gambling med menneskeliv

»Vi skal ikke gøre et menneskelig op i penge« – lyder det fra venstrefløjen, og senest er denne retorik taget til i coronakrisen. Men i virkeligheden gør venstrefløjen præcis det, de udskammer deres politiske modstandere for.

Corona rammer verden

Skåret ind til benet, kan covid-19-krisen anskues fra to fronter – en sundhedsmæssig og en økonomisk. Hvor man på den sundhedsmæssige side mangler empirisk viden om pandemier, ved den økonomiske side ret godt, hvordan en recession påvirker økonomien, virksomhederne, arbejderne og deres familier. På begge fronter er tab af menneskeliv nærmest uundgåeligt – selvom ethvert tab af et liv er en tragedie.

Venstrefløjen har konsekvent nægtet at forholde sig til den økonomiske side og ført en ”enten-eller”-politik. Enten lukker vi totalt ned for samfundet, isolerer alle eller også vil mange dø af covid-19 … mens andre har anfægtet denne metode, og anført, at der er andre måder at sikre både risikogruppen og økonomien på.

Lige lidt hjælper det! For en velkoordineret udskamning, som tog sin begyndelse i Statsministeriet, har fået fodfæste. Et af det væsentligste argumenter fra venstrefløjen er, at ved at vi åbner mere op, gambler vi med menneskeliv – at forstå menneskeliv i covid-19-risikogruppen – men man spiller i virkeligheden højt spil med menneskeliv som følge af den økonomiske krise.

Adskillige studier påviser, at selvmordsrater, alkoholisme og misbrug stiger markant under økonomiske kriser, og at det med overvægt rammer mænd. Men skal man forstå venstrefløjen, er disse tab af liv ikke nær så værdifulde, for man anlægger slet ikke samme ”humanistiske” tilgang til denne vitale slagside.

Flere gange har vi, fra regeringens side hørt, at vi skal anlægge et ekstremt forsigtighedsprincip. Men når man anlægger en ”enten-eller”-strategi og konsekvent nægter at forholde sig til de veldokumenterede slagsider (læs: personlige tragedier, misbrug, selvmord etc, som stammer fra en recession), gælder dette ekstreme forsigtighedsprincip ikke for denne gruppe mennesker.

Det er som om, socialisterne mener, at det menneskeliv, der reddes fra en død med covid-19, er mere værd end det menneske, som tager sit eget liv på grund af arbejdsløshed og desperation. Så hvem er det i virkeligheden, der sætter pris på et menneskeliv?

Regeringen har forhandlet ”hjælpepakker”, som egentlig blot udskyder problemet på den økonomiske side. Lønkompensationen er et udmærket eksempel. Når den oprindelige pakke udløber 8. juni, står en del virksomheder klar med fyresedler til en række medarbejdere, og så vil vi se endnu en bølge af arbejdsløse skylle ind over landet.

Dette kunne være undgået, hvis man i stedet for denne påtagede ”humanisme”, man har udvist overfor risikogruppen, havde inviteret økonomer og erhvervslivet ind til forhandlingsbordet langt tidligere. Med andre ord, er de hjælpepakker lige så defekte og ubrugelige, som de respiratorer man forsøgte at prakke italienerne på.

Igen fornemmer man den socialistiske udskamning, for økonomi handler jo om penge, griskhed, skattely osv. Igen må jeg bare konstatere, at rød blok tager fejl. Økonomi handler om mennesker, om deres velbefindende. Hvor man kan diskutere, hvor covid-19 oprindeligt stammer fra, står det tindrende klart for mig, at den økonomiske krise udspringer af politiske beslutninger og i Danmarks tilfælde også af vildledninger og fejlslutninger.

I virkeligheden burde regeringens retorik give et langt større bagslag. At påstå, at man anlægger et ”forsigtighedsprincip”, som ensidigt handler om at passe på én risikogruppe, men som i svær grad medfører lidelser, økonomisk ruin, arbejdsløshed og menneskelig tragedie med sig, er vist noget af et stretch.

I min optik er det gambling på højt plan, og den investerede ”kapital” er det samlede Danmarks ve og vel i mange år frem i tiden. På den baggrund mener jeg, at regeringen har fejlet fælt, og jeg ønsker at flere journalister graver dybere i dette konstruerede forsigtighedsprincip – for det kan kun beskrives som en ting: Gambling med menneskeliv!

BRANCHENYT
Læs også