Eksploderende statsunderskud giver ikke gældskrise

Efter en dyb finanskrise og i vores del af verden en efterfølgende eurokrise lå statsgælden allerede inden coronakrisen på høje niveauer i historisk perspektiv i de fleste lande. En statsgæld i vestlige lande på omkring 100 pct. af BNP var allerede inden krisen ganske normal. En del lande lå langt højere.

Fremtrædende økonomer har tidligere haft held med at fremstille høj statsgæld som stærkt væksthæmmende. Især økonomerne Reinhart & Rogoffs ide om en betydelig vækstforværring, når gælden nåede over 90 pct. af BNP, vandt indpas efter finanskrisen. Det bidrog til samtidens begejstring for offentlige spareplaner. Keynes må have roteret i sin grav i de år.

Med coronakrisen vil gælden stige markant alle steder. Enorme underskud på mellem 10-20 pct. af BNP vil være reglen i år, og underskud på den størrelse er uset uden for krigstid. Det har fået flere til at lufte bekymring for en gældskrise, når store underskud lægges oven i høje gældsniveauer. Frygten virker overdreven, men får vi en gældskrise, skyldes det politik – ikke økonomi.

Gælden vil som sagt stige i mange store økonomier. Frankrig og Spanien ventes ved årets udgang at have en statsgæld på ca. 115 pct. af BNP (fra ca. 100 pct. i 2019), USA 130 pct. (fra 110 pct.), Tyskland 69 pct. (fra 60 pct.), mens Italien risikerer at nå over 160 pct. af BNP (fra 135 pct.). Det lyder voldsomt, men behøver ikke være noget stort økonomisk problem.

For det er vigtigt at have hele billedet med. Gæld til BNP er en ufuldstændig repræsentation af den byrde, som gælden udgør for et land. Over de seneste 40 år er renteniveauet faldet markant i den vestlige verden. Med et faldende renteniveau er kapaciteten til at have et højt gældsniveau steget. Niveauer af gæld til BNP, der tidligere var ubærlige for lande, giver i nutidens lavrentemiljø ikke anledning til problemer.

Nogle er bekymrede for, at store underskud og tilsvarende stigninger i gældsniveauer betyder, at der ligger en stor regning og venter. Gælden skal jo ned igen. Men sådan fungerer en statsøkonomi ikke. Der er ingen regning, der ligger og venter, straks krisen er ovre. For der er ingen nødvendighed i at få gælden ned igen.

En stat har en uendelig tidshorisont, den dør ikke og går aldrig på pension, så den kan opretholde et gældsniveau for evigt. Den behøver ikke afdrage. Det betyder ikke, at det er en gratis omgang med midlertidigt forhøjede underskud, for de fører til højere gæld og sandsynligvis forhøjede renteudgifter i de kommende år. Men den regning, der skal betales, er en evig strøm af lidt højere rentebetalinger – ikke noget, der bør medføre smalhals i 2021 eller 2022.

De eksploderende underskud fører til en enorm stigning i udstedelsen af statsobligationer på kort sigt. Det kan overrumple finansmarkederne, som har svært ved at absorbere så mange statsobligationer, og bl.a. derfor har centralbanker som Federal Reserve og ECB lovet opkøb af statsobligationer for tusindvis af milliarder. Dette for at sikre, at et stort obligationsudbud ikke fører til stigende renter. Det ville være gift for økonomien lige nu.

Generelt lader kapaciteten til at håndtere en højere statsgæld til at være så rigeligt til stede. Den understøttes tilmed af centralbankerne, mens udstedelsen er størst. Eurozonen er dog en særlig historie. For i eurozonen er der interne regler, uenigheder og politiske begrænsninger, som svækker det enkelte lands økonomiske holdbarhed. Det handler om politik og ikke økonomi.

Eurozonen havde inden krisen små underskud og en gæld under gennemsnittet af de vestlige landes. Tvivl om sammenholdet er det eneste, der kan skabe en gældskrise her.

Frederik Engholm